Dæmonisk glad-i-låget manga.
En tegneserie om en nonnes kamp mod verdens ondskab kunne let blive en sej omgang at tygge sig igennem. Faktisk er der lavet en tegneserie om Mother Theresa, men det er Odin være lovet ikke den der skal anmeldes i dag.
Nonnen Rosette er nemlig af en anden skuffe; hun er en af flere agenter for Maria Magdalene-ordenen, der fører en undercover-krig mod mørkets kræfter. Kræfter der altså er til at tage og føle på – eller tage sigte og skyde ned i dette tilfælde.
Tilsæt så en tro følgesvend, der følger overalt hvor Rosette går: Drengen Chrono er ved første øjekast et lidt passivt, anonymt vedhæng til den handlekraftige nonne, men serien er ikke uden grund opkaldt efter ham. De tos skæbner er uløseligt sammenknyttet ved en pagt, der gør at Rosette kan sætte Chronos virkelige jeg fri. Han er en dæmon direkte opsteget fra Helvedes dyb, dog med aflagte horn og dertil hørende infernalske kræfter – istedet tærer hver forvandling til dæmonform på Rosettes livskraft og må derfor styres af et himmelsk stopur, hun bærer om sin hals.
Selv om idéen med Daisuke Moriyamas manga ved første øjekast ligner Tomb Raider med et katolsk højresving, er der altså nogle grundlæggende moralske værdier i spil, med blik for de omkostninger der følger med det frie valg. Meningen med livet kan til forveksling ligne dødens snarlige årsag. Denne filosofi tynger nu ikke Chrono Crusade, ej heller nødvendigvis studenterhuen.
Som helhed er serien glad-i-låget action med okkult staffage, med åndehuller hvor følelserne flot bærer historiefortællingen. Det er dog ikke læserens første indtryk. Man skal ind i bind 2 før hovedplottet kommer op i fart og man ser de mere langsigtede stræk, for en anden ting der binder de to hovedpersoner sammen er deres fælles mål: Rosette søger sin forsvundne bror, der i sin tid blev bortført af Chronos arvefjende, überdæmonen Aion.
Moriyama kender til Stockholm-syndromet, men det gør Rosette og Chrono ikke, og der er flere ugler i mosen end øjet umiddelbart ser.
Chrono Crusade bærer på inspirationer både fra japansk manga og amerikanske /comics/, ja lighederne med Kouta Hiranos Hellsing og Mike Mignolas Hellboy er mere end overfladiske: Begge serier handler om mere eller mindre hemmelige organisationer der bekæmper ukristelige fænomener fra mytologiens plankeloft – i tilfældet Hellboy er det selve den amerikanske regering der står bag, i Hellsing kristne dogmatikere, men det kan jo komme ud på et i vore dage. Også i Hellboy er omdrejningspunktet en djævel med moralske nykker, der fysisk brækker sine horn af i forsagelse og vælger at gå det godes ærinde, men vejene skilles i skildringen af hhv. Chrono og Hellboy.
Sidstnævnte er og bliver højrød og uhyrlig med hale og klove, mens Chrono som sagt optræder mestendels i form af en sød, mindreårig dreng. Når han med Rosettes mellemkomst træder i djævelsk karakter ser han med et ud som en læderjakkeklædt tyveårig (dog med flagermusevinger og “dæmoniske” ansigtstatoveringer), og hans farliggørelse får en underliggende seksuel dimension, der vil fare lige i hjernebarken på seriens publikum.
På denne meget fikse måde agerer Chrono altså både alter ego for vores pistolsvingende nonne, /teenage heartthrob/ og fra tid til anden komisk indslag. I modsætning til Hellsing (og i lighed med Hellboy) er Chrono Crusade alligevel udført med underholdning som første succeskriterie. Der bruges alle de rette krydderier for at servere en på alle måder velsmagende og – på reklamesprog – righoldig middag. Et måltid man går mættet fra, men med appetit på mere.
Daisuke Moriyamas tegninger er i meget generisk actionmanga-stil, men flot udført og der kan næppe sættes en finger på formelle tegneevner. Man kunne dog frygte at tegningerne (deres kinetik til trods) vil virke “kedelige” på garvede mangalæsere, netop på grund af at tegneren ikke rent stilmæssigt har fundet sine egne ben. Hvis det får nogen til at fravælge Chrono Crusade ved første gennembladring er det forståeligt, men mildest talt smadder ærgerligt, for vedkommende snyder sig selv for en god historie. Omvendt vil tegnestilen forhåbentlig tiltale den mere /casual/ mangakøber der, som undertegnede, vil blive draget ind i Rosettes moralske balancegang.
Der er som man ser megen subtekst at gå ind i i Chrono Crusade, men det er netop kun det stof til eftertanke, der gør at man genlæser et værk der i sin aflevering er så bedragerisk letbenet, velgjort underholdning. Tomb Raider er allerede nævnt som forbillede, HC Andersen kunne være et andet.
Daisuke Moriyama: Chrono Crusade. Oversat af Alex Jørgensen. Mangismo, 2006. Forside: Daisuke Moriyama