- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

David Meinke: Kaos (kys ah oh shit)

David Meinke: Kaos (kys ah oh shit). 273 sider. 249 kr. Høst & Søn.Gravid som 15 årig er ikke lykken, men det er en abort heller ikke..

Lærke Edel Hansen-Johansen er 15 år, da hun bliver gravid med Thomas fra klassen, som hun længe har været forelsket i. De er dog ikke og bliver heller aldrig kærester. Edel vælger – til de fraskilte forældres store bekymring – at beholde barnet. Faktisk føler hun sig så plaget af deres forsøg på at overtale hende til en abort, at hun stikker af hjemmefra. Hun tager turen fra København til Aalborg, hvor hun midlertidigt får lov til at bo hos en bror til hendes fars unge kæreste. Thor er sød og hjælpsom, men det er ikke let at være på egne ben uden ret mange penge – og så oven i købet med kvalme.

Inden Edel flyttede hjemmefra fandt hun ud af, at hun har en bror, som moderen bortadopterede, da han var helt lille. Edel får opsnappet hvor Jokum, som han hedder, bor, og det er ikke langt fra Ålborg. Hun udspionerer ham nogle gange for at finde ud af, hvem han mon egentlig er.

I sideløbende afsnit følger vi Jokum, som er noget af en computernørd. Han har også sine problemer at kæmpe med . Han er plaget af svedlugt og mange og store bumser. Jokum er usikker og genert og tør ikke møde den pige, han har truffet over nettet at frygt for at blive afvist. Og ikke nok med det, han har også en mor, der er meget dominerende og skrap. Hun cutter internetforbindelsen, hvis han ikke gør, som hun siger! Jokum er ikke god til at sige fra og bliver til sidst indlagt med en depression.

Edel er en pige med ben i næsen, som efterhånden bliver bedre til at tage hånd om sin egen situation. Hun føder en lille søn og samtidig får hun en storebror. Ikke alt kommer på plads, men der bliver taget en del skridt i den rigtige retning.

Kaos (kys ah oh shit) er en velskrevet og underholdende roman for unge fra ca. 14 år. Drengene kan sagtens hænge på, men den vil nok især appellere til piger. Man bliver hurtigt fanget ind af historien om den viljestærke Edel, der selv vil bestemme over sit liv og sin krop. Det kræver sit at sige fra i forhold til den forventede gymnasieuddannelse og farvel til fester og de fleste af kammeraterne. Som læser føler man også med Jokum og får lyst til at råbe højt ad hans dominerende mor, der har svært ved at acceptere, at børn bliver til unge mennesker, der selv vil bestemme over deres liv.

David Meinke: Kaos (kys ah oh shit)  Høst & Søn, 2007.- 273 sider

David Meinke er født i 1974 og uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter. Han er konsulent i BUPL, Forbundet for pædagoger og klubfolk. Kaos (kys, ah, oh, shit) er David Meinkes debutroman, men han skriver på en ungdomsgyser, der har arbejdstitlen ‘GLAM’. Privat er han gift, har to børn og er bosat i Greve syd for København. Klik ind på hans hjemmeside