En skøn og vidunderlig historie, som bare er og griber fat i alt det, der er rigtig godt ved barndom og børnelitteratur; forestillinger og drømme fulde af fantasi og ærlighed.
Tyvenes Herre indledes tankevækkende og slår sit overordnede tema an med ordene:
Voksne kan ikke huske, hvordan det var at være barn.
De vil måske nok påstå det, men det passer ikke. Tro mig.
De har glemt alt:
Hvor meget større verden så ud dengang.
Hvor besværligt det kunne være at kravle op på en stol.
Hvordan føltes det i grunden altid at skulle kigge opad?
De har bare glemt det.
De ved det ikke længere
Engang vil du også glemme det.
Voksne taler så tit om, hvor dejligt der var at være barn.
De kan ligefrem finde på at drømme sig tilbage til barndommen.
Men hvad tror du de drømte om, da de var børn?
Vil du gerne vide det?
Jeg tror, at de drømte om at blive voksne i en fart.
Et koldt efterår i Venedig sætter rammerne for denne spændende, modsætningsfyldte Peter Pan-historie. De to forældreløse brødre Prosper (12) og Bo (5) er stukket af fra deres hæslige tante, der vil efterlade Prosper på et børnehjem og beholde Bo som sit eget barn. Tanten forestiller sig nemlig, at Bo, i kraft af sin nuttede alder, uden besvær kan være det barn, som hun kan omfavne med kærlighed og danne som menneske i sit billede. Drengene er flygtet til Venedig fra Tyskland, da de har en romantisk forestilling om, at alt kan blive bedre her. Men der er koldt i Venedig, og børn uden voksne til at tage sig af dem lever sultne på gaden. Heldigvis møder Prosper og Bo andre af gadens børn, som de knytter et venskab til af familiære dimensioner. Sammen flytter børnene ind i en nedlagt biograf og tages under vingerne af den mystiske dreng Scipio, der storslået kalder sig Tyvenes Herre. Scipio syner ikke af meget, men han forsørger børnene og planlægger tyverier i pragtfulde villaer, tyverier som han altid slipper godt fra. Børnene ved ikke, hvem Scipio i virkeligheden er, eller hvor han bor. Men han er deres ven og velgører, og de har stor tillid til ham.
Den hæslige tante begynder snart at ånde Prosper og Bo i nakken – hun sætter en dygtig detektiv på sagen, den velproportionerede, dyreelskende Victor: ekspert i falske overskæg og i at være voksen. Victor opsnuser, hvor børnene opholder sig, men rodes snart selv ind i en drejning af historien, som handler om mere og andet end bortløbne børn. Det involverer bl.a. en løvevinge, der en gang sad på en magisk karrusel, som måske kan skrue tiden tilbage – eller frem.
Tyvenes Herre rummer som historie mange lag. Venedig som ramme for historien tilfører fortællingen en masse stemning og sanselighed, som også understreges igennem flotte illustrationer/vignetter udført af forfatteren selv. Romanen er konstant spændende og medrivende, personerne fremstår troværdige – selv det magiske plot syntes overbevisende. Historien er alvorlig, men bliver aldrig højtidelig. Den rummer store følelser, humor og uforudsigelighed.
Det jeg personligt rigtig godt kan lide og nød ved romanen er, at den er andet og mere end bare en velskrevet spændende røverhistorie – Tyvenes Herre dykker ned og griber fat i noget så vidunderligt som en drøm om barndom. Ikke nødvendigvis med positive fortegn.
Jeg kan kun anbefale denne skønne fortælling, som er stoppet med alle de ingredienser, der tilsammen udgør den perfekte læseoplevelse for alle slags læsere – dem, der er børn, og dem, der har glemt det.
Cornelia Funke: Tyvenes Herre. Oversat af Erik Egholm. Gyldendal, 2004
Forside: Christian Birmingham. Originaltitel: Herr der Diebe (2002)