- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Benedicte Strøm: Bortført på Bali

bortfoertpaabaliLøgne, bortførelser, korruption og en farverig familie. Alle ingredienser i Benedicte Strøms nye bog.

Alle I Antons familie har navne, der starter med A. Far Anders, mor Anouska, storesøster Anna og lillesøster Amalie. Der er orden i sagerne, siger far. Anton hader orden og giver derfor dem alle sammen nye navne. Han selv vil kaldes Jonathan, men det er kun bedstevennen Rasmus, der gider det. Anton roder også både på sine knager i gangen og på sin halvdel af værelset.
Faren rejser meget. Det er de vant til. Der er bare det, at Amalie altid opfører sig mærkeligt, når han er rejst. Denne gang går turen til Indonesien, og pludselig må Amalie ikke røre jorden mere.
Det er ikke det eneste, der er mærkeligt ved den tur. De kan alle mærke det. En dag holder far op med at ringe. Der er noget galt. Helt galt.
Og så kommer politiet og fortæller, at far er død. På Bali. Men han skulle jo slet ikke være på Bali.
Anton tror ikke på det. Hvis far var død, ville han kunne mærke det.
En dag ringer privatdetektiven Mr. Manado fra Bali. Der er noget råddent ved sagen, siger han. Han kan hjælpe familien med at finde far. Måske lever han endnu.
Snart befinder hele familien sig på Bali. Med hjælp fra Mr. Manados nabopige og pigen på hotellet kommer Anton snart på sporet. Men det er farligt.
Snart bliver han selv hovedpersonen i en nervepirrende kidnapning.

Bortført på Bali er en spændende bog. Den handler om at følge sin intuition, om eventyrlyst, venskab og forskellighed.
Benedicte Strøm skriver med humor og alvor i en skøn blanding.
Nogen gange er historien forudsigelige, mens den andre gange er komplet uforudsigelig. Det holder læseren fanget.

Maria Bramsens finurlige illustrationer passer godt til den finurlige fortælling om familien Andersen.

Bortført på Bali, skrevet af Benedicte Strøm. Illustrationer af Maria Bramsen. Phabel 2009. 175 sider kr. 199,00