Hanna Lützen byder på en koncentreret lille gyser, der er mere effekter end historie, men formår at levere varen.
Hanna Lützen er nok af mange bedst kendt som oversætter af en vis romanserie om en ung troldmand og hans genvordigheder med mugglere og andet godtfolk. I sit eget forfatterskab er hun en af de få danske forfattere, der flere gange har beskæftiget sig med horrorgenren. Med ”Spøgelserne i Hausers palæ” har hun skrevet en interessant gyser for de yngre læsere.
Historien foregår i et besynderligt tidløst København og begynder ”engang for længe siden” – umiddelbart føler man sig hensat til Guldalder-Danmark, men der sættes ingen årstal på, og bogen igennem er der små uoverensstemmelser mellem baggrunden og små detaljer. Det er dog en ganske vellykket blanding af velkendt og fremmed. Og det fremmede spiller en stor rolle i ”Spøgelserne…” – lige fra starten, hvor den unge Clothildes fødselsdag ender i tragedie, da noget ondt trænger igennem en tryllekunstners kabinet og besætter pigen. Hun bliver aldrig den samme igen, og selv da hun dør, forlader det onde ikke huset, og i løbet af de næste år bliver Hauser palæ i bogstaveligste forstand omdannet til et spøgelseshjem.
Indledningen efterfølges af en række horror-optrin, hvor uskyldige mennesker kommer i kontakt med den ondskab, der hersker i det forladte hus. Ingen af dem har nogen videre betydning for plottet – og man kunne godt få en mistanke om, at Lützen har ladet sig inspirere af visse asiatiske horrorfilm. Det er dog kun delvist vellykket – opbygningen gør historien noget haltende, men de små vignetter er ganske effektive som stemningsskabere. Overfor den tiltænkte læseskare tror jeg egentlig, at fordelene her langt opvejer ulemperne – småhistorierne medvirker til at forurolige læseren, og det er horrors fornemmeste kunst.
Sidste halvdel af ”Spøgelserne…” omhandler opgøret med det onde, hvor tre mennesker drager ind i palæet for at møde de spøgelser, gode som onde, som hersker i mørket derinde. Her lykkes det at fremmane nogle gode drejninger i historien og nogle grumme optrin – historien får i det hele taget anderledes fart på her og bliver mere medrivende.
Lützens historie formår sagtens at stå på egne ben, men det, der trækker bogen op, er dens fysiske fremtræden. Lars Gabel har illustreret værket, og hans dystre tegninger giver altså lige det ekstra pift, der skal til. Jeg er ikke stødt på ham før, men her indgår hans illustrationer i et fint samspil med historien, der tillader forfatteren at skyde visse genveje og derved holde sin fortælling letlæst og lige til at gå til, samtidig med at den er skræmmende.
Hanna Lützen: Spøgelserne i Hausers palæ, illustreret af Lars Gabel. Politiken, 2005. Forside: Lars Gabel