- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Bente Clod: Body Tactics

bodytacticsUrsula er til piger og er vild med tøj og make-up og drømmer om at blive make-up artist. Hun forelskelser sig heftigt i Cecilie, men oplever også kærestesorg og så heldigvis forelskelse igen…

Ursula er lige kommet hjem fra London, hvor hun har vundet en bodypaint konkurrence. Under opholdet i London er hun blevet kæreste med Cecilie, og hun er både smask-forelsket og meget stolt af at have vundet “Den gyldne pensel”. Familien er også stolte af hende, men specielt hendes far har svært ved at acceptere, at hans yngste datter er til piger, så Cecilie og Ursula holder til hos Ursulas forældre.

Ursula udforsker sin seksualitet sammen med Cecilie og er stjerne-lykkelig.
Sammen opsøger de også Ursulas faster, der også lever i et lesbisk forhold. De to kvinder har en 15 årig teenage-datter, Marie. Som børn drillede Ursula og hendes storesøster Louise altid kusinen, og det har hun det så dårligt med, at hun gerne vil sige undskyld.
Samtidig nærer hun også mistanke til, at Marie er med i den bande unge, der står bag kidnapning og mishandling af en ung pige. Flere af dem går på hendes skole, og nu forsøger de, at presse penge af hende p.g.a. hendes seksuelle status.

En dag finder Ursula veninden i seng med en dreng, og så er det slut med det kæresteforhold. Hun er helt knust men har heldigvis gode venner, parret John og Lotte med eget make-up artistfirma og den jævnaldrende veninde, Nadja, der lige som familien tager hånd om hende.
De unge fra banden, der mest består af piger, går til yderligheder igen, men det lykkes i sidste øjeblik for Nadja og Ursula at forhindre decideret fysisk vold, selv om det er tæt på.

Ursula slikker længe sine sår. Samtidig får hun nye udfordringer i make-up artist faget via norske Tone, som også skaber en kontakt til miljøet omkring bøsser og lesbiske. Langsomt bliver Ursula moden til en ny kærlighed.

Historien om Ursula starter i Body Effex, som udkom i 2006. I Body Tactics møder vi igen den unge Ursula, der har erkendt sin egen seksuelle status som værende lesbisk.
Vi følger hendes op- og nedture i kærlighedslivet, og Bente Clod skriver åbenhjertigt om både forelskelse, erotik og miljøet omkring bøsser og lesbiske i København. Tøj, make-up og karriere spiller en stor rolle for Ursula – nogle gange næsten for meget – men hun er også en pige i udvikling, der reflekterer over egne handlinger. Det er aldrig nemt at sige undskyld for noget, man har gjort for længe siden, men det lykkes for hende. Historien om banden er med for at skabe spænding, men kan godt virke en smule påklistret.

Romanen er i jeg-form med Ursula som fortæller, men der er også megen dialog med. Alt i alt er det en udmærket historie for uge fra ca. 15 år.

Bente Clod: Body Tactics (Body Effex ; 2). Høst, 2008, 245 sider.