Der er en god grund til, at de kalder det BØH-landet.
Jeg lagde egentlig godt mærke til det, da Jesper Wung-Sung udgav ”Fugleskræmslet” tilbage i 2007 – undertitlen ”En teenagegyser” virkede lidt spændende, men inderst inde opfattede jeg forfatteren som ophav til socialrealistiske romaner med en vis portion humor og fokus på mandlige hovedpersoner. Det kan selvfølgelig være godt nok, men er ikke lige min smag. Så læste jeg på Litteratursidens blog, at Wung-Sung snart udkommer med en fortsættelse og tydeligt bekender sin arv til folk som Jason Vorhees og Jack the Ripper. Der er med andre ord dømt teenagegyser med stort, filmisk forbillede.
Vi følger den unge Mick – efter at have med til en indbrud i København er han blevet sendt langt ud på landet for at blive afrettet. Det er en hård straf for en storbydreng – han skal arbejde i den lille købmandsbutik, og på trods af den elendige dækning på mobiltelefonen modtager han konstant SMSer fra kammeraterne om, hvor godt de har det, og hvor sølle han er, fanget derude hvor kragerne har madpakke med.
Alt er dog ikke fryd og gammen på landet.
Uden større varsel begynder dyr og mennesker at dø – og blodigt. Det fugleskræmsel, som Mick har ladet en del af sin frustration gå ud over, har åbenbart besluttet sig for at stige ned fra sin pind og tage hævn. Men hvad er det præcis, det har forårsaget denne umenneskelige vrede? For Mick er spørgsmålet snarere, om han overlever. Og om han mon skulle få muligheden for at se pigen Nynne uden tøj på.
”Fugleskræmslet” er lige præcis, hvad undertitlen lover – teenagegys med alt, hvad dertil hører, tydeligt inspireret af Fredag d. 13., Nightmare on Elm Street og lignende film, hvor det egentlig er skurken, der er helten (eller i alt fald den mest interessante figur i filmen): der er blod, der er en smule sex (eller i al fald Micks forsøg på at bringe handlingen i den retning), der er spænding, og der er rappe replikker. Og det er faktisk svært underholdende – det er ikke Litteratur med stort L, det er hurtigt læst, men det er også svært at give slip, når først man er begyndt.
Hen imod slutningen lader det, som om teksten snubler et par gange, men farten bliver holdt i vejret, så man glemmer det let. Trænger man til et par timer med tilbageholdt åndedrag, behøver man ikke gå til filmen – snup i stedet Wung-Sungs lille gyser.
Man kan læse et uddrag af Fugleskræmslet på Jesper Wung-Sungs hjemmeside.
Jesper Wung-Sung: Fugleskræmslet. Forlaget Fugl, 2008. Forside: Bo Torstensen.