Dansk roman om venskab, kærlighed og kejtet teenageliv.

Når ens 15 års fødselsdag nærmer sig og man hverken har veninder, en kæreste eller bare udsigten til et kys, er man en taber. Sådan føler Cecilie, som er så træt af sit liv, at hun bare har lyst til at forsvinde. I skolen står hun med et ben i hver lejr og alligevel passer hun ikke ind nogle steder. De sportsglade piger keder hende og de smarte, populære men manipulerende tøser kan hun heller ikke kalde sine veninder.
Hendes bedste ven er Mikkel men også deres forhold er lidt anstrengt efter den fest, hvor Cecilie blev lidt for fuld og kom til at kysse ham. Det hele er kompliceret og midt i det hele, dukker Mikkels storebror op og får Cecilies hjerte til at banke.

Romaner om piger, der har problemer med fyre og veninder og ikke føler de har noget til fælles med de andre, er der skrevet mange af. Det er ok, for det bliver aldrig kedeligt at læse om andres liv og kaos og man føler med dem. Siden for evigt hopper ind i den gode ende at ungdomsbøgerne, for Cecilie virker levende og troværdig og man får lyst til at give hende et klem.
Siden for evigt er en helt typisk tøsebog, men også en historie om en mors hemmelighed, savnet af en far og behovet for at finde og kende sine rødder.

Caroline Ørsum: Siden for evigt. Høst & Søn, 2011. – 170 sider

Da hun er 12 år dør Riley Bloom i en ulykke. En tid svæver hun mellem de to verdener, mens hun forsøger at bestemme sig for, om hun skal følge sin søster Ever tilbage til de levendes verden eller krydse broen til efterlivet sammen med sine forældre. Riley følger sine forældre til et sted, der kaldes Her, til en tilværelse efter døden, der viser sig at være meget anderledes, end Riley havde forestillet sig. De folk, der befinder sig i Her, har opgaver, de skal klare og snart får også Riley en opgave. Hun skal være Sjælefanger og hjælpe de sjæle, der hænger i limbo mellem liv og død, med at finde fred.

Det er ikke en nem opgave, men snart må Riley ud på sin første mission. Hun får hjælp af guiden Bodhi – en mystisk nørd, der gemmer sig bag kikset tøj og håbløse briller.

Med humor, overnaturlige fænomener og en spirende romance har Sjælefanger ingredienserne til at blive lige så populær som De udødelige. Sjælefanger er skrevet i en let, munter tone og Riley er en kæk og nogen gange lidt irriterende pige. Efter min mening bliver hun overskygget af Bodhi, hvis historie virker mere interessant og jeg håber, hun vil udvikle sig i de kommende bind i serien.

Man kan sagtens læse Sjælefanger som starten på en selvstændig serie men den fungerer selvfølgelig bedst hvis man kender forhistorien
fra De udødelige.

Den næste bog i serien udkommer i efteråret 2011

Herlig billedbog, der minder os om, at konflikter og ensomhed ikke kun hører til i de voksnes verden.

Hver lørdag tager Lille monster og Store monster ud og fisker og hygger sig. Men en dag har Lille monster ikke tid, for han har besøg, og Store monster må tage af sted alene. Store Monster bliver trist. Det er bare slet ikke sjovt at fiske alene, madpakken smager ikke helt så godt, og boldspil er altså en tomandssport. Flere gange forsøger Store monster at lokke Lille monster udenfor, men hver gang siger han nej! For Lille monster leger med Pjuskemonster, og Store monster føler sig udenfor. Selv da han får lov til at lege med, føles det forkert for Lille monster er jo hans ven.

Monsterbesøg er den 5. bog i serien om de to monstre. Denne gang er temaet venskab og jalousi, og som altid behandles emnet på en god, kærlig og humoristisk måde.
Illustrationer og den korte men veltilrettelagte tekst gør, at følelser og konflikter hopper ud fra siderne og især de lidt dystre billeder, hvor Store monster er allermest ensom, gør indtryk.

Monsterbøgerne er et vellykket samarbejde mellem Sverige, Færøerne og Island. Gennem hele bogen er der masse af følelser, som gør historien genkendelig for både store og små. Jeg er vild med monstrene, som er troldeagtige og groteske men også charmerende, skønne og menneskelige.

Kalle Güettler, Rakel Helmsdal, Áslaug Jónsdóttir : Monsterbesøg, oversætter: Hugin Eide,, illustrator: Áslaug Jónsdóttir, Torgard 2010. – 36 sider.

Usædvanlig ungdomsroman fortalt af en patologisk løgner.

