- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon

Flemming Quist Møller: Cykelmyggen EgonKlassisk billedbog om den fantastiske cykelmyg, der kommer langt i livet på lige dele talent, selvtillid og charme.

På første side i historien om cykelmyggen Egon, møder vi myggemor, der koket løfter op i skørtet og med et smil på læben lægger en hulens masse æg i en sø. Æggene ser ret ens ud. Det samme gælder myggelarverne, der siden klækkes af æggene – men så sker der noget uventet. Alle myggebørn på nær et, kommer flyvende op på deres nye vinger, men Egon – han kommer på sin racercykel. Cykelmyggen er født!

Egons stunts minder os om, at det der ved første øjekast, ser ens ud, ikke behøver at være det. Der kan være et overraskende potentiale gemt i os alle, man skal bare turde leve det ud. Det er jo en god pointe, men endnu vigtigere end det: ”Cykelmyggen Egon” er en ufattelig smuk, sjov, rørende, fantasifuld og eviggrøn bog.

Jeg læste den med begejstring og fascination da jeg var barn og jeg gør det fortsat i dag. Der er noget ganske særligt over Flemming Quist Møllers billedbøger i almindelighed og ”Cykelmyggen Egon” i særdeleshed. Streg og historie har sin helt egen stil. Farverne er meget smukke og tegningerne springer nærmest op fra siderne, så levende er de.

Det der gjorde absolut størst indtryk på mig, da jeg var barn, var det kuldegysfremkaldende indslag, hvor Egon cykler ind i en sovende mands næse – ADDRRR – siger jeg bare. Det er ikke småting Egon kommer ud for på sin færd rundt i verden.

Det er meget muligt at jeg bare er en nostalgisk knold, der ukritisk hylder en bog jeg har holdt af som barn. MEN, for jeres egen skyld: giv den en chance, måske har jeg ret….

Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon. Gyldendal, 1967. Forside: Flemming Quist Møller