Bjarne Reuter genbesøger et grumt hus og en dunkel historie og giver lidt mere fyld til denne gysergendigtning.
I 1992 skrev Bjarne Reuter den vellykkede lille gyser ”7.a”, om en skoleklasse på en tur, der går så grueligt galt. Nu har han grebet fat i den samme ide igen og skrevet den om fra bunden – som ”en selvstændig bog med ny dramaturgi og ny handlingsgang”. Folk, der har læst den oprindelige, vil dog godt kunne genkende den.
Historien er i to spor. Først er den skoleklassen bestående af musikalske vidunderbørn, som skal på skolelejr med deres lærer Eva og vikaren Bromsen. De lejer hytten ”Pemba”. Så er der de 13 danskere på vej hjem fra Zanzibar i 1934 – de sejler med skibet ”Pemba”. De to historier begynder langsomt at flyde sammen – de to grupper er lige mange, fordelingen mellem drenge og piger er den samme, Zanzibar-gruppen var på vej hjem til den samme hytte, og et væld af detaljer er ganske enkelt foruroligende.
Fortid og fremtid flyder sammen – hvad skete der på skibet? Hvad er børnenes forhold til deres tidligere lærer? Hvad er det, der sker i huset nu?
”7.a” er en god lille gyser, hvor det især lykkedes Reuter at skabe mystik og snigende uhygge. Det, han har gjort med ”Skyggernes hus”, er at tilføje lidt mere dybde til især læreren Eva, så voksne læsere lettere kan følge med (kombineret med et lidt lækrere cover end den gamle, så den ikke signalerer børnebog), og strikket nogle ekstra intriger på historien. Der er masser af skyld i ”Skyggernes hus”, og skæbnen hviler som en tung dyne over hele handlingen, hvilket fungerer ganske godt – men som i originalen lider historien i mine øjne lidt under, at Reuter tydeligvis ved, hvordan en historie skal strikkes sammen – der lægges spor ud, der videregives oplysninger til læseren, der forvirres på de rigtige tidspunkter, og det virker da også. Men som erfaren horrorlæser må jeg indse, at jeg finder det lidt livløst og har lidt svært ved at se formålet med denne nye udgave.
Handlingen i ”Skyggernes hus” ruller tungt og fermt skrevet mod sit mål, og Reuter forstår også at trække sin læser med – men målet synes givet på forhånd, og selv om det giver en god fornemmelse af skjulte kræfter i historien, så fjerner det altså også noget af spændingen, især hvis man har læst ”7.a”. Nye læsere vil uden tvivl nyde bogen (for den er godt skrevet), og mange voksne læsere vil måske stifte et (u)behageligt bekendtskab med horrorgenren – til disse er der tale om en vellykket bog, men for vante horrorlæsere vil jeg nok snarere anbefale ”7.a”. Den er måske ikke lige så flot og umiddelbart tiltalende, men den er mere foruroligende.
Bjarne Reuter: Skyggernes hus. Gyldendal, 2007. Forside: Peter Stoltze