Fire gys byder Margot Andreasen på i denne novellesamling – letlæste, men generelt også rigtig velfungerende.

Det er fire ganske forskellige historier, der diskes op med, hvilket er et ekstra plus til forfatteren – ofte kan den slags godt virke, som om man har fundet en opskrift, der virker, og så genbruger den.

Den første – “Halloween” – er i mine øjne bogens bedste. Den kombinerer en realistisk og ubehagelig situation med undertoner af det overnaturlige, og de to ting spiller godt sammen. Drengen Kim skal ud til Halloween sammen med den populære Brian, og de skal skræmme folk. Men Brian tager pludselig sin fætter med, og der er noget helt, helt galt, opfatter Kim snart.

I “Naja” er der lidt det samme spil – men her er det mellem hovedpersonen Naja og hendes søster samt dennes veninde. De er på ferie i Rumænien, så en historie om vampyrer lister der sig også ind over og skaber igen en ganske god modklang.

Samlingens svageste historie er nok “Pigen i regnen”, som grundlæggende bare er en genfortælling af en gammel vandrehistorie, men fortalt lidt uskarpt. Ideen er jo holdbar, og den omsættes til genkendelige forhold, men den leverer desværre ikke rigtig varen.

Heldigvis afsluttes der med “Den døde pige”, som leger med hovedpersonen og læserens forventninger i den kolde, mørke vinternat.

Andreasen skriver lettilgængelig og ganske effektfuldt, så “Den døde pige” med glæde kan udleveres til begynderlæserne. Lix er på 12, hvis man hænger sig i den slags – og indholdet burde nok kunne give nogle kolde rislinger ned ad ryggen. Især når det understøttes af Peter Snejbjergs dystre tegninger.

Margot Andreasen: Den døde pige og andre gys. Illustreret af Peter Snejbjerg. Forum, 2011, 99 sider.

Bennys badekar med kung fu-krebs.

En fotobog, der vil fortælle en historie for at formidle verden under overfladen i de danske bysøer – som ikkedidaktisk læser får tanken mig til at gabe lidt på forhånd, for er der dog noget mere dræbende for læselysten end det klare formål? Heldigvis rummer Grum & grumset andet og mere end blot det – som man måske skimter i undertitlen: “Hvordan Kung Fu Krebsen smaskede Gedden med en indkøbsvogn.”

Steiner har skrevet teksten, og Lars Norman Hestbæk har leveret undervandsbillederne til det, der viser sig at være en ret episk historie.

En dag falder en handske ned i søen – fra den sære verden hinsides overfladen. Ingen ved helt, hvad det er for en tingest, men suden hævder, at den kan forstå handsken. Og handsken siger, at den vil have gaver. Så fiskene – og resten af dyrelivet – må i gang. Historien fortælles af aborren, som får en vision af fremtiden: chips, der daler ned fra overfladen. Men da han fortæller det til suden, ændres hans visioner til det mørkere, og han indser, at han må gøre noget. Suden har tilranet sig en masse magt, som den opretholder ved hjælp af sin gedde-bodyguard, som ingen kan stille noget op imod.

Det skulle da lige være krebsen.

Grum & grumset starter som en (nåja) grum fabel om, hvordan religion kan udnyttes, men hen ad vejen tager den en mere humoristisk drejning og tilsætter lidt action med kung fu-krebsen. Et dobbeltopslag med krebsen i forskellige kung fu-stillinger burde ærligt talt sælges som plakat. Billederne er stemningsfulde, og teksten fungerer både i den dystre og den sjove ende. Ideen med kun at bruge fotografier har naturligvis sine begrænsninger, og til tider spiller tekst- og billedside da heller ikke så godt sammen, hvilket gør historien lidt rodet. Det ændrer dog ikke ved, at den også er dybt charmerende – den har en finurlig sjæl.

