Da hittebarnet Jarvis udvælges til at blive troldmandens lærling, ser han selv og hans fattige adoptivforældre det som en stor chance. Men snart bliver han klar over, at noget er galt.
Jarvis er hittebarn, og hans adoptivforældre vil gerne give ham den bedst mulige fremtid. Derfor bliver de glade da han vælges til at blive troldmandens lærling. Men under træningen bliver Jarvis uvenner med flere af de andre lærlinge, og som om det ikke var nok, vokser hans mistanke om, at den diktatoriske troldmand i virkeligheden har skumle hensigter med sine lærlinge.
Jarvis’ uro styrkes, da han opdager, at mesteren ikke alene har været gift, men også fik et barn, men både mor og barn er forsvundet. Oven i det aflægger repræsentanter fra Det røde råd (som holder Øje med troldmænd) skolen et besøg, og de er mildest talt ikke imponeret med undervisningen. Faktisk giver de Jarvis nogle gode råd, som snart skal betyde forskellen mellem liv og død for drengen. Da de andre lærlinges fjendskab styrkes, kastes Jarvis ud i en nervepirrende kamp for sit liv, men det værste er lang fra overstået…
Jarvis er en rigtig god gedigen fantasy-fortælling. Drengen Jarvis er en yderst levende og troværdig hovedperson. Hans undren over tingens tilstand og splittede loyalitet er fascinerende at følge. Historien glider let og elegant, og selv om man har en mistanke om Jarvis’ sande oprindelse allerede tidligt i bogen, skaber Ejsing alligevel et formidabelt spændingsfelt, som sagtens kunne holde denne læsers opmærksomhed fanget.
De problemer, Jarvis har med de andre lærlinge, gav mig i begyndelsen lidt problemer. Jeg syntes, det ledte tankerne lidt for meget hen mod Harry Potter. Men den sammenligning bliver helt og aldeles smadret, da fjendskabet bryder ud i lys lue. Her giver Ejsing et yderst effektivt og utroligt ubehageligt indblik i pøbelmentalitet og gruppens fralæggelse af personligt ansvar. Der er meget langt til Potters lidt ufarlige skærmydsler med onde elever på troldmandsskolen. Desuden gør troldmandens hjerteløse og diktatoriske behandling af lærlingene deres opførsel troværdig. Dumbledore skulle forestille at være god, og alligevel griber han ikke ind overfor åbenlyse uretfærdigheder. Troldmanden i denne bog er gennemført ubehagelig og usympatisk. Jeg er ganske overbevist om, at det er en af grundene til, at lærlingene går så langt, som de gør. Hvorfor ikke? Deres mester har med alt tydelighed bevist, at medfølelse og barmhjertelighed er uønskede kvaliteter.
Slutningen er hæsblæsende, og for en gangs skyld var jeg faktisk taknemmelig for en af DSB’s utallige forsinkelser, det gav mig nemlig en mulighed for febrilsk at sluge de sidste sider i bogen
Bogen er illustreret af forfatteren selv, og gudskelov for det. Hans illustrationer fanger med knivskarp præcision stemningen i bogen. Det er en medvirkende årsag til, at bogen bliver et bekendtskab ud over det sædvanlige. Som en ekstra bonus findes den flotte hjemmeside www.jarvisbogen.dk. Her kan man lære mere om universet og den mytologi, som styrer personerne. Det kan man så trøste sig med, indtil Ejsings næste bog udkommer. Jeg har kun en ting at sige til manden: Kom i gang med at skrive NU!!!
Jesper Ejsing: Jarvis – troldmandens lærling. Politikens forlag, 2005. Forside: Jesper Ejsing