Dansk klassiker med drengen Bjørn, som gennem bøger og film er blevet allemandseje.
Det er ret svært at sige noget originalt om Bjarne Reuters klassiker Zappa. De fleste mennesker har et forhold til den. Mit personlige forhold til Zappa var, at vi så filmen over romanen i skolen. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke læste den – vi så den kun. Filmen, som er lavet af Bille August, husker jeg som langsom og umoderne. Men filmens store højdepunkter gik alligevel lige i hjertekulen; undulaten Gogge bag skabet, det brutale overfald på iskioskdamen, Stens mor der bliver forbrændt i solariet, og selvfølgelig da Mulle æder skovsneglen. Sidstnævnte skabte kult, og i flere år efter brugte vi alle frasen: “Du vil jo gerne have din rokokopude, ikk’?” eller “kom så, Mulle, spis skovsneglen”.
Folkeskolen ligger snart to årtier bag mig, og nu har jeg endelig fået læst romanen. Og den er helt anderledes. Rokokopuden er væk – sneglen glider godt nok ned – men det fylder mindre end en halv side!!
Zappa udkom i 1977 og er den første roman i rækken om drengen Bjørn. Efter den følger “Når snerlen blomstrer” (1983) og “Vi der valgte Mælkevejen” (1989). Som et supplementbind fulde af erindringsglimt fra tiden før Zappa udkom “Månen over Bella Bio” i 1988.
Zappa foregår først i tresserne og handler om den ca. 14-årige Bjørn og miljøet omkring ham. Sammen med de jævnaldrende drenge Mulle, Uffe og Sten har Bjørn en klub. Sten er den ubetingede kyniske og manipulerende leder, Mulle er klovnen, Bjørn er den stille iagttager, og Uffe er den eneste med bare lidt ben i næsen. Uffe er i øvrigt skrevet helt ud af historien i filmversionen. Sten tager beslutninger for hele gruppen, hvilket får fatale konsekvenser. Det, der starter som tankeløse drengestreger, udvikler sig til decideret kriminalitet. Uffe bliver den første, der tegner en streg i sandet og må stå for had af den opfindsomme og samvittighedsløse Sten. Mulle prøver at klovne sig igennem, men han tvinges til at finde alvoren frem. Til sidst er der kun Bjørn tilbage, den eneste, som Sten måske kan lide eller nærmere; synes at han kan bruge til noget. Mulle og Uffe erstattes med to hærdede, barske og rigtige utiltalende fyre. Bjørn fortsætter som medløber og kommer derved næsten til at fremstå lige så afstumpet som skurken Sten. Men vi kender også Bjørn derhjemme, ved forældrene og lillebroren. Her er tale om rigtig kernefamilie. Bjørns karakter er ikke flad, men rund og nuanceret, og det gør, at han bliver vedkommende og levende for læseren.
Efterhånden kulminerer handlingen. Bjørn rodes mere og mere ind i Stens afstumpede valg, og han indser, at han må bryde fri. Løsningen bliver dramatisk – men nødvendig.
Zappa er barsk, morsom, sørgelig og autentisk. Der er en grund til, at den er en klassiker. Zappa rummer store følelser; had, den første kærlighed, venskab og andre ting, som Bjarne Reuter på enkel og genial vis forstår at grave ud af sine personer og sætte sammen i sammenhænge, der bliver mere end almindeligt vedkommende.
Bjarne Reuter: Zappa. Branner og Korch, 1977. Forside: ?