Grum & grumset gjorde mine forventninger ganske til skamme, simpelthen fordi den holder fokus på historien – så kan forundringen over denne skjulte verden følge helt naturligt, og det er formidling, når det er bedst.

Steiner & Lars Norman Hestbæk: Grum & grumset. Undervandsforlaget, 2010, 63 sider

Skræk, rædsel og svære spørgsmål.

Effektiv – det var nok det første ord, der ramte min hjerne, da jeg så forsiden til denne første bog om Max Skræk. Det er Rasmus Jensen, der har begået illustrationen af den drabeligt opstigende dødning, og det er han sluppet godt afsted med, for den både lokker og holder stemningen i bogen. For Henrik Einspor er gammel i gårde, og han er effektiv, når det kommer til at blande horror og spænding med et krydderi af humor.

Det er Max Skræk, der pryder forside og titel, men det er faktisk ikke ham, der er hovedpersonen – det er derimod Isabel.

Hun er lige flyttet til landsbyen og er ny i skolen, og den slags giver selvfølgelig problemer. Da vi møder hende, prøver hun kræfter med optagelsesprøven til den lille klub, der går under navnet Natluskerne: ved midnat skal hun gå ind i den gamle mølle og tre gange påkalde det væsen, som angiveligt hjemsøger den.

Det er den slags, der bare må ende galt.

Snart er Isabel ikke bare målet for klassens stærkeste piges vrede, hun hænger også på det omvandrende lig Max Skræk, som bare vil have lov til at slå en eller anden ihjel, før han vender tilbage til graven. Det udstikker en klar linie for historien, skulle man tro, men Einspor vælger et andet spor, og det gør det til en forfriskende lille bog. For tingene er ikke så enkle, som man først tror, og pludselig handler det ikke bare om skræk eller sjov, men også om skyld.

Mere levende end død er en letlæst omgang horror, men det lykkes Einspor at pakke en god historie med forviklinger og overraskende drejning ind i de enkle rammer. Effektivt håndteret hele vejen igennem – sammen med illustratoren lokker han uden problemer læseren hele vejen til sidste side. Stemningsfuldt, liftligt spændende og frydefuldt underholdende – eneste svage punkt er i mine øjne slutningen, der får lov at stå lidt uforløst hen, fordi der skal lægges op til en serie om Max Skræk. Jeg tror dog, at de fleste læsere vil se det som en anledning til at spørge: hvornår kommer næste bog?

Henrik Einspor: Max Skræk – Mere levende end død (Max Skræk ; 1). Illustreret af Rasmus Jensen. Løse ænder, 2010, 76 sider.

Sprudlende sprog og dystre hemmeligheder.

Møgungen og Helge Helge drager ud i de svenske skove. Den ene ligner sit navn, og den anden ligner en hippiepædagog af værste skuffe. Umiddelbart minder vor hovedperson faktisk lidt om Kim Fupz Aakesons Vitello – de er begge typen, som kan finde på at gå med dolk, men hvor man har lyst til at ruske Vitello i kinderne, ville man nok være bange for at miste et par fingre, hvis man forsøgte det trick med Møgungen. Han har konstant et bundt dynamit oven på hovedet i Lars Vegas’ (som sædvanlig) fantastiske illustrationer.

Ud i skoven går de to, og Helge Helge er godmodigt glad, mens Møgungen, der fortæller, er edderspændt rasende. I en bevidsthedsstrøm, der er som en kogende elv fyldt med masser af sprogets mindre ærværdige gloser, iagttager han verden omkring sig og sætter den på plads med verbale håndkantsslag – og skulle det ikke være nok, har han sin dynamit til skoven, sit brændglas til krybene og sin dolk til det uforudsete.

Møgungen er en af de der vidunderligt vildledende bøger, hvor man som læser læner sig tilbage og tænker, at man har styr på den – men pludselig er man bogstaveligt talt langt ude i de mørke skove, og der sker en hel masse ting lige uden for ens synsvidde. Spændende, fascinerende og dybt foruroligende.

