- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Charles Higson: Silverfin

Charles Higson: SilverfinJames bliver i sin skoleferie involveret i eftersøgningen på en forsvundet dreng. En magtfuld mand vil skabe den perfekte soldat og intet må komme i vejen. Desværre er det netop hvad James gør.

I den første del af bogen følger vi forældreløse James første tid på kostskolen Eton. Her stifter han bekendtskab med bøllen Georg Hellebore og hans meget usympatiske far. De giver James mange problemer.

Da James tager på ferie møder han Ned Kelly, som leder efter sin forsvundne fætter og han opdager at Georg og hans far bor på det nærliggende slot. Det er også her Kellys fætter forsvandt. James og Ned beslutter sig at undersøge sagen.
Det skulle de nok aldrig have gjort. Snart er James i kløerne på en gal forsker, som vil skabe et overmenneske med fantastisk fysik og han tøver ikke med at bruge uskyldige drenge som forsøgsdyr.

Da jeg fik “Silverfin” i hånden, blev jeg faktisk irriteret. Jeg er SÅ træt af at folk, forsøger at slå plat på kendte figurer og jeg har set tegnefilmen om den unge Bond. Den imponerede mig ikke yderligere og jeg regnede med at bogen her var lige sådan.

Men jeg tog fejl. Faktisk har Higson skabt en både interessant og plausibel hovedperson og han har spundet ham ind i en nervepirrende og hæsblæsende historie.

Jeg nød derfor “Silverfin” meget og undrede mig ikke så lidt over Etons lettere mystiske verden. Den gamle skole er fuld af mere eller mindre besynderlige traditioner, som skal følges uden spørgsmål. Noget som undrer både den unge Bond og mig. Jeg har ikke sagt for meget ved at afsløre at skolen videregiver nogle ret tvivlsomme værdier.

Silverfin er langt mere barsk end f.eks Horowitzs Stormbreaker. I Silverfin er der nådeløst fokus på sorg og tab. James er ikke agent materiale som Alex Rider i Stormbreaker er det. På trods af at agentfaget ikke er ukendt for Bondfamilen, er James mere en almindelig dreng, der udnytter de muligheder og talenter han har. Faktisk er han ikke engang særligt god til at slås. Til gengæld er han hurtig til at lære og har en stærk fysik. Det udnytter han til det yderste. Hans evne til at kombinere, hvad han har lært fra andre og de muligheder der er i den forelæggende situation gør ham (heldigvis) i stand til at overvinde uoverskuelige vanskeligheder.

I modsætning til de fleste spændingsbøger for børn og unge er Silverfins forfatter ikke bleg for at lade historien bygge sig støt og roligt op. Det betyder at vi i de to tredjedele af bogen følger James tid på kostskolen Eton og hans ferie med sin tante og kræftsyge onkel. Det lyder jo kedeligt, men det er det ikke og hele forhistorien er med til at skabe et meget overbevisende grundlag for James handlemåder når eventyret skydes i gang. Det er også med til at vise hvordan James Bond blev den elegante og følelsesmæssige lukkede Agent 007. Han oplever meget store tab i sin barndom og ser mennesket fra sin værste side. En god start på hvad der sikkert udvikler sig til endnu en serie.

Charles Higson: Silverfin, 1. bind i serien Young Bond. Oversat af Erik Egholm. Gyldendal, 2006. Forside: Penguin UK. Originaltitel: Silverfin