Den dramatiske afslutning på Fionavar-serien.
Meget er sket siden de unge fra Toronto vendte tilbage til Fionavar. Det er nu den store kamp mellem lys og mørke skal foregå, men kan de virkelig stille noget op imod Optrævleren?
Paul, Jennifer, Dave og seersken Kim er endnu engang spredt fra hinanden for på hver deres måde at spille en rolle i den endelige krig. Kim er taget af sted for at redde de mægtige paraikoer, men ender med at gøre en del mere, og dette vil have store konsekvenser for krigens udfald. Mens Paul er på vej hjem fra sin og blandt andre krigeren Arthurs rejse til Cader Sedat for at destruere Metrans kedel, venter Jennifer – nu under navnet Guineviere – tålmodigt på, at hendes elskede konge skal vende tilbage. Men intet er, som det først synes, og det vil vise sig, at årgamle mønstre og skæbnebestemte handlinger kommer til at have stor indflydelse på især Kim og Jennifers liv.
Og mens alt dette foregår, kæmper Dave bravt sammen med dalreierne, side om side med sine to brødre, Torc og Levon – høvdingens søn – mens høvdingens anden søn Tabor må kæmpe sin egen kamp for undlade at ride mod stjernerne på sit totemdyr og for evigt forlade menneskenes verden.
Hvad der sker med alle disse personer, og hvad udfaldet af krigen bliver, er der ingen, der ved. Men uanset hvad, er der stadig én tilfældig tråd i gobelinen, som kan ændre alting fuldstændig: Jennifers og Rakoth Maugrims søn Darien.
Den mørkeste vej er uden tvivl en af de mest fantastiske fantasybøger, jeg længe har læst, og en utrolig afslutning på en vidunderlig serie.
Spændingen er i top hele vejen i gennem, og der er ikke et minut, hvor man føler sig uunderholdt på den ene eller den anden måde. Historien er så velovervejet, at det næsten kan overrumple en, og der findes (så vidt jeg kan se) absolut ingen løse ender i slutningen af denne historie.
Men samtidig med, at Guy Gavriel Kay kan skabe spænding så det kribler, kan han også forme de mest rørende og tårerfremkaldende scener, uden det bliver hverken for sentimentalt eller overdrevet, og det er virkelig beundringsværdigt.
Sproget er som altid en ren fryd at læse, men, er jeg ked af endnu engang at måtte fremhæve, også en af grundene til, at aldersgrænsen ligger ret højt. Dét, og så at man som ung læser muligvis har svært ved at forstå den dybere mening med mange af de ting, der foregår i denne fortælling.
Som i den foregående bog er der en opsummering af, hvad der er sket i historien indtil nu, og dette er faktisk en enorm hjælp, især i denne tredje bog, eftersom det er en meget direkte fortsættelse af to’eren, og man derfor mister nogle pointer, hvis man har glemt forhistorien.
Så nu er der simpelthen ikke andet for, end at du letter din dertil indrettede og skynder dig at få fat i Fionavar-serien. Du vil ikke fortryde det, når først du er dykket ind i Guy Gavriel Kays fortryllende univers.
Guy Gavriel Kay: Den mørkeste vej (Fionavar-Gobelinen ; 3). Oversat af Jannick Storm. Illustrationer: Ole Pihl og Patrick Woodroffe. Per Kofod, 1986, 377 sider.