For det starter altsammen så sjovt – man smiler lidt skævt ad den kradsbørstige fortæller, men bliver uden at ane det trukket dybt ind i historien, og da den pludselig folder sig ud omkring én, sidder man i fælden. Humoren ender pludselig som noget, der minder om rædsel. For forhistorien er så dyster, som den kun kan være, når den kommer helt ind og rusker i læseren.

Møgungen er Mette Hegnhøj Mortensens debut og en superb en af slagsen. Den lidt finurlige form udnyttes til det ypperste, og samspillet med Lars Vegas’ tegninger er yderst vellykket. Det er en god bog at læse sidst på året, så man har den i klart erindring, når man tænker tilbage på året, der gik, og husker, at historier stadig kan overraske.

Se forfatteren læse op af bogen på Bogforum:

Mette Hegnhøj Mortensen: Møgungen. Illustreret af Lars Vegas. Billedroman, Dansklærerforeningens forlaf, 2010, 47 sider.

En historie, der lister ind under huden.

Vi ved det godt: tegneserien er andet og mere end Tintin eller Dragonball. Tegneserien er blot en form, ikke en ramme, der siger, at man kun kan bruge den til at iklæde folk spandex og lade dem slå løs på hinanden. Tegneserien er blevet voksen, siger vi til hinanden, og for at understrege det kalder vi den nu for graphic novel. Voksen har den nu været i mange år, men derfor er det alligevel alt for sjældent, at vi ser værker som Med nye øjne på det danske tegneseriemarked.

Med nye øjne er med andre ord ikke for børn – ikke at de ville få søvnløse nætter over den, men den kræver en indlevelse og refleksion, som man nok mindst skal have ramt teenagealderen for at stille for dagen. Det er ikke en historie for alle, men en, der vil tiltale læsere med et eftertænksomt gen.

Det er historien – eller rettere: historierne – om især to mennesker, hvis fortællinger snor sig ind imellem hinanden.

John er freelance fotograf, og Jessica er forfatter. De to mødes tilfældigt, kortvarigt, i London lufthavn, og fra denne hændelse spreder der sig ringe ud i vandet, gennem deres liv. Kærlighed møder svigt møder konsekvenser møder de små ting, der betyder så meget i vores liv, og det er der kommet en gribende historie ud af.

Niklas Asker tegner med en enkelt, men effektiv streg og fortæller med en stemme, der er bedragerisk let. For Med nye øjne er en af de historier, man nemt kan skøjte hen over overfladen af – men giver man sig selv den gave at læse lidt dybere, ligger der noget helt andet og venter. Det er kun toppen af isbjerget, der stikker op, og lige under overfladen lurer hele vægten bag Askers historie og venter på at ramme læseren. Og giver man sig tiden til at kigge der, vil den ramme hårdt.

Niklas Asker er svensker, men Med nye øjne, der er hans debut, er nået vidt omkring til udgivelse i Danmark, USA, Holland, Sverige og Italien. Det er et tydeligt tegn på hans stilsikkerhed og et værk med power.

Se uddrag af historien på forlagets hjemmeside.

Niklas Asker: Med nye øjne. Oversat af Allan Haverholm. Afart, 2010.

Spændende og dyster fortsættelse

De unaturlige er fortsættelsen til Den ydmyge amulet og anden del i Humaran-trilogien. Sascha Christensen debuterede med første bind i serien og vandt også Orla-prisen for det, så bind to har været ventet med spænding. Det er en historie, der viser, at Christensen har udviklet sig, men som desværre også lider under at være midterste segment af en fortsat historie.

Josephine og Liam er blevet mærket af Humaran-amuletten, og nu trækker den konstant i dem. De bliver nødt til at forlade alting for at drage ud efter den, uden helt at forstå hvorfor. Azynerne hjælper dem med træning, der skal gøre det muligt for dem at klare den udfordring, der ligger forude, men alt synes at foregå efter regler, de ikke kender til, og snart er de på farten igen. Denne gang har de en rejseledsager med, men må også spørge sig selv, om de kan stole på hende.

