Den, der graver en grav for andre…
Denne historie er inspireret af virkelige begivenheder i 1600-tallet i Nordsverige, da hekseforfølgelserne var på deres højeste. Under hekseprocesserne troede man en overgang, at enkelte børn, i kraft af deres rene og uskyldig sind, kunne se “stigma diaboli”, det vil sige Djævelens mærke på troldfolk, her oftest placeret synligt midt i panden.
De to søskende Olof og Jonas overværer deres mor blive ydmyget, udskældt og sat i tugthuset for tyveri. De er herefter (endnu mere) fattige og alene. Olof bor et stykke tid ved en bondefamilie, mens Jonas vælger at stikke af. Da Olof endelig møder sin storebror igen, er denne blevet visdreng. Med stor indlevelse ser han Djævelens mærker og har opnået en vis position. Jonas mener, at Olof har samme evne, og forsøger at trække ham med ind i magtens centrum af børn, der skånselsløst afgør, hvem der skal dømmes (og det vil sige henrettes) som troldkarl eller heks. Olof er ret naiv, og selv om han anstrenger sig, kan han ingen mærker se, så han tager chancen og peger på en tilfældig, som viser sig at være præstens kone. Således får Olof ingen karriere som visdreng, hvilket viser sig at være ret heldigt, da folk efterhånden begynder at tvivle på visbørnenes egentlige kompetencer.
Olof flygter fra byen og området og matres herefter af dårlig samvittighed over også at flygte fra Johan med det formål at redde sig selv. I flugten støder han dog på den fagre Lisbet, som han kender fra sin tid på gården. Nogen har set Djævelens mærke i netop hendes pande, og sammen flygter de i håbet om at finde fred og eventuelt Olofs mor. Ingen ønsker at hjælpe visdrengen bror, og flugten bliver både højst dramatisk og helt uforudsigelig. Og visdrengen selv går en sørgelig skæbne i møde…
Visdrengens bror er en handlingsspækket og tankevækkende historisk roman. Bo R. Holmberg er svensk mester i at fortælle historier, der driver af skæbne, afmagt og uretfærdighed. Man gyser og gruer, og hvis ikke Holmberg lod lidt lys skinne til sidst, ville livspippet blive taget helt fra læseren. Som mange andre af Bo R. Holmbergs romaner handler Visdrengens bror grundlæggende om overlevelse. I denne historie i høj grad på bekostning af moral eller af andre mennesker. Johan er bare et barn, der er desillusioneret efter at se sin mor blive mishandlet. Som visdreng får han mad og varmt tøj, folk lytter til ham, og han opnår magt. En noget makaber magt – især da han faktisk beslutter sig for at bruge den som hævn. Det er meget menneskeligt på en frustrerende måde.
Olof er som sagt lidt naiv. Måske er hans overlevelsesinstinkt ikke helt veludviklet, tænker man, da han ikke forstår at se stigma diaboli – eller er det, fordi han har en bedre moral? Uanset hvad kommer han til at knokle for sin overlevelse – i en periode sælger han f.eks. sild og bor på et utæt kammer, og hele tiden har han drømmen om noget bedre stående lysende klart foran sit indre blik. Han har visioner og når dem ad den hårde og svære vej – med knofedt og modgang.
Jeg holder helt ærligt meget af Bo R. Holmbergs historiske romaner. De er velskrevne, og kan man lide at læse historisk socialrealisme, er de ikke til at komme uden om. Man kommer under huden på personerne og under huden på begivenhederne og den historie, man selv et eller andet sted er del af.
Jeg er meget omhyggelig med, hvornår jeg læser Holmbergs romaner. Jeg puger faktisk lidt på dem. At læse dem om efteråret og om vinteren er bedst. En dag, hvor det rigtigt regner eller rusker. På en dum dag, der alligevel ikke kan blive bedre; så er det frem med en Holmberg-fortælling, som man kan dykke ned i og forsvinde for en stund. Ud kommer man jo igen. Til virkeligheden og det 21. århundrede.
Holmbergs romaner er oversat til dansk af Karin Bodenhoff, hvilket hun har gjort fortræffeligt.
Bo R: Holmberg: Visdrengens bror. Oversat af Karin Bodenhoff. Gyldendal, 1999. Forside: ?. Originaltitel: Visgossens bror