Faktisk er det eneste problem for Sebastian, at han og Vigga skal skrive en opgave til skolen, og at de ikke er gået i gang endnu. Men alle planer om at skrive bliver helt ødelagt da Sebastian og Vigga overværer et voldsomt slagsmål på gaden, og Sebastian er den eneste, der når at se gerningsmandens ansigt. Nu bliver både Sebastian og Vigga involveret i opklaringsarbejdet og hele retssystemet, hvilket blandt andet medfører en masse opmærksomhed Sebastian aldrig før har været vant til.

Var det ikke for Ketty, Vigga og Adam ville al den tumult sikkert bare have været irriterende, men nu får de pludselig mulighed for at diskutere en masse filosofiske spørgsmål. Hvad er retfærdighed for eksempel? Er det i orden at bruge dødsstraf? Kan man virkelig købe alt for penge? Og hvem kan afgøre om man er skyldig eller ej?

Hvad skete der, Sebastian? er en fortsættelse til Sebastian og skrivemaskinen, men er meget anderledes i forhold til den første bog.

Hvad skete der, Sebastian? handler mest om retfærdighed, penge og straf, men i stedet for kun at stille en masse generelle spørgsmål om de emner, bruger forfatteren også meget tid på at forklare let og forståeligt om retssystemet og de bekymringer og problemer Sebastian selv har ved at have været vidne til noget så uhyggeligt som et slagsmål.
Det fungerer rigtig godt, for samtidig med, at man bliver klogere på, hvad man egentlig gør i Danmark og hvordan alle processerne foregår, lærer læseren også noget om, hvordan man som menneske har det med at være vidne, og hvilke skræmmende tanker, man kan have om, hvad der nu skal ske med en.

Nogle af de filosofiske spørgsmål bliver der gået rigtig meget i dybden med, og det fungerer som sædvanligt rigtig godt, mens andre (også nogle af de virkelig interessante) bliver afsluttet alt for hurtigt til, at man som læser selv kan nå at tænke over dem. Det er en rigtig dårlig ide når det nu er filosofiske spørgsmål, især til børn, for så ryger hele pointen med overhovedet at stille spørgsmålene. Nogle af dem er ret tunge og er ikke umiddelbart så lette at svare på, når man er barn, men forfatteren burde helt klart hellere have givet god plads til at børnene kunne diskutere emnerne med deres forældre, i stedet for at give et svar med det samme uden at se det fra mange forskellige vinkler.

Handling og spænding er ikke det bogen har mest af, men det alligevel nok til at man kommer lidt fremad i historien. Selvfølgelig er det jo altså det filosofiske der er det vigtigste i bogen, så man skal ikke regne med, at det hverken er en krimi eller spændingsroman.

Jeg vil altså sagtens kunne anbefale bogen til alle børn, der er interesserede i filosofi og penges rolle i forhold til retfærdighed, men håber, at forfatteren gør noget mere ud af de filosofiske spørgsmål til den næste bog i serien.

Vil du høre mere om Sebastian kan du gå ind på metafysiskinstitut.dk og bl.a. følge med i Sebastians filosofiske blog og selv stille eller svare på filosofiske spørgsmål. Her kan du også læse de første kapitler af bogen.

Christoffer Boserup Skov: Hvad skete der, Sebastian? Det Andersenske forlag, 2010.- 130 sider

”I helt gamle dage, da folk talte ganske andre sprog end nu, fandtes der allerede store og pragtfulde byer i de varme lande. Kejserpaladser og kongeslotte knejsede, der var brede gader, snævre stræder og snoede gyder, der var herlige templer med gudestatuer i marmor og guld, der var farvestrålende torve, hvor man handlede med varer fra alverdens lande, og smukke, åbne pladser, hvor folk mødtes for at spørge nyt, holde taler eller bare lytte til det, der blev sagt.”

Sådan starter Michael Endes fortælling om pigen Momo. Selve historien finder dog sted langt senere end den tid, der beskrives i denne indledning, i en lille forstad med en gammel, forladt ruin. Ruinen var engang et amfiteater, og har været anledning til den ene mere farvestrålende historie efter den anden, men en dag får denne ruin en ny beboer, nemlig den lille pige Momo. Det viser sig snart at Momo har en gave, der kommer alle til hjælp, nemlig kunsten at lytte med forstående tavshed, og en standardvending blandt folkene bliver hurtigt: ”Gå dog ud til Momo!”

Med sin barnlige, åbne indstilling og sit rolige sind forstår og respekterer hun menneskene omkring sig som de er, og det er derfor ikke svært for hende at gøre sig venner med både børn og voksne.

