Velskrevet og sanselig historisk roman om pigen Karin der ligges i en narkose år 2005 og vågner op i Danmarks renæssance i 1574.
I 1981 udkom Gerd Rindels gode historiske nyklassiker ”Øretævens vej”, som foregår i 1870’ernes København. Det er en barsk fortælling om to børns hårde livsvilkår, og beskrivelsen af det historiske miljø er levendegjort på mesterlig vis. Som læser får man god indsigt i romanens personer og i høj grad det samfund, de lever i og er en del af. Dette er også tilfældet med ”Den skæve valmue”, som er skrevet godt 25 år efter ”Øretævens vej”.
I 1574 dør Christiane Mikkelsdatter kun 12 år gammel. Faren er byens bartskærer og frustreres dybt over, at han ikke formår at redde sin egen datter. For som bartskærer fungerer han ikke kun som byens barber, men er også det nærmeste, man kommer en læge.
I 2005 ligges Karin, datter af en læge, i narkose med det formål at få bortopereret sin blindtarm. Da hun vågner, er hun lagt i gabestok og omgivelserne er helt anderledes; fulde af lyde og lugte og umiddelbart fjendtligtsindede mennesker, hun ikke kender. Karin er vågnet fra sin narkose, men i 1574.
Danmark i renæssancen er langt fra det samfund, Karin er vokset op i. Kontrasterne i samfundet er trukket skarpt op, og forskellen på høj og lav er stor. Karin falder hurtigt under sidste kategori og må ernære sig som tigger sammen med Hr. Ingen, som er en sølle krøbling. Hr. Ingen er et godt menneske, og han forsøger at lære Karin alle tiggerknebene og andre måder at overleve på. Karin er forvirret, men husker ikke helt sin sande identitet, men hun ved, at årstallet er helt forkert. Således hører vi ikke meget om hovedpersonens overvejelser i forhold til de to samfundsmodeller, og det er i øvrigt dejligt befriende.
Selvom renæssance i sin oprindelige italienske form betyder ”genfødsel”, er samfundet anno 1574 stadig i høj grad præget af tro og overtro, som det også gjorde sig gældende i den mørke middelalder. Den kloge kone Maren forudsiger, at Mikkel Bartskærer vil få sig en ny datter, og jeg vælger at røbe, at Karin reddes fra livet som udstødt og tiggerske.
Mikkel Bartskærer er dog selv ved at ende som udstødt – hans indsamlede viden om lægende urter og lignende forfejler adskillige gange, og et mysterium rejser sig midt i handlingen, der ellers er centreret om Karins overlevelse. Forfatterens fokus og sympati ligger tydeligvis på dem, der har det svært, de socialt udstødte og de fattige.
Ligesom Cecil Bødkers ”- men i hvert fald i live” synes ”Den skæve valmue” at være som udsprunget af en dagdrøm. Det er en god (og brugt) ide at pakke den historiske roman ind i et fantastisk element, som gør nutidens (forvænte) unger i stand til at identificere sig og forstå den historie, de er en del af. Men hvor Bødker lader sin hovedperson reflektere højlydt over det samfund, hun konfronteres med, lader Rindel mestendels læseren klare det samme inde i sig selv. Bødker kunne måske bare have skrevet en historisk roman uden tydelige sammenlignelige pointer? Rindels har ikke kun en social- og samfundsrealistisk pointe. Hun ægger tilmed sin læser omkring begrebet tid. Det er gjort elegant og man køber hele pakken.
En af Rindels helt store forcer som fortæller er hendes evne til at gøre lyde, lugte og mennesker levende og således helt nærværende for læseren, som med ”Den skæve valmue” oplever en flig af den danske renæssance med alle sine sanser.
Til sidst en indskydelse: I Den Store Danske Encyklopædi står der, at man i senmiddelalderlig sprogbrug brugte ordet almue til at betegne de lavere klasser i samfundet. Fjerner man et v i romanens titel står man tilbage med Den skæve almue og et udsagn, der er ret rammende i forhold til romanens handling og tematik. Det er sikkert ret tilfældigt, men jeg grublede alligevel lidt over en eventuel skjult pointe i romanens titel.
Gerd Rindel: Den skæve valmue. Høst, 2005. Forside: ?