Sabriel er tilbage, men denne gang må hun se sig udmanøvreret af mørke kræfter, og det er op til hendes søn og en datter af de mystiske Clayr at kæmpe for det Gamle Rige og Ancelstierre.
Garth Nix holder sig ikke til reglerne – Efter den ganske brillante ”Sabriel” fra 1995 (på dansk i 2004) ville det være nærliggende at forestille sig en trilogi om hovedpersonens videre eventyr som Abhorsen, hvis opgave det er at tvinge de døde tilbage i deres grave, når de vandrer på jorden. Men nej, Nix har valgt den sværere (men lang mere tilfredsstillende) løsning at lade fortsættelsen foregå fjorten år senere og med nye hovedpersoner. Både Sabriel og Touchstone spiller en rolle i bogen (og Mogget er lykkeligvis tilbage), men de må træde i baggrunden for både deres egen søn, prins Sameth, og Lirael, en mislykket Clayr.
Sameth befinder sig i Ancelstierre, hvor der ingen magi er – det ene øjeblik er han i færd med at spille cricket, det næste bringes han i et baghold nær grænsen til det Gamle Rige, og en gruppe Dødelakajer, anført af en mystisk åndemaner, efterstræber hans liv. Det bliver et møde, der ryster Sameth i hans grundvold og truer hans rolle som den næste Abhorsen.
Men fokus i bogen ligger klart på titelfiguren Lirael. Hun er en datter af Clayr, hvis skæbne det er at se fremtiden – men fjorten år gammel har hun endnu ikke fået Synet, en omstændighed, der er ved at tage livet af hende. Hendes vej viser sig at måtte være en anden, først som pagtkogler og bibliotekar – og snart får hun en mystisk følgesvend i den Æreløse Hund, som bringer hende ad nye, uventede veje. Umiddelbart kan det læses som rent (og underholdende) eventyr, men for den ældre læser er der et ubehageligt element i forholdet mellem Lirael og Hunden, og man er aldrig helt sikker på, hvad skabningens egentlige formål er.
Og netop deri ligger styrken ved ”Lirael” – flere lag og en kompleksitet, der burde gøre folks fordomme om ungdomsbøger til skamme. Dertil en nerve, som mangler i megen moderne ungdomsfantasy – Nix er ikke bange for at være hård ved sine aktører, og historien tager som følge deraf nogle uventede drejninger. Derudover forstår han simpelthen at skrive, så man får svært ved at lægge bogen fra sig.
Et velsignet element ved ”Lirael” er, at forfatteren forstår at holde det storladne, det patos-fyldte, det verdensomvæltende i baggrunden, så det blot bliver en dyster skygge – og i stedet fortæller historien om de to unge mennesker, der tvinges ud på hver deres færd, delvist uvidende om de kræfter, der truer både Ancelstierre og det Gamle Rige, og hvad det betyder for dem. Og endnu engang formår han at bruge baggrunden til vellykket effekt, til tider næsten over i horror-territorium.
”Sabriel” var en god bog – men ”Lirael er ganske enkelt bedre. Eneste minus: historie afsluttes ikke, og vi må vente på fortsættelsen, Abhorsen, for at få at vide, hvordan det går. Personligt ser jeg frem til det – og håber på mere om Nicholas, den unge videnskabsmand, der nægter at tro på magi (og selvfølgelig Mogget og den Æreløse Hund).
Garth Nix: Lirael (Sabriel: 2). Oversat af Lisbeth Valentin Christensen. Rosenkilde, 2005. Forside: Wawwa Ohrt