Den ydmyge amulet var næsten en fantasy-krimi, der centrerede sig om et hotel, hvor mystiske ting skete. Her sender forfatteren sine personer ud på en rejse, der får dem vidt omkring (men stadig i en genkendelig verden med et godt glimt af fantasy i øjenkrogen). Alene det, at der fortælles en helt anden type historie her, giver De unaturlige ekstra point i min bog – og så har Christensen bevaret en god evne til at liste nogle mere dystre toner ind i historien, så vi til tider balancen på grænsen til horror. Det giver noget god kant.

Bogens svagere side ligger i fornemmelsen af, at vor helte føres gennem historien. Det er svært at undgå, når der er tale om skæbne og så tung magi, som der rumsterer her, men det tager ikke desto mindre noget af spændingen af historien, når vore helte bliver anbragt hid og did, hvor historien kræver det. Det gælder især i starten af bogen, hvor forfatteren så begår den fikse lille drejning at introducere et par bifigurer – et par unge munke, der drages ind i fortællingen, men også kan risikere at være en kæp i hjulet på skæbnen. De giver historien mysteriet tilbage, og det gør, at man gladelig læser igennem til slutningen. At der så ikke rigtig er en slutning, men snarere en indledning til sidste bind, er et gængs problem med trilogier, men indtil da leverer Sascha Christensen altså varen ganske godt – det er spændende fantasy med en dyster undertone og en god fornemmelse af, at der er mere under overfladen.

Sascha Christensen: De unaturlige (Humaran-trilogien ; 2). Forside: Emil Landgreen. Bahnhof, 2010, 375 sider.

Skøre opfindelser og rimeligt lykkelige slutninger

Makkerparret Schrøder og Haverholm har tidligere været ude med tre letlæste bøger om Mesterdetektiven Lukas – nu er de tilbage med en ny lille trilogi og en ny figur: drengen Bastian, hvis opfindelser har en tendens til at skabe problemer for hans far.

Bastians skøre opfindelser hedder serien, og de tre bind har fået navne efter, hvad Bastian ryster ud af ærmet: Kopicolaen, Supergødningen og G.A.G-’en. G.A.G. står for Gør Arbejdet Godt og er en lille maskine, der skal lette arbejdet for Bastians hårdt plagede far – fruen i huset har det med at være fraværende og efterlader gerne de to herrer med en opgave, der skal løses. Eller rettere: faderen har opgaven, men behøver sin søns hjælp til at udføre den. Som nu G.A.G.’en, der skal gøre det lettere at flytte rundt på møblerne.

Det ender, som man måske forudser, galt, både i dette og de andre bind.

Bastians skøre oplevelser virker som en nuttet blanding af Dexters Laboratorium og Anders And – med den tåbelige and i form af faderen som bifiguren, der bringer kaos omkring sig, og Bastian som den lidt distræte opfinder, der nok burde have lært, at der bør være en sikkerhedsafstand mellem faderen og Bastians påfund. Tilsæt en lettere bister nabo, og så har man en underholdende opskrift.

Forlaget Afart har en målsætning om ikke at blive for alvorlige (hvilket nok bliver tydeligt, hvis de forsøger sig på det engelsktalende marked) – det skal være sjovt at (lære at) læse. Så Bastian-bøgerne er fri for løftede pegefingre eller kedelige pointer. I stedet serverer de gode, lettilgængelige historier, der er lige til at gå til, flot fortalt i samspillet mellem ord og tegninger. Samtlige historier får lige en ekstra løftet mundvig, når der bindes en ekstra knude på allersidste side.

Man kan se uddrag fra bøgerne på forlagets hjemmeside.

Thomas Schrøder (tekst) & Allan Haverholm (billeder): Bastians skøre opfindelser 1-3. Hver på 16 sider. Forlaget Afart, 2010.

