- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Dennis Jürgensen: Blodspor i Transsylvanien

Dennis Jürgensen: Blodspor i TranssylvanienIgen er stakkels Dracula i knibe. Straks starter Freddy og monstrene en redningsaktion. Det betyder nogle nervepirrende nætter i Draculas hjemland Transsylvanien.

Dracula er fortvivlet. Hans figur skal kasseres, fordi ingen kan huske, hvem han er. Freddy foreslår derfor, at de flyver til Transsylvanien og skaber lidt panik for at genoplive myterne om den blodsugende greve.
Den første nat bliver Dracula fanget i skyggen fra et kors på den lokale kirkes tag, og da Boris (naturligt nok) forsøger at flytte kirken, vækkes alle i byen. Vennerne sender den hovedløse greve ind for at fortælle, han har mødt Dracula (og dermed skabe den fornødne panik), men desværre sættes han i gabestokken. Da han befrier sig selv ved at fjerne hovedet, opdages han, og i den efterfølgende flugt bliver hovedet fanget af politiet.
Næste nat befrier vennerne hovedet, men desværre fanges Dracula i et spejl, som Boris under en ny flugt taber i skoven. På nuværende tidspunkt havde jeg rigtig ondt af den stakkels greve. Han er bare SÅ uheldig.
Den tredje nat lykkes det at finde spejlet og befri greven (dog var der som sædvanlig en kaotisk ulykke, som naturligvis skyldes Eddy). Freddy overtaler Dracula til at fingere et overfald. Han er ikke overvældende begejstret, og hans skepsis bliver ikke mindre, da de når landsbyen, og alle beboerne er væk. De er ved at bryde ind på Draculas familieslot, og under den efterfølgende forvirring bliver Dracula forvekslet med et offer, mens Eddy forveksles med Dracula. Forvirrende? Ja. Sjovt? MON IKKE!

Denne bog er den fjerde i rækken, og tempoet er skruet en tand i vejret. De rappe replikker nærmest vælter ud af personerne, og den ene mere usandsynlige hændelse afløser den anden. Man tænker hele tiden, at NU kan det ikke bliver sjovere, men det gør det. Jeg småfniste hele vejen i toget og undrede mig over, hvordan Jürgensen formår at holde standarden. Her er humor for alle pengene, og Jürgensen får gjort stygt grin med alle myterne om den blodsugende greve. Jeg kan kun sige LÆS DEN FØR DIN NABO.

Dennis Jürgensen: Blodspor i Transsylvanien (Dennis og monstrene: 4). Tellerup, 1986. Forside: Peder Bundgaard.