- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Diana Wynne Jones: Det magiske slot

Hvis man kan lide eventyr, lidt romantik og en hyggelig historie, foreslår jeg, at man kigger indenfor på Det magiske slot.

Som den ældste i en søskendeflok på tre har Sophie accepteret, at hun aldrig vil opleve noget spændende. Hun ved, at det altid er den yngste og kønneste søster, der oplevet eventyret og får vendt op og ned på sit kedelige liv. Indfundet med sin skæbne arbejder Sophie derfor i sin families hattebutik, mens hun stadig drømmer om et andet liv.
En dag kommer den frygtede ørkenheks til butikken og forhekser – uden forklaring – Sophie, så hun nu er en gammel dame. Da Sophie ikke ved, hvordan hun skal forklare hendes forandring, griber hun chancen for at forlade byen og rejse ud på eventyr.

Da mørket falder på, søger Sophie tilflugt i et slot, som i årevis har flyttet sig rundt i bjergene omkring byen. Her møder hun troldmanden Howl, dennes lærling Michael og ilddjævelen Calcifer, som lever i slottets ildsted. Sophie finder hurtigt ud af, at hun er havnet på et forhekset slot og hun og Calcifer indgår en aftale. Hvis Sophie finder en måde at løse ham fra hans fortryllelse, vil han gøre det samme for hende. Sophie har ikke nemt ved at finde en måde at hjælpe Calfier på, og hendes vej til løsningen sender hende ud på mange sjove og forfærdende eventyr.

Det magiske slot har efterhånden snart 20 år på bagen. Der er skrevet mange fantastiske fortællinger siden da, og genren har udviklet sig meget. Når jeg alligevel nyder at læse denne historie, skyldes det især dens hyggelige tone og humor. Sophie er både som ung og gammel en gæv pige. Hun siger, hvad hun mener, kommer galt af sted, men (næsten) altid i den bedste mening.
Troldmanden Howl er fremstillet som en noget atypisk troldmand. Sophie frygter hans rygte, men da hun lærer ham at kende, viser han sig at være en ret forfængelig primadonna og ikke en stor og frygtindbydende troldmand.

Det magiske slot er i 2005 blev omsat til animeret film af den japanske instruktør Hayao Miyazaki, som også stod bag succesen Chihiro og heksene.

Diana Wynne Jones: Det magiske slot. Oversat af Steffen Rosenmeier. Gyldendal, 1989. Forside: ? Originaltitel: Howl’s Moving Castle