Forfatningen starter som et dagbogsindlæg og snor sig derefter vidt omkring gennem en vellykket science fiction-roman for unge.
Dagbogens skribent – og synsvinklen for størstedelen af bogen – er Anna, som ikke burde være i besiddelse af bogen. Hun er nemlig et Overskud, og Overskud har ingen rettigheder eller ejendele. Bogen foregår nemlig i en fremtid, der er ganske anderledes fra vores verden.
For lang tid siden fandt man hemmeligheden bag det, der angiveligt er evigt liv, og over hele verden holdt folk op med at blive ældre. Snart opdagede man dog også, at denne utopi lynhurtigt kunne udvikle sig til en voldsomt overbefolket verden, og der blev snart opstillet en meget enkel regel: man kan ikke få børn, hvis man vil være udødelig. Man kan blive afmeldt, men så følger barnet med den pris, der hedder en langsom død af alderdom, en ting, som er blevet næsten utænkelig. Børn født af forældre, som ikke af afmeldt langlivsstofferne, er jaget vildt, og når de bliver fanget, lukkes de inde på institutioner, hvor de lærer, at de er en forbrydelse mod Moder Natur selv.
Annas forældre var ikke afmeldt, og hun er nu på Grange Hall, hvor hun gør sit for at falde til, at gøre nytte, bare at være den mindste smule værd. Hun følger alle regler, falder aldrig for Fristelsen og gør alt, hvad forstanderinden Mrs. Pincent siger. Da hun første gang sætter pen til papiret i sin dagbog, ved hun godt, at det er et regelbrud – så meget desto værre fordi hun er præfekt – men det viser sig blot at være den første lille dråbe, før stormen begynder. Samtidig kommer et nyt Overskud ind på Grange Hall, Peter, og han har ikke tænkt sig at bøje sig for Mrs. Pincent. Han har heller ikke tænkt sig at føle sig som en afskyelighed, der ikke burde eksistere. Faktisk har han planer, og de involverer Anna.
Forfatningen er den britiske journalist Gemma Malleys debut som skønlitterær forfatter – hvilket hun slipper forbløffende godt fra. Hun har givet sig i kast med dystopien, hvilket i mine øjne er en svær genre, idet den har en tendens til at fortabe sig i den beskrevne verdens ulyksaligheder og glemme den gode historie; men der holder Malley altså øjnene på målet og sørger for, at både historien og personerne holder sig i bevægelse. Dertil træffer hun nogle modige valg i fortællingen, som giver den noget kant og noget dynamik – Anna er f.eks. ikke den typiske helt; hun er ikke rebel og nærer faktisk ikke nogen ønsker om andet end at være til nytte. Hun er fuldstændigt overbevist om, at tingene skal være præcist, som Mrs. Pincent fortæller hende – at Anna er en forbrydelse mod naturen, at hendes forældre hader hende, at verden bør være fyldt med gamle mennesker og aldrig nogensinde forandre sig.
Men det, som Malley gør helt uovertruffet – og som jeg tror vil få Forfatningen til at give genlyd hos sine læsere – er at beskrive frustrationen, at fortælle, hvordan det føles at være et Overskud, at være forkert i forhold til verden. Anna forsøger og forsøger at være rigtig, men uanset hvad hun gør, vil verden altid være indstillet på, at hun ikke hører til. Her har forfatteren smeltet dystopien sammen med ungdomsromanen, så resultatet fungerer upåklageligt.
Med de kritisk øjne på kan jeg finde nogle enkelte fejl i den måde, Malley har skruet historien sammen på (der er nogle drejninger, som bliver rystet ud af ærmet lidt abrupt), men det ændrer ikke ved, at den bør kravle under huden på læseren. Og blive der.
Gemmea Malley: Forfatningen. Oversat af Mette Finderup efter The Declaration. Politikens forlag, 2008.
Malley har også skrevet en fortsættelse til Forfatningen – forhåbentlig får vi også snart den at se på dansk.