Micah lyver. Hun lader de nye klassekammerater tro, hun er en dreng og da løgnen afsløres fortæller hun, at hun er hermafrodit. Hendes far er våbenhandler, det er i hvert fald hvad Micah siger, men det passer heller ikke. Stort eller småt; der er ikke noget hun ikke vil lyve om, for hun nyder det.

Micah kæmper med identiteten og med familieskavanken, som hun har fået fra sin far. Hendes far er mørk, hendes mor er hvid og Micah føler sig fanget midt imellem de to kulturer. Micah får afløb for sine frustrationer i Central Park hvor hun løber. Det er hun nemlig god til og hun løber stærkt og længe.

En af skolens elever, Zach, bliver myrdet og rygter og spørgsmål svirrer blandt eleverne. Nogen siger, at Zach og Micah var kærester. Men Zach var populær, så var de virkelig kærester eller er det endnu en af Micahs løgne? Var Micha den sidste. der så Zach i live og er der grund til at mistænke hende for hans mord?

Romanen er Michas historie. Hun lover at fortælle hele sandheden uden løgne og fortielser. Men kan hun holde sig fuldstændig til sandheden og kan man som læser tro på det?

Løgner er en anderledes bog og svær at sætte i bås. Halvvejs i bogen sker der et twist i plottet som ændrer alt det, man troede, man havde regnet ud. Det ligger forfatteren meget på sinde, at indholdet af dette ikke røbes af hensyn til overraskelsesmomentet. Så jeg vil ikke afsløre mere men blot sige, at Løgner er en speciel ungdomsroman. Man må slippe tøjlerne og læse den på bogens præmisser og uden forudfattede meninger. Man bliver udfordret, tager stilling og gætter, men når sidste side er læst, sidder man alligevel forvirret tilbage og spekulerer på, om det hele har været en løgn.

Justine Larbalestier: Løgner. Oversat af Nanna Gyldenkærne, Høst & Søn, 2010. – 288 sider.

Percy Jackson er tilbage, og de græske guder kan man stadig ikke stole på!

Efter et langt skoleår i den almindelige verden glæder Percy Jackson sig til at tilbringe sommerferien i halvblodslejren sammen med andre halvguder. Men Percys planer går i vasken, for lejren er i fare. Det magiske skjold, der beskytter lejren, er nedbrudt, og nogen har forgiftet det store træ på bakken, som er halvgudernes skjold mod virkeligheden.

Både elever og ledelse er i vildrede, men midt i kaosset kommer Percy på sporet af de skyldige. Trods en advarende profeti forlader han lejren, og sammen med sine venner, læsehesten Annabeth og kyklopen Tyson, tager han på en mission for at redde halvgudernes lejr.

Serien om Percy Jackson er fuld af tjuhej, og vores helt har ikke mange øjeblikke til at puste ud. Den ene farefulde opgave efter den anden skal klares, og samtidig må Percy forholde sig til de ukendte sider af sin fortid samt en profeti, der siger, at netop han er noget særligt. Men spænding gør det ikke alene. Uhyrernes hav er også fyldt med humor og fjollede ideer – f.eks. dukker Percys ven, satyren Grover, op i Percys drømme iført brudekjole og i selskab med en meget giftelysten kyklop, og dét bliver en vigtig ledetråd i Percys mission.

Der er masser af spænding, magi og galskab i den græske mytologi. Derfor fungerer det godt at blande de græske guder og helte ind i en moderne og actionfyldt historie som denne. Faktisk synes jeg, Uhyrernes hav er en smule bedre skruet sammen end Lyntyven, netop fordi den mytologiske verden glider mere naturligt ind i historien.

Og hvis du tror, historien slutter her, tager du fejl… glæd dig til Titanens forbandelse, som udkommer først i det nye år.

Rick Riordan: Uhyrernes hav, Percy Jackson og Olymperne 2. Oversat af Vibeke Nielsen, Carlsen 2010. – 286 sider. ( The sea of Monsters)

God ungdomsbog af dansk debutant.

Solo² [ so× lo] adj.
1. som ikke er sammen med eller får hjælp af andre = alene synge solo
× spille solo × flyve solo.

My har en hemmelighed, hun ikke kan dele med nogen. Hun har opbygget en facade som en selvsikker og selvstændig pige, der klarer alt på egen hånd. My styrer sit eget liv, men er samtidig ensom og fortabt. Hun vil gerne betro sig til nogen, men er bange for, at hendes hemmelighed bliver virkelig, hvis hun siger den højt.

