Hvert år besøger den enøjede mand Maddy i landsbyen, men i år bringer han undergangen med sig.
Joanne Harris er mest kendt for sine voksenromaner, såsom ”Chokolade” og ”Brombærvin”, der kombinerer en historisk baggrund med et anstrøg af magi og personer, der gerne er præget af smålighed og ubehageligheder. I Runemærker, der på dansk udkommer i to bind, forsøger hun sig med noget helt andet.
Forsiden er lidt finurlig. Umiddelbart er den flot udført og signalerer fantasy med lidt dystre undertoner, men samtidig med en tekst – ”Der er gået fem hundrede år, og nu har der været nisser i kælderen igen…” – der i mine øjne antyder en god portion humor også. Det er dog et lidt forkert signal, idet Harris i høj grad undlader at fokusere på de groteske situationer, der til tider opstår, og i stedet tager sin fiktive verden for givet i forhold til dens indbyggere. Det er lidt ekstra interessant, idet starten på ”Runemærker” faktisk minder meget om oplægget til Terry Pratchetts ekstremt humoristiske fantasy-romaner ”De små blå mænd” og ”En hat fuld af himmel”.
Vi har en pige, der falder lidt uden for det gængse fællesskab (her fordi hun er født med et runemærke på den ene hånd, og fordi hun – stik imod hvad der anses for sundt og godt – har en livlig fantasi) og et landskab domineret af en stor hest, der er skåret ind i en bakke. Ligesom Pratchett er det også historien om en hovedperson, der må komme overens med sin plads i verden og det ansvar, der følger med hendes evner.
Der ender ligheden dog også. Harris starter som gængs, lidt forjaget fantasy, men spinder snart en spændende, actionfyldt fortælling, hvor personer og hændelser fra nordisk mytologi væver sig ind imellem hinanden og historien om en verden, hvor en ny type gud hersker. Historien er anbragt i et næsten velkendt miljø, hvor de gamle guder er blevet besejret, og en ny orden har taget over. Det fungerer rigtig godt – næsten som en moderne udgave af Erik Menneskesøn. Vor helt, Maddy, bliver naturligvis involveret med de nordiske guder, der lever i skjul og i hi. Men noget stort er undervejs, og Maddy bliver rodet ind i en farlig verden med dystre planer, magi og grumme væsener.
Harris klarer overgangen til fantasy-genren ganske godt og har begået en historie, der river læseren med fra første stund. Der er visse fejl (hendes brug af magi eller ”tryllekraft” virker ikke helt sammenhængende, og slutningen er lidt rodet), men også elementer, som hun håndterer helt eminent, deriblandt brugen af runer. Og så forstår hun at fremstille de nordiske guder, så de fremstår ”autentiske”, altså ikke som fjerne guder, men personer, der handler lige her og nu. Så alt i alt kan Runemærker anbefales uden problemer til både fantasy-læsere og mytologi-interesserede.
Joanne Harris: Runemærker 1-2. Oversat af Camilla Christensen efter Runemarks. Sesam, 2008. Forside: David Wyatt.