- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Eden Maguire: Beautiful Dead – Summer

Tag med tilbage til Ellerton for tredje gang

Der er nu gået hele fire lange måneder siden Phoenix sidst viste sig for Darina, og hendes liv er derfor et stort tomrum af desperat og endeløs venten:

”I dag. Jeg forestiller mig, at Phoenix står i ladeporten, vendt tilbage fra de døde, tilbage på den anden side. En ild flammer op i mit frosne hjerte. Jeg er i hans arme igen, og denne gang vil jeg aldrig give slip”.

Det faktum, at Darina ikke kan betro sig til nogen, er efterhånden ved at sætte dybe spor på hende både fysisk og følelsesmæssigt – og da ventetiden endelig er forbi, og hun igen er forenet med sin elskede, så har det sin pris at være kæreste med en zombie uden puls eller blod i årerne. Samværet er strengt betinget af, at hun hjælper De Smukke Engle ud på den anden side af det hvileløse limbo, de befinder sig i.

Denne historie er Summers. Skolens smukke, populære og vanvittig talentfulde pige, der betød noget helt særligt for alle, der kendte hende. Summer var spået en stor karriere som sangerinde, inden hun blev offer for en psykopats meningsløse og koldblodige nedskydning for foden af indkøbscentrets rulletrappe. Morderen blev aldrig fundet, og Darina står over for sin sværeste opgave hidtil. For kønne, blide Summer havde ingen fjender.

Var mordet tilfældigt eller var Summer virkelig målet?

Beautiful Dead-serien er et mix af hverdagsproblemer, overnaturlig kærlighed og krimiintriger tilsat et hævnmotiv. Retfærdigheden skal nemlig ske fyldest inden for et år, hvis De Smukke Engle skal blive forløst. Som tidligere nævnt fungerer romantikken i bogen ikke helt for mig. Jeg har svært ved at købe Darina og Phoenix’ store kærlighed, men alligevel er jeg spændt på at læse fjerde og afsluttende bind i serien, hvor det er Phoenix, der står for tur. Der kommer kærligheden for alvor til at stå sin prøve, for hjælper Darina med at sætte Phoenix fri fra limbo, så mister hun ham jo for altid.

Seriens forsider er i en klasse for sig – især dette binds forside er utrolig smuk, indtagende og dragende. Den forestiller Summer siddende med sine englevinger for foden af den rulletrappe, hvor hun blev nedskudt, men for mig er der noget dobbelt i billedet. Det kunne lige så godt være trappen til himlen, hun sidder ved, understreget af det klare lys, der anes for enden af rulletrappen.

Eden Maguire: Beautiful Dead – Summer. Politiken 2010. – 271 sider