- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Ina Bruhn: Den anden bror

Ina Bruhn: Den anden brorNanna og Jens har for et år siden mistet deres bror Peter ved en trafikulykke. De to søskende starter på oprydningen af Peters værelse og ting, rent praktisk – og mentalt.


“Den anden bror” handler om Nanna, 17 år og gymnasieelev, og Jens på 22, der året i forvejen har mistet deres bror, Peter. Peter var et år yngre end Jens og karakteriseres som en fyr med et lyst sind, udadvendt og med mange venner, som altid har klaret sig godt i skolen. Han begyndte efter studentereksamen at læse jura på universitetet i København. Peter blev boende hjemme og blev i løbet af det første studieår temmelig rastløs og isolerede sig lidt i forhold til venner og familie. Jens har været skibums i Frankrig og har klaret sig på et eksistensminimum, men han har nydt sneen, skiløb, farten og det frie liv. Han har også arbejdet nogle måneder i Norge med at hænge torsk til tørre, og han har ikke gjort meget ud af kontakten til familien i den peri-ode. Jens er stille og har aldrig haft nemt ved at få venner og kærester, han har altid stået lidt i skyggen af lillebroderen.
Nanna sætter sig for, at de to skal rydde Peters værelse, forældrene har følelsesmæssigt ikke haft overskud til at gøre det. Jens finder Peters mobiltelefon og finder via den frem til en af Peters studiekammerater i København. De opsøger ham samt flere af Peters gamle venner og den kæreste, han havde haft gennem længere tid. Gradvist tegner der sig et anderledes billede af Peter end den, de ellers kendte. Meget tyder på, at det er inden for hans sidste leveår, disse ændringer er sket. Peter har ikke passet sine studier, han er kommet på Christiania, og han har sat sig i gæld. Er hans død en ulykke, eller kan det være selvmord? De finder ikke et entydigt svar.

I sommerferiens løb får Jens og Nanna – under både gråd og grin – snakket meget om Peter og deres mange fælles minder. Samtidig har de deres egen verden at forsøge at få styr på. Nanna er forelsket i Sebastian, en fyr fra klassen, men hun kokser noget rundt i det og er ved at sætte venskabet med veninden Julia over styr.
En dag møder Jens Monica, den eneste kæreste han rigtig har haft i gymnasietiden, og selv om det er fire år siden, så er han stadig glad for hende. I sommerens løb får de talt ud om det, der gik galt dengang, og man aner, at der måske er grobund for, at de to finder sammen igen. Jens erkender på et tidspunkt: ” Det alt igennem lykkelige ungdomsliv tilhører en lille eksklusiv gruppe af prinser og prinsesser”.

Både Jens og Nanna når frem til, at de ved, de aldrig holder op med at savne Peter, men at det vil holde op med at gøre så ondt hele tiden. Sorgen vil langsomt blive mindre, og de har deres eget liv at tage vare på.

“Den anden bror” er – som Ina Bruhns andre ungdomsromaner- en god og velskreven historie. Dialogen og beskrivelsen af de unge og deres miljø og tanker virker ægte, og man kan se personerne for sig.

Ina Bruhn: Den anden bror. Høst, 2004
Forside: Peter Stoltze – Stolzedesign Aps