Mennesket er det mest umenneskelige i Bent Hallers fortættede lille bog.
Jeg voksede op med Torry Gredsteds bøger om Paw, så Bent Hallers nyeste bog Wildsvin rammer måske en ekstra streng. Men det er nu også en bog, der sagtens kan stå på egne ben, en historie, der kan læses for sig selv.
Hovedpersonen i Hallers bog hedder også Paw, men han er ikke en ædel vild – han er grønlænder; eller, som de kalder ham, is-indianer eller is-perker. Han bor hos plejeforældre, og når plejefaderen drikker, stikker moderen af, så Paw er alene med den voldelige mand. En dag bliver det nok, og vor hovedperson pakker en smule mad og stikker af. De store planer har han ikke, men han sætter kurs mod havnen; hvor han naturligvis straks støder ind i problemer.
Hans redning bliver Grisla, en talende gris. Hun er stukket af fra et laboratorium, der har gjort hende intelligent, men derefter har solgt hendes hjerne. Så den ene er dødsdømt, og den anden er glemt af samfundet, og sammen drager de to ud i urskoven lige i nærheden af byen. Og her beslutter Paw sig for, at det ikke kan betale sig at være menneske – han vil langt hellere være et svin.
– Grise er i grunden nogle ganske kærlige dyr, sagde Paw, – i virkeligheden er de meget menneskelige.
– Det håber jeg sandelig ikke, sagde Grisla.
– Nå nej, mumlede Paw.
”Wildsvin” er en dyster bog, der bevæger sig på sit helt eget territorium mellem samfundskritik, satire, fabel, drama og uvirkelighed. For kan Grisla virkelig tale, og hvad er det for en Urskov, de gemmer sig i. Men Haller trækker en ind i historien, så man bare følger med Paw i hans kamp med naturen og samfundet. Til at starte med fandt jeg fortællestilen lidt for løs, men da først de to hovedpersoner lærer hinanden at kende, formår forfatteren at drive historien fremad og skabe en grum stemning, samtidig med han holder den i et letlæst sprog. Det er en bog, der får én til at åbne øjnene, på godt og ondt.
Bent Haller: Wildsvin. Forside: Mads Themberg. Høst & Søn, 2009, 110 sider.