Men der er folk, der ikke er tilfredse med Momos eksistens, og for hvem hendes tålmodighed er en plage, der blot ødelægger deres egne planer. En mystisk kraft udefra som få har set og ingen husker blander sig i menneskenes fredelige liv og tager tiden fra dem. Et kapløb med tiden er en umulig opgave, men hvordan skal Momo få dem til at indse det?

“Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet.”

Momo eller Den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene er virkelig helt unik og utrolig smuk og sigende både for børn, men måske især for voksne.

For selvom man måske i starten bliver lidt skeptisk eller frustreret over for det barnlige, lette, naive sprog og de mange fortællinger, der kun handler om Momo og børnenes lege og fredelige liv, bryder Michael Ende indimellem den stemning med nogle virkelig alvorlige emner som jeg synes især taler til den voksne del af publikummet. Nogle af Endes pointer rammer i hvert fald rent hos mig, og specielt emnet om de stressede forældre, og hvad det gør ved både deres eget liv, men især deres børns, må siges at have bare en smule relevans i dag.

Ende kommer ikke med åbne provokationer, men har alligevel en helt klar pointe i teksten, og uanset om man er enig eller ej, bør man helt klart læse give sig tid til at læse og overveje dem.

Desuden har bogen nogle scener, der er så smukke og stemningsfulde at man får lyst til at læse dem flere gange bare for at huske dem endnu bedre, og generelt indeholder den bare en masse scener, der viser glæden ved fantasien og barndommen og dermed også livet i sig selv. Bogen bevæger sig i virkeligheden på et meget dybt plan på trods af det barnlige udgangspunkt, og jeg vil vædde med, at du bliver efterladt med noget når du lægger bogen fra dig – noget at tænke over, en ny eller genfundet følelse eller noget helt tredje, som kun du kan forstå.

Historien har både drama og spænding, så jeg vil for en gangs skyld ikke udtale mig om, hvor gammel man skal være for at læse den. Læs den om du er 8 eller 88, eller læs den gennem hele dit liv og få noget nyt ud af den hver gang, for Momo er en bog, der aldrig giver slip på dig og aldrig er den samme fortælling.

Momo eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene er oversat til mere end 20 sprog. Bogen blev filmatiseret i 1986.

Michael Endes mest kendte bog er nok fantasyromanen Den uendelige historie

Michael Ende: Momo eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene. Oversætter: Erik Jensen, Sommer & Sørensen, 1973.-237 sider

En åndelig mavepuster

Der findes rigtig mange forskellige slags huse. Både huse i den helt traditionelle forstand og huse af en mere symbolsk art. Der findes huse med syltede hjerter i kældrene og huse, der brænder op, antændt af den mindste gnist fra en pibe. Huse med piger uden øjne og huse med boksere, nogle gange 2 i 1. Huse med død og dansk grammatik og huse, der bare er til at forlade.

Men uanset hvor forskellige disse huse er og hvor mystiske deres beboere end måtte forekomme har de den ting til fælles, at Peter Mouritzen skriver om dem. 7 forskellige fortællinger.

Huset med de syltede hjerter er en utrolig unik bog, der skiller sig ud fra den sædvanlige børnebog på så mange punkter.

Noget af det første, man lægger mærke til, er de spøjse, korte sætninger, der tvinger en til at sætte tempoet kraftigt ned, så man får tid til at stoppe op og fundere over, hvad i alverden det er, man sidder og læser.

For skal bogen beskrives med et enkelt ord er ”mærkelig” nok et af de mest rammende. Mouritzen lader de underligste ting finde sted, men som en naturlig del af det skæve univers hans personer ukritisk vandrer rundt i. Der bliver sjældent stillet spørgsmål til, hvorvidt noget er virkeligt eller realistisk, og når der endelig gør, besvares det med noget, der er lige så underligt.

Det gør det på en gang utroligt forvirrende og utroligt fascinerende at læse ”Huset med de syltede hjerter”.

Jeg har haft svært ved at finde ud af, om jeg kan lide den lidt syrede måde at skrive på, men det kommer helt af sig selv når man sidder og funderer over meningen med historierne længe efter man fysisk har lagt dem fra sig. Man kan ikke lade være med at huske dem, at vende nogle af sætningerne i hovedet igen og at lege med ordene og vendingerne på samme måde som Mouritzen har gjort det igennem det meste af historien.

Det, der især er så underligt ved historierne, er den måde hvorpå forfatteren blander en barnlig synsvinkel med en voksen fortæller, eller i hvert fald lader sin hovedperson få en voksen persons refleksioner. Der er tale om seriøse temaer og konflikter i historierne, og dette er også en af grundene til at jeg i virkeligheden ikke synes, at dette her er en børnebog.

