Den fattige Archie hyres til at være dommer i tre passagerers fortællekonkurrence. Snart kæmper Archie for sin moral og sit liv.
Archie arbejder som køkkendreng i et tog. En dag tilbydes han en anselige sum drikkepenge for at dømme i en fortællekonkurrence. Han er betænkelig ved opgaven, fordi hr. Cink, der hyrer ham, er en yderst ubehagelig herre.
Archie skal vælge den bedste af to historier, mens en tredje fortælles for at indlede konkurrencen. Historierne fører ham vidt omkring i fantasiens rige. De handler om havmænd, hekse og talende ørne. Faktisk er jeg glad for, at jeg ikke skal vælge mellem historierne, for de er alle tre både spændende og medrivende.
Da valget skal stå, viser hr. Cink sig først som en snyder og siden som… Tja, hvad? Det skal ikke røbes her. Jeg vil bare sige, at slutningen var en stor overraskelse for mig, og den bestemt gør bogen læseværdig.
Bogen veksler mellem Archies realistiske hverdag og de fantastiske historier. Noget, som nemt kan gå galt, men for Gébler fungerer det fint.
Man hører først om den fattige Archies hårde arbejdsliv, som til dels skyldes faderens sygdom, der gør ham uarbejdsdygtig. Det er tankevækkende, hvordan familieforsørgerens sygdom ramte datidens fattige familier utroligt hårdt. Her er ingen hjælp at få, og både kone og børn må arbejde hårdt for at holde nøden fra døren.
Archies møde med hr. Cink falder ikke heldigt ud. Manden er både grov og ubehøvlet. Han nyder at håne og ydmyge Archie, der pga. sit job ikke kan give igen. Familiens overlevelse afhænger af hans arbejde. Jeg følte virkelig lede ved manden og ønskede, at jeg kunne springe ind i bogen og give ham lidt af hans egen medicin (og evt. et lille slag) Det undrer mig overhovedet ikke, at han forsøger at snyde. Den tamper!!
Jeg fortalte, at bogen skifter mellem realisme og fantastiske historier, men det er faktisk en sandhed med modifikationer. Archie undrer sig flere gange over, hvor tomt toget er, men først til sidst opdager man, at der er mere på spil end vinterens dårlige vejr.
Jeg nød at læse bogen. Faktisk måtte jeg febrilsk læse slutningen, fordi mit tog kom ind på den station, jeg skulle af, og jeg kunne bare ikke vente med at få slutningen, til jeg nåde hjem. Indrømmet, jeg syntes, hr. Cink var lusket, og at han sikkert skjulte noget. Men jeg havde aldrig gættet på hans sande natur, og faktisk er jeg stadig ikke sikker på, hvad hans sande natur er. Forvirret? Læs bogen og døm selv. Tro mig, slutningen er en velkommen overraskelse, man roligt kan glæde sig til.
Jeg synes, at Drengen og toget giver et levende indblik i en verden af i går uden at blive støvet og kedelig. Archies hverdag er hård, men han fortæller det uden selvmedlidenhed. Det var blot sådan, det var, og man får indtryk af, at han synes, det kunne være meget værre.
Historierne er utroligt medrivende, og bagefter kan man ikke lade være med at spekulere over moralen. Hvis der er en?
Géblers trick med at lade en aldrende Archie fortælle historien i tilbageblik virker utrolig godt. Det gør bogen realistisk, og de små indskudte kommentarer fra den voksne Archie gør fortællingen levende.
Jeg vil klart anbefale Drengen og toget til folk som holder af bøger med et histories islæt, men samtidig giver de fantastiske elementer rum for folk som holder af eventyr og mystik.
Carlo Gébler: Drengen og toget. Oversat af Karin Bodenhof. Gyldendal, 2002