- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Cecil Bødker: Men i hvert fald i live

Cecil Bødker: Men i hvert fald i livePigen Franciska vågner op i oldtiden og overlever med cowboybukser og gummisko blandt mennesker, hvis kultur og vaner er meget anderledes end det, hun kender og er vant til.

Pigen Franciska vågner fortumlet op på en øde strand. Hun ved, at hun bor i nutidens Danmark, men alt tyder på, at hun nu er havnet i en anden tid eller en anden verden. De mennesker, hun møder, kort efter hun er kommet til sig selv, er fjendtlige over for hende. De er klædt, som om de lever i oldtiden, og taler et sprog, hun ikke forstår. De tager hende til fange og fører hende til deres boplads. Franciska forsøger at gøre sig forståeligt, og da hun er ret omstillingsparat, integreres hun efterhånden og kommer til at fungere i hverdagen, som mest går ud på at forberede måltider. Ikke alle accepterer hende – drengen Takkel, hvis indstilling til hende udelukkende er aggressiv, volder hende mange problemer, men heldigvis viser det sig, at hun trods massive kulturforskelle også har venner.

Efter et godt stykke tid hos menneskene på bopladsen viser det sig, at de alle er trælle, hvis eneste formål er at skabe forråd til deres herrer, som én gang om året kommer for at hente dem og bringe dem i ly for vinteren. Franciska, som ikke ved, hvor hun ellers skal tage hen, og i øvrigt føler samhørighed med trællene, tager med på den lange rejse som træl til herrernes by. Her møder hun bl.a. høvdingens forkælede og skrækkelige datter. Med en smule snilde lykkedes det Franciska at avancere fra almindelig trællestatus til barnepige, og da høvdingen mener, at Franciska i virkeligheden er reinkarnationen af hans døde kone Hilde, ender det med bryllup. Historien afsluttes i fortsættelsen, der hedder ”Fru Hilde”.

Romanen ”-men i hvert fald i live” minder mest om en dagdrøm. Om den er det bliver ikke opklaret.
Cecil Bødker er en levende fortæller. Beskrivelserne af samfundet på bopladsen er spændende og er som en levendegjort historiebog. Der er noget at lære, og undervejs gør hovedpersonen da også sine indre overvejelser omkring det samfund, hun kommer fra, og det, hun møder. Det bliver dog aldrig belærende eller påtaget, og i det store hele er romanen og dens ide underholdende og et spændende tankespind over kultur og samfund.
Forsideillustrationen, som tilsyneladende er udført af et familiemedlem til Cecil Bødker, sælger ikke romanen særligt godt. Men helt ærligt er det underordnet, idet Cecil Bødker er en populær og veletableret forfatter, hvis bøger velfortjent altid formår at finde et publikum hos både børn og voksne.

Cecil Bødker: Men i hvert fald i live. Gyldendal, 1995. Forside: Bødker