Efter at have læst Mathias Clasens bog om Dennis Jürgensen var det naturlige næste skridt at gå til Jürgensens bøger – og Tingen i cellen blev altså startpunktet. Det viste sig at være en hurtigt læst, men også velskrevet og overbevisende lille bog.
Vi befinder os i Lovecraft-land, og der er dømt overnaturlige afskyeligheder og spirende vanvid. Historien starter på Garden End Statshospital, hvor en ny patient spreder skræk og rædsel blandt de ansatte – rent faktisk starter vi med et udråb om, at den må slås ihjel. Den er titlens ting i cellen – og det er manden Simon Featherwell, der er anklaget for et dobbeltmord. Han vil fortælle historien om, hvad der skete, men kun til sin barndoms præst, McGregory.
Denne hidkaldes, og skjult i cellens mørke begynder Featherwell at fortælle sin historie. Sammen med sin bedste ven og dennes søn drog han ud på fisketur i en lille båd. Og de fik da også noget på krogen, men det viste sig snart ikke at være en af havets normale beboere, og det udviklede sig til en kamp på liv og død.
Opbygningen af Tingen i cellen er klassisk – den foregår over den tid, det tager Featherwell at fortælle sin skæbnesvangre historie, og vi ved, at det leder op til en ubehagelig afsløring. Hans tale bliver mere og mere besværet, og det er tydeligt, at han er døende. Jürgensen håndterer disse sparsomme elementer med stor finesse, og handlingen på båden emmer af overhængende fare. Han undlader Lovecrafts overskruede beskrivelser af uhyrets fremtræden, men får det alligevel bygget til op til en imponerende trussel, selv om man aldrig rigtig ser det.
Tingen i cellen er en kortroman – eller måske nok snarere en lang novelle. Og det er faktisk min største anke mod bogen – den er for kort. Havde man samlet tre historier i én udgivelse, ville det have været perfekt; så havde man også kunnet spendere en noget mere sigende forside på det. Som det er nu, får man en velskrevet og stemningsfuld lille gyser, der efterlader en sulten efter mere.
Dennis Jürgensen: Tingen i cellen. Omslag: Leif Rosby. 132 sider. Tellerup, 1992.