Månen over Bella Bio – allerede titlen er fuld af poesi! En skøn beretning om en barndom i tiden, før der var tv i alle stuer, og før der var noget, der hed sygedagpenge og SFO.
Månen over Bella Bio foregår i Brønshøj i 1950’erne. Fortælleren er en dreng der bor i en etageejendom sammen med sin mor, sin far og sin lillebror. Han har gode kammarater, kun enkelte ”fjender” og en mormor og morfar der bor ikke så langt derfra. Alt i alt, har den det som blommen i et æg. Ikke fordi hans tilværelsen ikke indeholder alvor, men fordi der er meget kærlighed i hans omgivelser. Selv om de pædagogiske metoder han udsættes for af og til er på kanten, i hvert fald set med 2006-briller.
Da vi først møder ham er han et såkaldt førskolebarn. Da mor er hjemmegående og børnene ligeså, er der er god tid til at nusse rundt, suge verden ind og lytte med på de sange de spiller i radioen. Og det gør han, vores fortæller, han får det hele med og der berettes derom, så det næsten er som at være der selv. Og som voksen læser bliver man pludselig mindet om, hvordan det så ud og føltes, når den første sne var faldet.
Det er ikke småting, der sker i kvarteret og familien, bl.a. må man med tilbageholdt åndedræt bevidne, hvordan en overbo springer sig selv og sin lejlighed i luften, og hvordan mormoderen sætter morfaderens højtelskede frimærkesamling og alle familiens sparepenge på højkant i poker. Morfaderen er blevet syg, og det er mormors eneste chance for at skaffe penge til livets opretholdelse.
Tiden går, og vi følger drengen og hans kammerater med op i de første skoleår og der berettes om den store alvor og stolthed, det bringer med sig at skulle gå i skole. Slut med at være et lille pattebarn, der leger og pjatter – i hvert fald indtil man har fri om eftermiddagen, så kan der komme tilbagefald, viser det sig. Men i skolen bliver det også tiltagende tydeligt, at der er forskel på folk, og at børnene kommer fra forskellige kår.
Det, der er det bedste ved denne bog, det kan jeg ikke fortælle om, for jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Jeg kan ikke henvise til det på præcis vis og sige – det står der på side dit eller dat – der sker det og det. For det, der er så fantastisk ved ”Månen over Bella Bio”, er ikke historierne i sig selv, selv om de i sandhed er morsomme og af og til grumme. Det er mere den stemning eller de følelser, bogen vækker i en. Bogen er større end de 165 sider, den fylder. Jeg håber, at også kommende generationer, for hvem en verden uden tv og køleskab vil være endnu mere fremmed, end den er for mig, vil kunne frydes over den skønhed, der lyser ud fra siderne – måske er det månestøv…
Bjarne Reuter: Månen over Bella Bio. Gyldendal, 1988.