- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Carole Wilkinson: Pigen og dragen

Carole Wilkinson: Pigen og dragenSpændende, spændende historie om drager. Rigtige drager!

Denne bog har så dragende (!) et omslag, at den sælger sig selv. Men jeg giver den alligevel rigtig gerne et par lovprisende ord med på vejen.

Fortællingens hovedperson er så ligegyldig for andre, at hun ikke engang har noget navn. Senere hen får hun dog heldigvis et: Ping. Hun ved heller ikke, hvor gammel hun er, men det gør vi; hun er kun elleve. Da Ping var lille, blev hun solgt af sine forældre, og derfor er hun desværre slave for sjuften Mester Lan, der er ansat som kejserlig dragerøgter. Et job, han strengt taget ikke varetager særlig godt. Det eneste åndelige selskab, Ping har, er en kælerotte, som hun deler sin mad med. Det giver troskab.

Dramatiske omstændigheder sender pludselig Ping væk fra sin tyranniske herre og på flugt med den aldrende drage Danzi. Med kælerotte og drage starter Ping på en færd igennem Kina. I hælene har de en bestialsk dragejæger, og i bagagen har de en mystisk sten, som har stor betydning. Ping ved bare ikke hvilken.

Jeg ved ikke, om Danzi er som drager er flest, men hvorom alting er, er han uendelig viis og strør gavmildt om sig med sære små råd, der angiveligt skal hjælpe Ping, men i regelen mere forvirrer end vejleder.
Danzi er som karakter helt gennemført. Han er både irriterende og elskelig. Ping er kvik og sympatisk. Dynamikken mellem de to er meget underholdende og gøres levende igennem deres dialoger. Hovedpersonernes forhold levendegøres yderligere igennem et eksotisk og handlingsmættede plot og giver tilsammen en dramatisk, lun og dybt charmerende historie.

”Pigen og dragen” foregår under det mægtige kinesiske Han-dynasti (202 f.v.t. – 220 e.v.t.), og med dette historiske miljø og de tilhørende farverige kulturelle impulser skabes fortællingens charme og troværdighed. Opslugt af fortællingen glemte jeg helt, at genren er fantasy, og tvivlede således ikke et øjeblik på tilstedeværelsen af drager i det gamle Kina. Han-dynastiet er jo også lang tid før Maos kulturrevolution.

Pigen og dragen er en fantastisk velskrevet og helstøbt historie med en underfundig tematik om skæbne. Den fortæller om uretfærdighed uden at være søgt, er morsom uden at være plat og er helt igennem en ægte page turner. Og det bedste kommer her til sidst: der er flere bøger på vej!

Carole Wilkinson: Pigen og dragen. Oversat af Bente Kastberg. Carlsen, 2003. Originaltitel: Dragonkeeper.