Første bind i CS Lewis’ klassiske Narnia-serie – og en hyggelig lille bog til de lange vinteraftener.
Det kan være farligt en genbesøge ens barndoms klassikere – især når man gennem årene er blevet gjort opmærksom på de fejl og underliggende motivationer, der måske ligger i historierne. Ikke desto mindre, med den stort anlagte filmatisering undervejs, kunne det være interessant at genlæse CS Lewis’ Narnia-serie og se, hvorvidt historien kan bære, at forfatteren angiveligt taler meget kristent didaktisk igennem den.
”Troldmandens nevø” er første bind i seriens 7 bøger. Det er dog ikke den, som bliver filmatiseret, da den af mange nok ikke ses som en ”rigtig” Narnia-bog – snarere er det oprindelseshistorien til hele universet, så den mangler mange af de elementer, som folk husker, selv mange år efter de har læst bøgerne (eller fået dem læst højt). Dog optræder løven Aslan et par gange, hvilket interessant nok også er de kedeligste passager i en bog, som ellers er ganske underholdende.
Historien handler om de to børn Polly og Digory i Victoriatidens England – titlen peger på Digory, hvis onkel netop har gjort sig bekendt med magi, men samtidig er en så sølle og lumpen figur, at han intet tør udrette selv. Han eksperimenterer derfor med at sende marsvin til en anden verden, han har opdaget – og lader, da muligheden med lidt list byder sig, de to børn følge efter. Det udvikler sig naturligvis til at noget af et eventyr for de to, hvor de både overværer skabelsen af en nye verden og er med til at slippe ondskaben løs i den. Det lyder måske lidt søgt, men bortset fra selve skabelsesberetningen, der virker som en noget massiv klods smidt midt i handlingen, slipper Lewis elegant af sted med det.
Styrken i ”Troldmandens nevø” ligger hovedsageligt i fortællestemmen – for man fornemmer meget tydeligt, at der bliver fortalt til én. Det gør det også muligt for forfatteren at forlene historien med en vis underfundig humor, som ofte er fraværende fra fantasy (mange forfattere har desværre en tendens til at tage sig selv meget alvorligt). Det gør også bogen til et værk, der vil være perfekt at tage frem på de lange vinteraftener, både for børn og voksne, for Lewis formår at holde de niveauer i fortællingen, som gør, at den henvender sig til en meget bred aldersfordeling. Børnene kan leve sig ind i selve historien, mens de voksne kan nyde behandlingen af den.
Nu er der naturligvis tale om første bind i en serie – og et bind, der endda adskiller sig meget fra de resterende. Men historien står alene – med nogle enkelte henvisninger til, at det, der bliver skabt her, vil udvikle sig senere, hvilket man naturligvis kan læse om i de følgende bøger. I det store hele er der tale om rigtig god underholdning – man kan mærke, at alderen trykker, men hovedsageligt giver det nu blot romanen en stemning af morskab og frem for alt hygge.
C. S. Lewis: Troldmandens nevø (Narnia: 1). Oversat af Niels Søndergaard. Borgen, 2005.