Tobias er glad for My og vil gerne være sammen med hende. Hun skubber ham væk igen og igen, men han er standhaftig og viser My, at hun kan regne med ham. Da My ikke bestemmer sig for et valgfag, beslutter hendes lærer, at hun skal på musikholdet. My spiller egentlig violin, men har lagt musikken på hylden. For musikken gør ondt, og sammen med Tobias laver den store revner i den mur, My beskytter sig bag.

Jeg nød at læse Solo. Historien er enkel, men godt skruet sammen, og sproget er let og levende. Solo er hurtigt læst, for man bliver med det samme grebet af Mys historie. Den er troværdig, og både personer og Mys følelser har dybde og virker ægte.

I omfang er Solo en lille bog. Ved første øjekast havde jeg bibliotekarbrillerne på og tænkte, at det var sådan en bog, skoleelever, der skal læse en bog til skolen og bare vil have det overstået, vil vælge. Måske er det tilfældet, men det er kun godt. For med Solo er man sikret en god læseoplevelse om nutidigt teenageliv og de svære følelser, der kan følge med.

Marie Wolfsberg Oscilowski er medlem af forfatterforeningen Håbefulde Unge Forfattere. Solo er en flot debut og forhåbentlig ikke det sidste, vi får at se fra den unge forfatter.

Marie Wolfsberg Oscilowski: Solo. Høst og søn, 2010. – 133 sider

Vedkommende og barsk roman om anoreksi

Cassie og Lia var bedste veninder, men i seks måneder har de været fremmede for hinanden og nu er Cassie død. Hendes lig blev fundet på et motelværelse, hvor hun døde alene, bange og ensom.
Inden hun døde ringede hun til Lia 33 gange. Beskederne ligger på Lias telefon, nødråb fra en afdød, som skræmmer og pirker til den skyldfølelse Lia føler.

Fra de var ganske unge har Lia og Cassie haft en konkurrence om, hvem der vejede mindst og var tyndest. Cassies middel var bulimi, Lias anoreksi og begge var de gode til konkurrencen. Nu er Cassie død og Lia er en vinterpige, som balancerer på grænsen mellem liv og død. Hun spiser præcis nok til at kroppen kan holde sig i live som et hult, plaget hylster, men den må kæmpe hårdt for at holde sig i live. Lia svæver mellem liv og død. På den ene side kalder Cassie og friheden og på den anden side trækker familiens bekymring og kærlighed Lia tilbage til livet. Men kun én kan træffe det endelige valg.

Vinterpigers styrke er dens ærlige og direkte tone. Romanen er skrevet i dagbogsform og er en rå og hudløs fortælling om en anoreksiramt piges verden. I dagbogen er der overstregede noter, som i små glimt Lias viser virkelige ønsker, men alle ønsker bliver overtrumfet af den strenge kontrol og disciplin hun lever under. Det virker meget stærkt og Vinterpiger er i det hele taget en bog, der piller ved følelserne; man væmmes og bliver frustreret men føler også sympati.

Laurie Halse Anderson: Vinterpiger. Oversat af Lone Diana Jørgensen, Høst og Søn, 2010. – 298 sider (Wintergirls)

Håbløse forældre, søde fyre og lede veninder.

Der er rod i Emmas liv. Hendes forældre er flyttet fra hinanden. Hun er kæreste med Fardin, men det er faktisk lidt svært for hvad laver man egentlig, når man er kærester. Emmas bedste venner er Ida og Jessica. Men nu er det blevet aftalt at Fardin skal spille trommer i Idas kælder og pludselig er de to meget sammen. Uden Emma. Måske kan Fardin bedre lide Ida nu?
Emma bliver arrig. På Ida og Fardin. På mor og far og hele verden!

Emma bliver inviteret til fest hos klassens festpige Cecilia. Uden Ida og Jessica og helt bestemt uden Fardin. Tør hun satse på Cecilias venskab og tage med til festen? Alting bliver så underligt mellem Emma og de gamle venner. De skændes og pludselig er Emma til Cecilias fest. Der møder hun Simon som er ældre og lækker og helt anderledes end Fardin.

Problematikken er velkendt: usikkerhed og ballade med veninderne og kæresten. Drømmen om at græsset er grønnere på den anden side, at den næste fyr og de mere populære piger gør livet mere spændende. Det er sjældent tilfældet, men det ved man jo ikke og derfor skal det afprøves. Drenge, rod og røde ører er både alvorlig og underholdende. Piger fra 10 – 13 år vil helt sikkert holde af Emma, der bare er en helt almindelig teenager, som balancerer på linjen mellem barn og voksen.

