- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Gorm Henrik Rasmussen: Eigil Zinck

Eigils liv er lige så farverigt som hans blomstrede trompetbukser og med omtrent lige så megen fart på, som når han suser af sted på Købmand Olsens Long John.

Eigil Zinck: 16 år, en dejlig drømmer med smag for livet – og ethundrede procent flad. Man har givet ham otte dage til at betale hans betydelige gæld, og af mangel på alternativer må Eigil søge arbejde hos den lokale købmand. Han får tjansen som buddreng og får snart kørt Aalborgs overklassekvarter tyndt på Kolonialhandler Olsens Long John.
Da Olsen kommer på hospitalet, og hans søn må overtage forretningen, er der dog meget, der ændrer sig. Den unge Olsen er nemlig vordende digter – til Eigils store begejstring – og ærlig talt mere interesseret i sine skriverier end at passe faderens velrenommerede kolonialhandel. Ideer mangler han imidlertid ikke, så den lille forretning bliver snart gemt bag en række af skinnende automater, til stor begejstring for både børn og unge. Mens kundekredsen skifter, og Eigils opgaver bliver flere, vokser samhørigheden mellem de to, og man lærer snart alt om Eigil, både hans fortid og nutid.

Det er faktisk temmelig svært at beskrive Eigil Zinck på en rammende måde. Bogen er nemlig en mærkelig størrelse, hvor der både i detaljer beskrives scener fra Eigils barndom og det mere sammenhængende handlingsforløb fra hans nuværende ungdom. Skulle man vove at sætte den i bestemt kasse ville det være en farverig biografi om en opdigtet person, for farver og humor er der i hvert fald masser af! Gorm Henrik Rasmussen har et dejligt sprog med nogle virkelig gode, meget opfindsomme beskrivelser af sine personer, der selv er unikke og lidt karikerede på én og samme tid.

Dog skal det siges, at perioden, bogen foregår i, er temmeligt relevant for at forstå handlingen og de mange hentydninger, bogen indeholder, så selvom jeg tvivler på, at vi under 30 vil få fat i dem alle, er det en fordel at vide bare en smule om Danmark i de tidlige 70’ere.

Et decideret plot er det svært at finde, den røde tråd er sådan set bare Eigils historie, men det er langt fra nogen svaghed, for man kommer virkelig til at holde af ham, på trods af hans dovne ”en-dag-af-gangen”-attitude.

Især er der ét kapitel, der gør bogen temmelig speciel, men jeg vil ikke her ødelægge overraskelsen ved at røbe, hvad det er for et. Der er ikke andet for end at styrte ned i den nærmeste forretning og bestille Eigil Zinck, for det er virkelig en oplevelse, du ikke bør gå glip af!

Gorm Henrik Rasmussen: Eigil Zinck. Illustrator: Peder Bundgaard. Vindrose, 2003, 189 sider