Tilbage til Morgana.
De fire vinde er fortsættelsen til Den sorte ravns forbandelse og andet bind i Helle Rydings trilogi Morganas kilder.
Elisa, der nu mest går under navnet Elycia, er kommet til Morgana. Hun har slået følgeskab med athora-drengen Virtus, og forholdet mellem de to er mildest talt fyrigt, skiftevist godt samarbejde og voldsomme skænderier – man kunne fristes til at gætte på, hvilken vej vinden blæser, men det er dog ikke noget, Elycia har hverken tid eller mulighed for at tænke over. Hun er på flugt fra Scarpia, også kendt som Den Sorte Ravn, der efterstræber hende med alle sine kræfter – og samtidig er hendes læremester, Illiander, blev ramt af den grumme baron Gorwes planer og henligger i en dødlignende tilstand.
Det er kun Elycia, der tror på, at han kan reddes, og dette bind fokuserer på hendes hæsblæsende forsøg på at finde en kur. Det bliver en rejse, der bringer hende vidt omkring og bringer hende ind og ud af Scarpias rækkevidde – hans forbandelse svæver konstant over hende og venter blot på at overvælde hende. Og på vejen lærer hun mere, end hun måske ønskede at vide om, hvad han har af dystre planer.
Det er i mine øjne yderst sjældent, at det midterste bind i en trilogi helt lever op til det indledende – alt for ofte bliver det en historie, der ikke kan afsluttes, og som hovedsageligt skal bruges til at sætte ting i værk til det tredje og afgørende bind. De fire vinde undgår faktisk til dels de faldgruber, blandt andet fordi historien her dog har en klart mål, nemlig Illianders helbredelse; men jeg kan ikke komme udenom fornemmelsen af, at historien simpelthen er for løst komponeret – det fungerede i Den sorte ravns forbandelse, men i dette bind er der mere action, og så bliver der lidt for meget tilfældighed over det. Elycia havner tilfældigvis det helt rigtige sted for at overhøre Scarpias planer og lignende.
Men det, som Ryding gjorde så godt, gør hun igen her helt uovertruffent: stemningen.
Morganas kilder bygger på danske folkesagn, og stemningen herfra er på glimrende vis oversat til den længere romanform. Det er ikke fantasy, hvor der render et par personer rundt og har magiske evner, eller hvor der er en skarp opdeling mellem vores verden og den magiske verden. Magien er fundamentet her, og det binder begge verdener sammen. De fire vinde understreger, at Ryding har begået en fantasyverden, der ikke blot er noget så specielt (og forbavsende velfungerende) som helt igennem dansk, men også unik. Historien er i denne omgang blevet mere gængs (flugten fra det ene sted til det andet), hvor første bind bandt stemning og historie mere sammen, men det gør det på ingen måde til en dårlig bog – det skal blive spændende at se, om Ryding kan binde det hele sammen til en tilfredsstillende slutning (og hun har meget at leve op til for ikke at skuffe sine læsere) i tredje og sidste bind.
Helle Ryding: De fire vinde (Morganas kilder ; 2). Forside: Per Jørgensen. Borgen, 312 sider.