- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Cecil Bødker: Silas og den sorte hoppe

Cecil Bødker: Silas og den sorte hoppeSilas og den sorte hoppe er en rigtig god historie, som man hurtigt bliver helt opslugt af. Silas har fået nok af at blive udnyttet i den gøglertrup, som han og hans mor er en del af. Han stikker af og prøver at klare sig på egen hånd. Med kløgt og held vinder han en sort hoppe i et væddemål, men der er også andre der gerne vil have fat i hesten. Det er ikke altid nemt at klare sig i forhold til de voksne, men Silas er heldigvis snu.

Silas er stukket af hjemmefra, d.v.s. fra den gøglertrup, som han og hans mor, Anina, er en del af. Han er træt af at være underlagt de to mænd, Carlos og Phillip, som han hjælper henholdsvis med heste- og sabelslugernummer.
Silas driver ned af floden i en båd, han har fundet. Han er sulten og humøret er ikke højt Det eneste han har med, er sin uundværlige fløjte. På den kan han spille vildt og hidsigt, så alle er ved at blive tossede i hovedet – eller smukt og beroligende.
Silas driver i land ud for hestehandleren Bartolins stald. Bartolin øjner chancen først for en båd, senere for en stalddreng, men Bartolin ender med at tabe sin bedste hest i et væddemål, som de to indgår. Bartolin er rasende, men Silas ridder af sted på sin nys erhvervede sorte hoppe.

Den frihedssøgende og rapkæftede Silas gør sig upopulær flere steder og bliver bl.a. spærret inde i et mørkt trapperum. Hans artist-erfaringer viser sig her at være nyttige.
Der er også andre, der har øje for den prægtige hest. I en landsby Silas kommer til, drikker bonden Emmanuel ham fuld og sender ham ned af floden i en gammel pram.
Under sit forsøg på at få den sorte hoppe tilbage møder Silas den halte dreng Ben-Godik, som han bliver gode venner med. Både gøglerne med Silas mor, Bartolin og en kræmmer er kommet til den lille by. Silas holdersig skjult vel vidende at de alle er ude efter ham. Med odderjægeren Aron meget aktive medvirken, bliver der holdt auktion over den sorte hoppe. Alle er meget ophidsede, men hvem er det nu lige, der stikker af med hesten?

Silas og den sorte hoppe udkom første gang i 1967 og er, som der står på bagsiden af denne udgave, “udpeget som et af højdepunkterne i dansk bør-
nelitteratur af Kulturministeriets kanonudvalg
.” Og det er fuldt forståeligt, det
er en fantastisk god bog.
Det er en form for historisk fortælling men uden at være tidsfæstet – og det er heller ikke Cecil Bødkers hensigt at skildre en bestemt periode.
Barndommens betydning og retten til indflydelse på eget liv er et af temaerne i bogen. Silas har både stor frihedstrang og retfærdighedssans, og han lader sig ikke gerne udnytte og slet ikke af de voksne. Han er opfindsom, rapmundet og lidt fræk, men man kommer til at holde af ham uanset.

Silas og den sorte hoppe rummer alt det, der er karakteristisk for god litteratur:
En original historie med fine miljø- og personskildringer. Sprogligt er den en fornøjelse at læse, og så har den både spænding og humor. Absolut at anbefale til højtlæsning fra ca. 8 år, og til selvlæsning fra ca. 10.

Cecil Bødker: Silas og den sorte hoppe. Branner & Korch, 19. oplag, 2006.
Forside: Svend Otto S 

Der er i alt kommet 14 bøger i serien om Silas, og serien er oversat til mange
sprog.

Silas og den sorte hoppe findes også i en tysk filmatiseret udgave, som har været vist i dansk fjernsyn for mange år siden.