Sagn og myter og dystert gys

Teddy Vork debuterede i 2008 med novellesamlingen Skyggen falder, der især udmærkede sig ved Vorks evner med teknik og stil. Nu har han så begået en roman, Diget, der er baseret på danske sagn og myter, som den stemningsfulde forside fortæller.

Historien foregår i middelalderens Danmark, nærmere bestemt i Ribe. Her lever man med havet som en evig tilstedeværelse og trussel. Det er diget, der holder Vadehavet fra døren – og Vork har baseret sin historie på en sætning i en bog af Hrolf Thorulf: I gamle dage begravede man hvert syvende år en dreng levende i digerne.

Da Diget starter, bliver Knud udvalgt til at spille den rolle. Han bliver taget fra sine forældre og lukket ind i det uigennemtrængelige mørke under diget. Og snart går det op for ham, at der er ting derinde sammen med ham. Selv om han ikke kan se noget, kender Knud mange af de gamle sagn og historier, så han ved noget om, hvad det kan være, der rumsterer i mørket.

Vork beviser endnu en gang, at han har et godt greb om sine virkemidler – og sætter streg under, at horror også handler om at få folk til at tøve: hvad er det i virkeligheden, der sker – er der ting i mørket, eller er det blot Knuds fantasi? Han trækker i trådene, så både Knud og læser må danse, til tider næsten så det er en pine. For mig er dette ofte en type horror, der fejler, men netop Vorks evner udi af fremmane stemninger gjorde, at jeg lod mig drage ind i historien alligevel. Og så er det altså en genistreg at gribe til sagnene, som det sker her – det er som at begrave hænderne i muldjord: tungt og mørkt og fuldt af liv. Der ligger masser af grumme historier og venter der, og man kunne næsten ønske, at forfatteren ville folde nogle af dem mere ud.

Ideen med at starte historien, hvor Knud begraves levende, er et godt, men også farligt oplæg – umiddelbart virker det, som om fortællingen burde stoppe der, men Vork drejer den i stedet, så den vokser tilbage i tiden, og vi følger Knuds erindringer, samtidig med at historierne snurrer i hans hoved. Det er godt fundet på, men giver desværre lidt problemer med strukturen i romanen.

Det er lidt tydeligt, at Vork kommer fra at skrive noveller, for krydsklipningen mellem fortid og nutid ville fungere perfekt i den kortere form. Diget lider desværre under, at historien om Knud i mørket ikke har helt nok indhold, og vi får en del afsnit, der tydeligvis er fyld, indtil vi kan vende tilbage til den anden del af historien – mens det andre steder virker, som enkelte sagn partout skal inkluderes, uden det var nødvendigt. Det ødelægger lidt rytmen i fortællingen.

Ikke desto mindre er Diget et fascinerende bekendtskab – og ganske anderledes fra den horror, vi ellers ser. Teddy Vork fortsætter med at udvikle sig som forfatter, og “Diget” går i en helt anden retning end Hvor skyggen falder (også selv om han ikke kan lade være med at blinke til EA Poe). De har dog det tilfælles, at man gerne vil se mere.

Teddy Vork fortæller om Diget på Fantastiskeforfattere.dk

Teddy Vork: Diget. Tellerup, 2010.

Musik, kærlighed og semininjaer

De første sider af fjerde bind i sagaen om Scott Pilgrim er pludselig i farver. Det er sommer, og vennerne hænger ud ved stranden, og umiddelbart er der ikke nogen, der forsøger at slå Scott ihjel. Det kunne godt få én til at tro, at alt var i den skønneste orden – hvis altså man ikke lige kendte Scott Pilgrim.

Scott og kæresten Ramona er stadig sammen og lader endda til at have fundet sig ret godt til rette med hinanden. Ramona foretrækker selvfølgelige stadigvæk at være lidt mystisk, og så er der jo lige det problem, at hendes onde eks-kærester alle vil forsøge at udrydde Scott, førend han virkelig kan kalde hende for sin egen. Og så er der bandet, som stadig forsøger at slå igennem.

