Lige efter besættelsen lever den 7-årige Albert i en fattig familie der er ugleset på egnen, men Albert er lidt utraditionel dreng, der ikke giver op. Og ord kan gøre mirakler, finder han ud af…
Det er lige efter besættelsen, og den 7-årige Albert følger fra sit skjul bag hækken afsløringen af et mindesmærke for to unge modstandsmænd. Mindesmærket bliver rejst for klassekammeraten Bittens to brødre, der blev skudt af tyskerne. Alberts ældre brødre har også deltaget i krigen på tyskernes side.
Albert og forældrene må leve med skammen. De bor på et lille husmandssted ude på overdrevet, moderen knokler med malkning m.m på en nærliggende gård, og faderen har slået sig lidt på flasken.
Albert har ry for at være lidt til en side. Han har opdaget, at ord kan lave mirakler, de kan forandre verden og få folk til at grine, så han samler på ord. Han tænker over tilværelsen og stiller mange spørgsmål i skolen, ikke altid til lærens store begejstring. Drengen i klassen vil ikke rigtigt lege med ham, men han er gode venner med Lise og Bitten, for som den kønne Lise med fletningerne siger, så kan Albert ikke gøre for, at brødrene har kæmpet på den forkerte side. Mere af nød end af egentlig overbevisning, viser det sig, da den ene bror kommer træt og tynd hjem nogle måneder efter krigens afslutning. Heller ikke pigernes familier kommer gennem krigen uden spor.
Alberts far dør, og de er tvunget til at flytte ind i en af kommunens små lejligheder inde i den lille by. Og trods det, at faderen ikke helt er den, som Alberts mor engang giftede sig med, så er det hårdt for den lille familie. Moderen er synsk og ikke helt almindelig, men hun er ikke så tosset endda, konstaterer Albert til sidst.
“Drengen der samlede på ord” er en varm og vedkommende historie om Alberts univers. Den giver et godt tidsbillede af livet i provinsen lige efter besættelsen: Der er medfølelse eller antipati alt efter, om man var mod eller med tyskerne. Der er endnu knaphed på varer, og der er decideret fattigdom blandt en del af befolkningen som f.eks. Alberts forældre.
Det allerbedste ved romanen er det fine portræt af en 7-årig dreng, som er nysgerrig på tilværelsen, og som undrer sig over de voksnes verden. Han er lidt ensom og forsømt, men han bekymrer sig samtidig for de mennesker, der omgiver ham: bl.a. broderen, der ikke har det for nemt. Albert er ikke sådan at kue, og han sætter sig tidligt for, at han vil blive til noget. Med sine ofte lidt underfundige spørgsmål får han nogle gange de voksne til at smile i stedet for at blive sure. Der er ikke noget at sige til, at Albert er optaget af sproget – og positive ord.
I sidste kapitel løfter forfatteren sløret for, hvordan der går Albert og hans klassekammerater som voksne.
Bogen kan læses af børn fra ca. 10 år. Den er også velegnet til højtlæsning fra ca. 8 år.
Birgit Strandbygaard: Drengen der samlede på ord. Høst & Søn, 2005. Forside: ?