Ungeren overgiver sig aldrig! En vedkommende og aktuel ungdomsroman om aktionerne på Nørrebro i kølevandet på rydningen af Ungdomshuset.
Lau er én af de nemme, én af de tilpassede. Han går på produktionsskole, møder til tiden og er ud over enhver grænse almindelig. Det er Naja ikke! Naja med det sorte hår, altid klædt i sort, mørk og dragende i sådan en grad, at det får Lau til at komme i deres hus, drikke deres øl og spise deres mad, fordi hun serverer den. Lau er godt klar over, at han ikke hører til i det autonome miljø, men han lader som om bare for at være tæt på Naja.
Da Ungdomhuset bliver ryddet ændres alt – også for Lau! De unge går i action, og han befinder sig pludselig lige i brændpunktet. Han lader Naja flytte ind i sin lejlighed, og med Naja følger kæresten Micha og vennerne Niklas, Stoffer og Abelone. Ungeren var deres hjem, og nu har de ingen steder at være.
På grund af sin heftige forelskelse i Naja bliver Lau således hvirvlet ind i en verden fyldt med brændende biler, kaotiske gadekampe og voldelige hævnaktioner. Selvom Lau godt kan mærke, at han overskrider en grænse indeni ved at deltage i de meningsløse ødelæggelser, så vinder angsten for at blive dømt ude alligevel over samvittigheden.
Asfalten brænder drejer omkring en betændt akse, og det var med lidt blandede følelser, at jeg kastede mig over bogen. Jeg har for længst fået nok af alle de ødelæggelser, der er fulgt i kølevandet på rydningen af Ungdomshuset, men bogen overraskede mig på den gode måde. Irene Pedersen maler med en bred palet og beskriver på en troværdig og nuanceret måde de forskellige sider af sagen. Ungdomshusets betydning skildres med indlevelse gennem Najas desperate sorg over at have mistet det eneste sted, hvor hun nogensinde har følt sig hjemme, og samtidig sættes der gennem Abelone store spørgsmålstegn ved rimeligheden af den efterfølgende voldelige hærgen på uskyldige menneskers ejendom.
Mest af alt er Asfalten Brænder dog en velskrevet og interessant ungdomsroman om kampen for at finde sig selv. Lau befinder sig i et identitetsdilemma, som er det bærende element i bogen. Skal han være sammen med Naja og sætte ild til biler på Nørrebro eller holde sig for sig selv og risikere at falde uden for hendes radius? Det er et fortælleteknisk godt greb, for Laus intense og sårbare kamp for at blive synlig i Najas øjne er noget, jeg tror, vi alle kan forholde os til.
Samtidig med, at Lau vikles ind i det autonome miljø i København, trevles der også langsomt, men sikkert op for alt det, han er flygtet fra hjemme i Jylland. Denne indre rejse driver læseren fremad, føjer en ekstra dimension til historien og gør Laus karakter mere sammensat og helstøbt. Asfalten Brænder er skrevet med stor indlevelse, sproget er let, flydende og præcist, det ene kapitel tager det andet, og der serveres ingen nemme løsninger – gudskelov for det!
Som bonusinfo kan jeg lige tilføje, at Irene Pedersen selv bor på Nørrebro og leder skriveskolen Hemmingway.
Irene Pedersen: Asfalten brænder. Omslag: Imperiet. Høst & Søn, 2008. 148 sider.