Historierne om Cykelmyggen Egon og hans mange oplevelser – nu som højtlæsningsbog for de 5-8 årige.
Det jeg holder aller mest af i denne nye bog om cykelmyggen Egon er endnu en gang helt klart illustrationerne. De er så fantastiske og jeg forstå godt at nogen har tænkt at Flemming Quist Møllers billeder ville egne sig til et filmlærred. Hvordan de så virker på film, her knap 40 år efter Egon så dagens lys og med vor tids filmteknikker, vil jeg lade stå hen i det uvisse indtil jeg har set filmen. Til gengæld virker billederne godt i bogform. Hver illustration er et mylder af liv og farveindtryk og de er akkurat lige så fascinerende i denne udgave som i de to foregående billedbøger som jo delvis ligger til grund for denne nye udgivelse. Alle sider er dog i farver og mere tydelige. Ifølge min datter er Dagmar også meget smukkere i denne bog end i billedbogen.
Bogen har også en undertitel: ”…- filmens historie” Her er altså tale om et manuskript – Egons historier tilpasset et filmlærredet. Jeg synes det tydeligt kan mærkes at bogen ikke er skrevet som en decideret højtlæsningsbog, men mere som et filmisk forløb med scenebeskrivelser og mange dialoger. Helt uden at forholde mig til filmens kvaliteter så kunne jeg godt ønske mig Egons historier helt fri af en film og kun skrevet som højtlæsningsbog.
Som oplæser synes jeg ved bogens begyndelse at historien skrider lidt for hastigt frem. Man mærker tydeligt at et stort persongalleri skal præsenteres ret hurtigt og kort. Dette bliver dog bedre længere inde i bogen hvor handlingerne og Egon og Dagmars oplevelser kommer mere i centrum. Min uvilje skyldes måske at jeg holder utrolig meget af de to billedbøger og her føler der er mere plads til flere detaljer og teksten på en eller anden måde virker mere sammenhængende og roligt fremadskridende. I nærværende udgivelse kommer der lidt for bratte sceneskift og historien virker ind i mellem lidt for løs og til tider forvirrende. F.eks. har jeg måtte læse mange dele flere gange for helt at forstå handlingen og hvad der sker i historiens forløb. Måske virker det bedre på film og måske er jeg bare en halvgammel sentimental cykelmyg billedbog-fan.
Jeg er dog ikke i tvivl om at mange børn vil elske denne bog – nok mest de kommende cykelmyg fans som lige har set filmen og lært Egon at kende. Disney koncernen har jo udgivet de fleste af deres film i bogform utallige gange, så selvfølgelig er der også et marked for en bogversion af en Cykelmyg film.
Indledningsvis handler bogen kort om Egons fødsel, hvordan cyklen blev hans og mødet med dansemyggen Dagmar på en af cykelturene. Dagmar er en dansemyg og lige som Egon bruger hun ikke sine vinger og begge må de stå for skud når de andre myg driller dem med deres særheder.
Til Dagmars store skuffelse vil Egon kort efter deres møde, igen cykle videre ud i verden for at opleve noget. Han når dog ikke særlig langt for ved et uheld cykler han op i en troldenæse og får ødelagt sin cykel da trolden selvfølgelig nyser og slynger dem ud. Egon forsøger at få en deling med nogle sorte arbejdsmyrer til at reparere cyklen og da de kun adlyder ordre fra deres dronning får han Dagmar til at agere dronning og så vil myrerne pludselig godt ordne cyklen. På sin vej videre møder han den sorte myre Myra som snøftende fortæller at de sorte myres elskede dronning er blevet dræbt at de røde myrer. Myretuen er blevet besat af den røde myre dronning Dominella og hendes tre døtre: Tyranella, Brutalia og Hysterika.
Heldigvis har Myra reddet ét prinsesse- æg og efter meget snak frem og tilbage bliver Dagmar, Egon og de resterende sorte myre enige om ved fælles hjælp at bygge en ny myretue til prinsesseægget. Dette dog kun fordi Dagmar agerer dronning da myrerne intet kan finde ud af uden en til at bestemme for sig. Senere; på flugt fra nogle røde myre, finder Egon ud af at han faktisk godt kan flyve og han få også en rød cykelhjelm som tak fordi han redder en myggedreng fra et edderkoppespind. Dagmar får også luft under vingerne og sammen får de sig et par flyveture ud i verden hvor de bl.a. også møder et loppecirkus og her bliver inspireret til at øve et fælles cirkusnummer hjemme med Egons cykel og Dagmars dansefærdigheder.
De sorte myrer får heldigvis igen en dronning da prinsesseægget er udklækket og myretuen kommer igen på de rette hænder, men inden alt dette falder på plads skal Egon lige et smut på besøg hos bidronningen og hendes forkælede døtre som skal lære at cykle. Dagmar oplever at blive taget til fange da Dronning Dominella vil have hende som danselærer til sine døtre.
Flemming Quist Møller kan altså stadig godt skrue en god og underholdende historie sammen. Ånden fra 70’erne stikker på hyggelig vis sit hoved frem ind i mellem med emnerne som dominerende dronninger, diktaturer, undertrykte undersåtter, besættelsesmagter og arbejdsmyre som løsriver sig fra slaveriet. Alt i alt en del store emner at tage fat på i en videre drøftelse med børnene som enten har set filmen eller læst bogen.
Flemming Quist Møller: Cykelmyggen og Dansemyggen på eventyr: filmens historie. Gyldendal, 2007.
Forside: Flemming Quist Møller