- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Bjarne Reuter: 7.a

Bjarne Reuter: 7.aEndelig bliver der råd til klassetur for 7.a – men det bliver en udflugt, som bringer dem i kontakt med noget eller nogen, som burde ligge stille i graven.

Bjarne Reuter har grebet fat i noget så enkelt og almindeligt som en klassetur i denne lille, ganske vellykkede gyser. Han anbringer to lærere og deres syvende-klasse i et gammelt hus, og derfra begynder tingene at gå galt.

Klasselæreren, Gitte, er den første, som bemærker, at noget er galt. Hun finder et gammelt stykke papir i en sparebøsse, og det opremser en række navne – navne, der skal få stor indflydelse over de næste par dage af. Så stikker hendes hund af, tydeligvis bange for stedet og de ting, der sker i kælderen. Hendes kollega, Finn, bliver langsomt trukket længere ind i sit forhold til et par af drengene, og de isolerer sig fra resten af gruppen, skræmte og overbeviste om, at alle er imod dem.

Imens begynder børnene at opføre sig mere og mere underligt. I kælderen står en kar fyldt med vand, hvori noget svømmer rundt, og en grav, der viser sig at være tom. For hvad skete der med de mennesker, som skulle have boet i huset – en dagbog fortæller om, hvordan de var på vej hjem fra Zanzibar, men nåede de nogensinde frem? Og hvorfor bliver folk søsyge, og havgusen lægger sig omkring huset?

Omstændighederne bliver værre og værre for den lille flok, mens de voksne forsøger at opretholde illusionen af, at alting er i orden. Langsomt bliver de bevidste om, at der er tydelige tråde tilbage i tiden. Og, som kutymen er i gysere, er de isolerede, både fysisk og psykisk, og kan ikke komme væk

7.a er lidt af et forfejlet mesterværk. Reuter kan skrive, ingen tvivl om det – og han gør det, så bogen kan læses af unge og voksne med lige stort udbytte. Især i sine beskrivelser af de voksne i gruppen lykkes det ham at opbygge en ret god stemning og nogle sekvenser med ganske vellykkede gys. Beskrivelserne er eminente, især af læreren Finn, der viser sig ikke at være helt så stærk, som han selv troede. Men lige så vellykkede som de voksne er, lige så urealistiske synes jeg, at børnene fremstår – set gennem lærernes øjne fremstår de ganske vellykkede, men når de selv får lov at træde frem på scenen, virker de ofte som ret ensidige talerør for forfatteren. Visse facts skal på bordet, og det kommer de ofte i monologer.

Derudover viser personerne sig i mange situationer at være slaver af plottet, og historien bliver lidt for tydeligt konstrueret. Folk skal være på et specielt sted på et specielt tidspunkt, og det er ikke altid, at det passer overens med, hvad der ville være logisk. Disse omstændigheder trækker helt klart ned i helhedsindtrykket – men kan man se bort fra det, er 7.a en god læseoplevelse og noget så sjældent som en habil, dansk gyser. Reuter formår nemlig at bruge det danske, uden at det bliver akavet, hvilket ofte kan være tilfældet, når forfattere lader deres gys udspille sig på hjemlig grund.

Bjarne Reuter: 7.a. Gyldendal, 1999
Forside: Kitte Fennestad