“Pas på, piger; pas på. Der kommer Tosse-Elisa. Hun er lige så skør i hovedet som sin mor.”
Elisa vokser op på Bjerkebakk tæt ved den skønne natur; elven og fjeldene. Noget sker, og familien flytter bort. Ni år efter stikker Elisa af hjemmefra og søger ly i barndomshjemmet på Bjerkebakk. Der er nemlig noget, hun har glemt. Noget, der skete engang. Faktisk er der en del huller i Elisas hukommelse, og da hun ikke altid husker begivenheder, fortæller hun istedet historier, historier der ikke er sande – men gode. I skolen bliver hun konstant mobbet – for historierne og på grund af moren derhjemme, der lider af psykiske problemer.
Elisa husker navnet Frida, og hun ved, at det har stor betydning. På Bjerkebakk skriver hun breve til Frida, og hun får svar. Men svaret på alt det, Elisa har glemt, ligger meget dybt gemt.
En dag møder Elisa drengen Martin, der er jævnaldrende, og den yngre og dybt irriterende Johanne. De tre kommer langsomt ind på livet af hinanden, og deres bekendtskab får også betydning for og indvirkning på hullerne i Elisas hukommelse.
Elisa finder efterhånden svaret på, hvem Frida er, og alt det, hun iøvrigt har fortrængt, dukker frem og beskrives nænsomt og på en måde ret udramatisk, hvilket gør historien lidt underspillet, men samtidig giver den troværdighed.
Højst elsket er en stille, men alligevel vedkommende roman om sorg og skyldfølelse. Det er en roman om sårbarhed og om at miste; andre og sig selv. Historien foldes langsomt ud og fortælles mestendels igennem Elisas indre dialoger og små erindringsglimt. Det er Elisas indre verden, der i centrum, men efterhånden blandes virkeligheden omkring hende sammen med den. Brudstykke for brudstykke samles Elisas erindring, og det er på mange måder lykkedes Hilde Hagerup at lave et fint portræt af en teenagepige og hendes tankeverden. Særligt det sidste gør, at Højst elsket er en udpræget pigeroman for piger fra 13 år og deres mødre.
Hilde Hagerup: Højt elsket. Oversat af Susanne Vebel. Gyldendal, 2001. Forside: ?. Originaltitel: Høyest elsket