- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Cecil Bødker: Leoparden

Cecil Bødker: LeopardenEn modig dreng, en frygtet leopard og en ondsindet kvægtyv er nogle af de vigtige ingredienser i denne spændende historie.

Tibeso er en afrikansk dreng på 9-10 år. Han tilbringer hele dagen ude i bushen med at vogte familiens kvæg, mens de græsser. En dag, hvor han er optaget af et par løbske heste, forsvinder en nyfødt kviekalv. Tibeso når ud af øjenkrog at se en plettet skygge og forstår chokeret, at det er en leopard, der har taget kalven. Han skynder sig hjem, og alle i den lille landsby bliver bekymrede. En leopard kan overfalde og dræbe både kvæg og mennesker. Tibeso sætter sig for at opsøge “den store mand”, en klog mand, som giver gode råd, og stikker af hjemmefra uden at indvie familien i sine planer.
Da han kommer frem til den store mands hus, er det landsbyens smed, han bliver modtaget af. Tibeso genkender ham som kvægtyv. Smeden har nemlig et ar under foden, der efterlader et karakteristisk spor. En kvægtyv med tilnavnet Leoparden.
Da han kommer til at røbe sin viden, bliver han taget til fange og efterlades bagbunden i en forladt landsby. Det lykkes ham ved opfindsomhed og ihærdighed at slippe fri. På sin vej væk fra den forladte by møder ham købmanden Magersa og nogle af hans folk.
De tager ham også til fange og tager ham med til den store by, som imponere Tibeso med de mange mennesker og huse i forskellige farver. Og hvem støder de her på? Ingen andre end smeden, som troede, Tibeso for længst var omkommet. Det udvikler sig til et drabeligt slagsmål – om Tibeso – på et af byens værtshuse, og Magersa dør af et knivstik i brystet.
Drengen stikker klogelig af, men bliver ved en tilfældighed igen fundet af smeden. Denne giver sig ud for at være hans bedstefar, og det lykkes ham næsten at få fat i Tibeso.
På sin flugt møder han en af Magersas sårede mænd og hjælper ham videre til noget af købmandens familie. Der planlægges nu en storstilet jagt på smeden, som udover mord og kvægtyveri også har andre forbrydelser på samvittigheden. Det er en dramatisk afslutning med Leoparden i dobbelt forstand, der er lige ved at gøre det af med Tibeso, men han klarer sig og kan vende klogere og mange erfaringer rigere hjem til sin familie.

Jeg har lige genlæst bogen og finder den lige så velskreven og elementært spændende som første gang.
Cecil Bødker forstår virkelig at skrue en god historie sammen, så man er fangen fra starten af. Skildringen af Tibeso´s følelser og tanker – og livet i et afrikansk land står meget levende for mig. Røgen i hytterne, duften af frisk ristede kaffebønner og Tibesos frygt for, at moderen kan blive overfaldet af leoparden. At lokaliteten er et afrikansk land, afholder forhåbentlig ingen i at gå i gang med at læse romanen.
Leoparden udkom første gang i 1970 og er kommet i flere oplag siden, sidst i 1999, men skildringen af Tibesos liv er formodentlig stadig hverdagen for mange børn i Afrika. Romanen vil fint kunne læses højt for ca. 3.– 5. klassetrin, for eksempel hvis de er i gang med et Afrika-projekt. Til selvlæsning fra ca. 10-11 år.

Leoparden
er en af de bedste børnebøger, jeg har læst.

Cecil Bødker: Leoparden. Branner og Korch, 1970
Forside:?