- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Becca Fitzpatrick: Forelsket i en engel

Hånden på hjertet – her er en romantisk bog der er bedre end Twilight!

Indrømmet, det lyder som noget vi kender: En teenagepige betages voldsomt af en mystisk, handsome fremmede som pludselig bliver hendes sidekammerat i biologi. Ingen ved hvem han i virkeligheden er men hun drages. For pokker, hvor hun dog drages!

16 årige Nora bor alene med sin mor efter at faren året før blev dræbt. Bedsteveninden Vee er skøn og farverig og efter at den mørke Patch er blevet Noras nye biologimakker banker hendes teenagehjerte lidt hurtigere. Patch er en aggressiv flirter og intet syntes at kunne skræmme ham væk. Men der er noget lusk med – Især Vee fornemmer det og de to veninder prøver ihærdigt at investigere Patchs baggrund – uden held.
Nora kommer ud for et par ubehagelige nærdødsoplevelser og Vee bliver overfaldet en dag hun er klædt i Noras tøj. Da et par nye, om muligt ligeså mystiske drenge som Patch, bliver indskrevet i skolen og begynder at vise pigerne stor interesse spidser tingene til.

Allerede med bogens titel, som strengt taget forfladiger indholdet, er man jo på sporet: Patch er en engel, men når det er sagt, så hav in mente at der findes flere slags engle. Dødsengle, skytsengle og faldne engle – for lige at nævne et par stykker.

Engle er de nye vampyrer og hvis det bliver gjort så gennemført og elegant som med Forelsket i en engel beholder jeg armene oppe.
Forelsket i en engel er et vidunderligt frisk pust ind i genren paranormal romance. Hvor Twilight er klæbrig og selvhøjtidelig og Beautiful Dead er alvorlig men overfladisk, er Forelsket i en engel sprudlende fuld af humor og selvom romantikken klart har lagt sig på en del af plottet bliver man sparet for enorme udladninger af pubertær-erotiske gisp fra spæde ungpige bryster.
Uden at været teologisk ekspert, er en anden af historiens store forcer at den bibelske mytologi omkring engle følges, hvilket gør at præmissen med englene virker mere troværdig end hvis forfatteren havde klistret en masse andre hollywoodmytologier ind i historien, som nu Stephenie Meyer der ikke nøjes med sin egen vampyrudlægning men også har stoppet varulvetematikker ind i Twilight.

Forelsket i en engel er velkomponeret, velskrevet og virkelig underholdende paranormal romance for alle piger med en puls!

Becca Fitzpatrick: Forelsket i en engel. Oversat af Ingrid Terkelsen, Tellerup, 2010.- 317 sider.
Originaltitel: Hush, hush (2009)