Men alt dette blegner, da en pige fra Scotts fortid dukker op og begynder at gøre øjne ad ham. Scott er ikke lige verdenshistoriens mest modne helt – han tager gerne et hypervoldeligt slagsmål i bedste manga/superhelte/computerspilsstil, men når det pludselig handler om følelser, forpligtelse og så videre, har verden en tendens til at kokse for ham.

Men som titlen afslører, sker der faktisk ting og sager her – Scott tager sig sammen.

Bryan lee O’Malley fortæller som sædvanlig med den umiddelbare glæde, der gør Scott Pilgrim-serien til sådan en fornøjelse at læse. Det jordnære blandes med det overgearede, der blandes med en godt portion humor, der blandes med pigeninjaer. Det er tegneserier, der uddeler røvfuld for derefter at danse en lille dans til et 8-bit soundtrack. Det er endorfiner på papir.

Bryan Lee O’Malley: Scott Pilgrim tager sig sammen (Scott Pilgrim ; 4). Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. Aben Maler, 2010.

Fantasien er go’

Thórarinn Leifsson er i virkeligheden to mennesker, tror jeg. Jeg forestiller mig, at den ene er meget seriøs, måske lidt mager og sidder gerne ved skæret fra et nedbrændt stearinlys og skriver meget alvorlige tekster om lidt dystre emner. Den anden – jeg forestiller mig ham som langskægget og i det hele taget ret buldrende – lister sig så ind om natten og skriver langt det meste af det om, så det oprindelige budskab bliver dækket til i torden, lynild og eventyr. Hvorefter han så forsvinder i natten med en hjertelig latter. Og en buldren.

Det må være den letteste måde at forklare Leifssons bøger på. Sidste år serverede han kannibalkød med Fars store hemmelighed, og i år får vi så bøger, hekse, fremtiden, verdens undergang og lidt til.

Pigen Albertina lever i en kedelig fremtid. Der er ikke rigtig nogen bøger (så hun har lært sig selv at læse ved hjælp af shampoo-flasker og lignende), internettet er blevet forbudt, de voksne arbejder hele tiden, og den mægtige Guldbank er langsomt men sikker ved at overtage magten over hele verden – alle penge og al arbejdskraft flyder til banken som til et sort hul.

Og så en dag flytter Albertinas tipoldemor ind i den lejlighed, vor lille heltinde deler med sine forældre. Egentlig boede hun også sammen med sin storebror, men han er forsvundet – måske har banken inddraget ham som betaling for forældrenes gæld.

Hulda er en bombe under Albertinas stille og rolige liv, under systemet og under stort set alt andet. Hun medbringer et bibliotek på rundt regnet en million bøger, og de vender op og ned på alting. Snart er Albertina del af en lille gruppe børn, som beslutter sig for at kæmpe mod systemet med alt, hvad det måtte kræve.

Thórarinn Leifsson (begge dele af ham) bebor lidt sammen absurde verden som Gunnar Wille – bedstemor Hulda synes i al fald at være i familie med en vis Skrumpen. Her er det fantasien, der er vigtigst, og den mørke side af de voksnes verden er den værste fjende. Børnene er indbegrebet af fantasien, så det er naturligvis dem, der må redde verden – og det sker så med brask og bram. Men det, der gør Leifsson så interessant, er, at man midt i alle løjerne kan stoppe op og blive ramt af de alvorlige ord, som ligger skjult under al den boblende galskab. De to dele af Leifsson forstår at spille helt unikt sammen.

Bedstemor Huldas bibliotek er et eventyr, der næsten efterlader læseren åndeløs – og måske endda med et par eftertanker.

Thórarinn Leifsson: Bedstemor Huldas bibliotek. Oversat af Birgir Thor Møller. Torgard, 2010, 217 sider.