- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Dennis Jürgensen: Dødens mange facetter

doedensmangefacetter

Ny novellesamling med perler, men også nedture.

Dødens mange facetter er en ny novellesamling af Dennis Jürgensen, der ligesom forfatterskabet bevæger sig uhindret mellem især de fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – tilsat en del humor. Jürgensen er en habil forfatter, og selv om nogle af bogens 19 noveller kan føles lidt letkøbte, er der masser af underholdning at finde på de 228 sider.

Jürgensen kommer vidt omkring – og afslører i forordet, at det var svært at finde et fælles tema for historierne. Døden, blev det til, så man bør nok forberede sig på en aflivning eller to, før man går i gang. Men derudover er historierne altså meget forskellige.

Der lægges ud med en krimi-novelle – et lille eksperiment, der starter ganske godt, men desværre går ned ad bakken. Hele historien fortælles gennem dialog, hvilket er en sjov måde at lade tingene ske mellem linierne; men desværre forfalder hovedpersonerne alt for ofte til lange monologer. Og så er der i bund og grund tale om en ganske gængs lille krimiintrige. Dernæst bevæger vi os over i en tidsrejsehistorie – og desværre én, hvor plottet første gang blev brugt i 50erne. Men så viser Jürgensen sit format med en spøgelseshistorie, der fungerer – en ny buschauffør alene på sin nye rute oplever dystre ting om natten.

Generelt er det tydeligt, at forfatteren kender sine virkemidler – næsten alle noveller har en kant, en overraskelse eller en hårdtslående pointe. Og man fornemmer, at manden bag ordene har moret sig gevaldigt – det er humoren, der tegner sig tydeligst. Det er en legende Jürgensen, der har sat sig til tasterne, og det går som en tråd gennem bogen.

Jeg tror dog, at læserne vil dele sig i to lejre.

De yngre læsere burde elske Dødens mange facetter, for den er velskrevet, morsom, spændende, overraskende og til tider fascinerende. Novellerne har mange af de kvaliteter, som kendetegner forfatterskabet, og det er en lettilgængelig læseoplevelse.

De voksne, mere erfarne læsere vil nok desværre ikke være lige så overbeviste, simpelthen fordi mange af fortællingerne er for let gennemskuelige. Har man forvejen læst en del inden for samlingens genrer, er overraskelserne simpelthen ikke overraskende, og eftersom det er en stor del af bogens appel, vil det nok sætte sit mærke på oplevelsen.

Jürgensen har før formået at skrive bøger, der kan nydes på tværs af alder – lige i dette tilfælde synes jeg dog ikke, at opskriften fungerer. Dødens mange facetter vil (og bør) finde mange læsere, men nok også have meget forskellig virkning.

Dennis Jürgensen: Dødens mange facetter. Omslag: David Lund Nielsen. Tellerup, 2009, 228 sider.