- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Cathy Hopkins: Sol, sommer og zen

Cathy Hopkins: Sol, sommer og zenMere teen chick lit fra Cathy Hopkins. Mød India Jane – mediterende, flirtende og drømmende datter af hippieforældre.

Først fik vi Fyre og flammer og senere kom S, P eller K. Begge serier er blevet
meget populære og nu kommer der endnu en serie fra Cathy Hopkins, som helt sikkert også bliver et hit. I England er der foreløbig blevet udgivet to bøger om India Jane. Nu er den første kommet på dansk.

India Jane er del af en stor, lidt hippieagtig familie. De har levet en omtumlet nomade tilværelse, hvor de har boet mange forskellige steder, fra en villa i Marokko til et slot i Irland. Nu har familien af økonomiske årsager bosat sig i tantens hus i Notting Hill, London.
Men knap nok er perlekæderne og de farvestrålende tørklæder pakket ud, før India
Janes far får et job, som sender forældrene på turne. Det betyder, at India Jane må tilbringe sin sommerferie på tantens åndelige new-age feriested i Grækenland.

Inden afrejse går India Jane på apoteket og der spotter hun en sød fyr. Desværre forløber deres møde ikke så godt. India Jane får nemlig givet det indtryk, at hun både er gravid og har lus, inden hun med røde kinder kan stikke af. Måske er det egentlig ikke så slemt at kunne gemme sig i et andet land?

I Grækenland får India Jane endelig tid og ro til at finde ud af, hvem hun egentlig er og hvor hun hører til. Er hun partytøsen, som fester hele natten med kusinen Kate, eller er hun mere til indre ro og meditation? En ting er sikkert, det bliver en uforglemmelig sommer.

Cathy Hopkins er dronningen af teenage trivi. Hendes beskrivelse at livet som teenager er lige i øjet og hendes bøger er fulde at søde, stærke og morsomme piger. Denne er ingen undtagelse. India Jane er en dybsindig pige og optaget af meditation og det åndelige liv. Men hun er også en helt almindelig teenager, hun er optaget af drenge og roder sig tit ud i pinlige situationer. Og Sol, sommer og zen er som India Jane – sød og sjov men med en dybere tanke bag.

Cathy Hopkins: Sol, sommer og zen (India Jane ; 1) ; oversat af Astrid Heise-Fjeldgren. – 1. udgave, 1. oplag. – [Kbh.] : Gyldendal, 2008. – 215 sider. Pris: kr. 99,00
Originaltitel: This way to paradise