- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Caroline Ørsum: Siden for evigt

Dansk roman om venskab, kærlighed og kejtet teenageliv.

Når ens 15 års fødselsdag nærmer sig og man hverken har veninder, en kæreste eller bare udsigten til et kys, er man en taber. Sådan føler Cecilie, som er så træt af sit liv, at hun bare har lyst til at forsvinde. I skolen står hun med et ben i hver lejr og alligevel passer hun ikke ind nogle steder. De sportsglade piger keder hende og de smarte, populære men manipulerende tøser kan hun heller ikke kalde sine veninder.
Hendes bedste ven er Mikkel men også deres forhold er lidt anstrengt efter den fest, hvor Cecilie blev lidt for fuld og kom til at kysse ham. Det hele er kompliceret og midt i det hele, dukker Mikkels storebror op og får Cecilies hjerte til at banke.

Romaner om piger, der har problemer med fyre og veninder og ikke føler de har noget til fælles med de andre, er der skrevet mange af. Det er ok, for det bliver aldrig kedeligt at læse om andres liv og kaos og man føler med dem. Siden for evigt hopper ind i den gode ende at ungdomsbøgerne, for Cecilie virker levende og troværdig og man får lyst til at give hende et klem.
Siden for evigt er en helt typisk tøsebog, men også en historie om en mors hemmelighed, savnet af en far og behovet for at finde og kende sine rødder.

Caroline Ørsum: Siden for evigt. Høst & Søn, 2011. – 170 sider