- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Joann Sfar: Den lille prins

denlilleprinsEn fantastisk og vemodig historie om kærlighed, tab og venskab.

En pilot havarerer med sit fly i ørkenen, og han prøver på at reparere det. I løbet af natten får han besøg af en lille dreng, som kommer fra en anden planet. Drengen og piloten lærer hinanden at kende igennem de historier, som de fortæller til hinanden, mens piloten ihærdigt arbejder på at lave sit fly klar.
Drengens planet er på størrelse med et hus, den har 3 vulkaner, ukrudt i form af baobabskud og så gror der en vidunderlig rose – faktisk er rosen årsag til, at den lille prins har forladt sin planet, ulykkelig over at han aldrig kunne gøre rosen tilpas. “Blomster skal man ikke lytte til. Man skal se på dem og lugte til dem”, ræsonnerer den lille prins.
Prinsen fortæller om sine rejser, der fører ham til sælsomme planeter, hvor der bor mennesker, som vækker hans undren over voksenlivet: Blandt andet en konge, der ikke tåler ulydighed, en dranker, der skammer sig, en forretningsmand, der tæller stjernerne, og en geograf, der tegner kort og kun tror på bestandige ting.
Den lille prins ender på Jorden, hvor han møder en slange, som gerne vil hjælpe ham hjem til hans egen planet igen. Det er den lille prins ikke klar til endnu, så han rejser videre og kommer til en smuk rosenhave, fuld af roser som hans egen derhjemme. Fuld af vemod forlader han rosenhaven og møder derefter en ræv, som gerne vil gøres tam, fordi de så har brug for hinanden. “Så bliver du den eneste i verden for mig. Og jeg bliver den eneste i verden for dig”, siger ræven. Det går op for den lille prins, at det væsentlige er usynligt, og at han har et ansvar for sin rose…

Den lille prins er en vidunderlig fabel og et gensyn med en gammel ven i ny forklædning. Forordet er på rim, lavet af Johannes Møllehave, som tydeligvis også er fan af bogen. Den udkom første gang på dansk i 1950 og er blevet læst af generationer af børn og voksne siden. På verdensplan er det én af de mest solgte bøger nogensinde, så det var med nogen skepsis, at jeg åbnede det farvestrålende album.

Alle forbehold blev lagt til side allerede fra første opslag: Piloten i sit fly, i samtale med et væsen, der voksede ud af hans rygende cigaret, og jeg var solgt. Jeg kendte historien på forhånd, men blev ikke på noget tidspunkt skuffet over Sfar’s finurligheder, både tekstmæssigt som billedmæssigt. Han har nænsomt lavet Den lille prins moderne i sit udtryk, hvilket nok har gjort den mere spiselig for de nye læsere.

Joann Sfar’s grafiske roman er intet mindre end et mesterværk. Han er fantastisk loyal overfor Saint-Exupéry’s historie og han tilfører den noget forfriskende nyt uden at kompromittere forlægget. Ex.vis er piloten med på tegningerne og er ikke den alvidende fortæller, som han var i bogen. Og så ligner piloten faktisk Saint-Exupéry – stritøret og med en lille opstoppernæse.

Tegningerne er flotte, har klare farver og er med en karakteristisk streg. Det er ikke tilfældige streger, selvom det kan se sådan ud ved det første kig. Sfar spilder ikke blækket på noget uvedkommende, så teksten får den plads, den skal have, og tegningerne får det til at gå op i en højere enhed. Jeg kan godt forstå, at albummet har modtaget én af Europas vigtigste tegneseriepriser.
Jeg vil glæde mig over, at Den lille prins lever videre, og at nye generationer får mulighed for at lære ham at kende.

Joann Sfar: Den lille prins. Efter bogen af Antoine de Saint-Exupéry. Farvelagt af Brigitte Findakly. Oversat af Francois-Eric Grodin. Håndtekstet af Lisette Frederiksen. Carlsen 2009. 110 sider.