Medrivende og humoristisk roman om forældreløse Spyt der bliver trukket ind i et ægte retsalsdrama.
Jeg må indrømme, at titlen Den sandfærdige historie om Spyt MacPhee var det første, der tiltrak mig ved bogen. Jeg måtte bare finde ud af, hvorfor nogle valgte at kalde en dreng Spyt. (Til min store lettelse er det kun et øgenavn, gæt selv hvorfor)
Bogen starter med en fin præsentation af historiens skurk, Betty Arbuckle, som faktisk er et rigtigt godt menneske, der gør alle de forkerte ting ud fra de bedste intentioner. Herefter fortælles historien om, hvordan Spyt og hans bedstefar kom til byen. Deres fortid, som senere viser sig at få stor betydning, fortsætter med at være et mysterium.
Den første halvdel af bogen beskriver Spyts liv med bedstefaderen og hans venskab med den stilfærdige pige Sadie samt hendes mor Grace Tree. Da bedstefaderen dør, bliver Spyt indlogeret hos Betty Arbuckle, der straks går i gang med at tæmme hans vilde sind for at redde hans sjæl. Tingene spidser til, og til sidst flygter Spyt ned til floden, hvor han får hjælp af Sadie til at overleve. Han fanges, men nu drejer historien i en anden retning.
Sadies mor mener, at behandlingen af Spyt er forkert, og derfor gennemtrumfer den ellers eftergivne kvinde, at Spyt skal bo hos dem. Hun sætter sig op mod sin viljestærke mand og indsender en ansøgning om at adoptere Spyt. Problemet er, at familien er katolikker, mens Spyt er protestant. Hendes ansøgning får fru Arbuckle til også at indsende en ansøgning, og da loven ser strengt på religion, er der lagt op til drama. I den sidste tredjedel af bogen følger man Graces kamp mod systemet og hendes mands modvilje.
Et retsalsdrama for børn? Det kan ikke lade sig gøre, og alligevel fungere det for James Aldridge. Sandheden om Spyt MacPhee er en usædvanlig bog i mere end én forstand. Skurken handler ud fra de bedste motiver, og man ender faktisk med at havde ondt af staklen, der snyder sig selv for så meget.
Bogen gaber over nogle meget tunge emner. Religiøs fanatisme kontra tolerance, frihed kontra fangenskab og vigtigheden af sociale kompetencer. Alt i alt er der lagt op til en tung og opstyltet bog med masser af løftede pegefingre. Men Aldridge formår at undgå det og i stedet skabe en utroligt spændende, medrivende og humoristisk bog, man næsten ikke kan slippe. Den er på mange måder befriende politisk ukorrekt i sin uvilje mod at fordømme.
Bogen handler at tage et standpunkt og turde stå ved det. Samtidig hylder den princippet om at indrømme sine fejl og havde modet til at acceptere, at vi ikke alle kan eller skal være ens. Dens styrke er, at den viser historiens skurk som et menneske med en urokkelig overbevisning om, at hun altid har ret. Hendes fejl er ikke hendes religion, men hendes uvilje mod at acceptere, at Spyt ikke er som andre børn, og at han derfor ikke kan tvinges ned i hendes forestilling om børn og kristendom.
Historiens heltinde, den blide men samtidig viljestærke Grace, har også sin tros overbevisning. Men i modsætningen til Arbuckle har hun indset, at med tvang kommer man ingen vegne. Hun vælger sine kampe med omhu og formår på den måde at rette de værste af Spyts unoder uden at gøre vold mod hans personlighed.
Bogen formår at få nogle meget vigtige pointer igennem uden at moralisere, og forfatteren modtog i 1986 en velfortjent pris for romanen.
Faktisk er mit eneste kritikpunkt bogens forside. Jeg synes ikke, den yder bogen retfærdighed. Jeg kunne godt have brugt noget mere humoristisk og måske spændende illustration, der viste bogens potentiale. Her må jeg dog også indrømme, at jeg faktisk ikke ved, hvordan det skulle gribes an. Som afslutning kan jeg kun sige LÆS DEN LÆS DEN.
James Aldridge: Den sandfærdige historie om Spyt MacPhee. Oversat af Ole Husted Jensen. Gyldendal, 1988