Drenge, rod og røde ører er en selvstændig fortsættelse af Drenge, lus og løse tænder

Annette Herzog: Drenge, rod og røde ører. Omslag: Alette Bertelsen. Høst og Søn, 2010. -184 sider

Det er over 80 år, der sidst blev fortalt historier om Peter Plys, Grisling og de andre venner fra Hundredmeterskoven. Men det betyder ingenting, for når det gælder venskaber og gode historier spiller tid jo ingen rolle.

Plys kigger mig over skulderen og siger: “Firs er bestemt et godt tal, men det kunne lige så godt være firs uger eller dage eller minutter som år.” og jeg siger: “Lad os sige, at det er firs sekunder, og så er det, som om der slet ingen tid er gået.”

Der løber et rygte gennem Hundredmeterskoven. Grisling spørger Plys og sammen tager de hen for at spørge den kloge Ugle. Den er god nok, rygtet taler sandt: Jakob er vendt tilbage!
I lang tid har de savnet Jakob og følt sig glemt af drengen, som er blevet større og har fået nye interesser. Heldigvis bliver Jakob aldrig for stor til at vende tilbage, og med en lang sommer i udsigt er der igen tid til de gamle venner.

Jakob har haft travlt i skolen og naturligvis bliver der også dannet en skole i Hundredmeterskoven med stavekonkurrence, undervisning, cricket og ..nå ja, en form for disciplin. Men allermest bliver der hygget, leget og spist lidt honning mens der hele tiden tages hånd om det allervigtigste: venskaberne.

Hundredmeterskoven får en ny beboer, Odderen Lottie, og det er skønt, for det minder os om, at vi har at gøre med en ny bog om Peter Plys – nye historier og en ny forfatter.

For Peter Pys på nye eventyr er, som titlen antyder, en videreførelse af de oprindelige historier om den gode gamle elskelige bjørn. Fortsættelsen er godkendt af A.A. Milnes efterkommere og både historier og illustrationer rammer da også tonen og stemningen fra de originale historier ganske godt.
Vil man lære Peter Plys og hans venner rigtigt at kende, skal man selvfølgelig læse A.A. Milnes oprindelige historier først. Men man kan sagtens læse videre her og stadig få den hyggelige, trygge honningbamsefornemmelse i kroppen.

Jeg har læst historierne højt, selvom jeg var den eneste, der hørte ordene. Af en eller anden grund bliver historierne bare lidt bedre, når de bliver læst højt og der er stadig noget for både børn og voksne i Peter Plys universet.

David Benedictus: Peter Plys på nye eventyr : i hvilke Jakob vender tilbage til Hundredmeterskoven; illustrator: Mark Burgess ; oversættere: Kina Bodenhoff, Marianne Iben Hansen,Gyldendal, 2009.- 201 sider

Sprudlende og spændende start på ny, dansk fantasyserie

Det kan vel egentlig siges ganske kort: Jubii, der er nyt fra Lene Kaaberbøl!
Med serier som Skammerens datter og Katrionaserien er hun altid garant for god, klassisk fantasy, og gang på gang giver hun os herlige piger med masser af gods i. Denne første bog i serien om vildheksen Clara er bestemt ingen undtagelse.

Clara mener selv, hun er en helt almindelig pige og det er hun måske også indtil en morgen, hvor hun bliver angrebet af en stor sort kat. Katten sætter gang i en række underlige hændelser, som skræmmer både Clara og hendes mor. Clara bliver afleveret i skoven hos sin mystiske moster Isa. Hun kan kaste lys over, hvad der sker og afslører også familiehemmeligheden: Clara er en Vildheks.
Den onde Kimæra vil gøre Clara ondt, så hun må drage ud på en rejse for at få Kimæra dømt ved et ravneråd. Men det er Clara selv, der ender med at blive anklaget.

Ildprøven er velskrevet og godt skruet sammen. Lene Kaaberbøl har igen skabt en verden, man har lyst til at gå på opdagelse i og hun præsenterer os for personer, man har lyst til at lære at kende. Den dyreglade og modige Clara kommer man hurtigt til at holde af og jeg glæder mig til at følge hende på hendes spændende og udfordrende eventyr.

Bagerst i Ildprøven er der en lille smagsprøve på næste bog i serien, Viridians blod. Men ak, vi må væbne os med tålmodighed. Viridians blod udkommer nemlig først til foråret, 2011 Mens vi venter, kan Vildhekse og vildvenner udforske videre her

Illustreret af Anders Walter

Lene Kaaberbøl: Ildprøven (Vildheks; 1) Vignetter af Anders Walter. Alvilda, 2010.- 168 sider
Omslag: Anders Walter