Dels er den faktiske handling, der foregår i bogen ofte ret alvorlig, og dels skal man lige grave lidt mere i teksten for at forstå hvad den egentlig handler om. At forstå teksten kræver at man har lært at læse mellem linjerne, og det tror jeg først man kan når man er oppe omkring de 13 år, måske endda mere.

Dermed ikke sagt at yngre ikke må læse den (alder handler jo her i princippet mere om hvor gammel man føler sig frem for, hvad der står på ens dåbsattest), og det kan da også sagtens være, at man får noget ud af at læse den, selvom man ikke helt forstår hvorfor. Jeg har selv fået en åndelig mavepuster af en af Mouritzens andre tekster, uden at kunne sige præcis hvorfor, så det er helt op til en selv om man tør give sig i kast med den eller ej. Jeg kan i hvert fald love at man ikke slipper den af tankerne lige med det første.

Peter Mouritzen: Huset med de syltede hjerter – Historier med huse, Illustrator: Søren Jessen, Forlaget Høst, 2010 – 62 sider

Et lidt for velkendt miks af magi og skoleliv.

Hovedpersonen i Ild og vand, Maevelia Morion, har enorme magiske kræfter. Faktisk så store, at selv den mægtigste troldmand i verden indrømmer, at hans kræfter ikke kan måle sig med hendes, og hun kommer derfor ind på trolddomsskolen Layvon, hvor hun lærer alt i verden om magi. Her undervises elever i at styre deres magiske element, men Maeve skiller sig snart ud, da hun i modsætning til de andre elever ikke har ét, men to elementer, ild og vand.

Alt er spændende og nyt for den lille, forældreløse pige, der først for nylig lærte, at der var noget, der hed magi, men snart må Maeve sammen med sine venner forsøge at standse den mystiske herre, der forsøger at angribe guderne og overtage verden.

I De Spidsørede må Maeve kæmpe videre mod Novtorn, hvis metoder til at overtage gudeverdenen kun er blevet mere brutale og nådesløse. Samtidig må hun også håndtere problemer med veninder, dybe hemmeligheder, frygtelige dødsfald og de ukontrollerbare helende kræfter, hun nu besidder.

Mens alt dette foregår, er den unge sømand Phil Geroan taget af sted til Bjergfeernes rige for at hjælpe dem i kampen mod en fremmed og nådesløs fjende, der truer med at udslette hele deres race.

Læser man en anmeldelse af en bog, hvor den debuterende forfatter sammenlignes med legenden J.K. Rowling, ville man normalt antage, at det var et godt tegn. Jeg vil dog i Kathrine Louise Nielsens tilfælde vove at påstå, at det er en stor fejl at være for kraftigt inspireret af en anden bog, især når det er noget så verdenselsket som Harry Potter.

Forfatteren bruger meget tid på at beskrive studie- og især pigelivet på kostskolen, men når aldrig særlig langt ind på livet af personerne, og det – sammen med det lettere uoriginale sprog – er sådan set mit største problem med Nielsens bøger.

For mig at se forbliver alle personerne stereotyper hele vejen igennem, og beklageligvis er det faktisk ikke blevet bedre fra 1’eren til 2’eren. Her er Maeve nemlig blevet meget mere handlingslammet og hjælpeløs, end hun var i det første bind, og det har ikke bidraget til en bedre forståelse af, hvem hun er – i hvert fald ikke på den gode måde.

Jeg skal gerne indrømme, at der er visse ting i bogen som jeg aldrig har oplevet, og jeg derfor ikke kan sige om Maeves reaktion er realistisk eller ej – men her har forfatteren netop lagt en fælde for sig selv ved at lægge sig så kraftigt op af Harry Potter. Jeg sad jævnligt med Rowlings teenagere i tankerne og blev småirriteret over Maeves urimelige – og til tider urealistiske – opførsel, især over for hendes veninder og klassekammerater. Det er meget muligt, at der er folk, der opfører sig nøjagtig som forfatteren beskriver – men så bør hun have sørget for, at man virkelig forstår Maeve, før hun viser alt for mange af hendes dårlige sider frem.

Både Ild og vand og De Spidsørede formår dog alligevel at få hævet sig op på et niveau, hvor man alligevel synes, at det er en hæderlig historie. Blandt andet har Kathrine Louise Nielsen sørget for en del spænding i begge bøger, og især i 2’eren er plottet virkelig blevet godt skruet sammen så man tror på det og bliver revet med i de sidste par sider. Der er også et par stemningsfulde scener indimellem, så det er tydeligt, at forfatteren virkelig har forsøgt at lave to gode fantasybøger.

Problemet er bare for mig, at alt dette ingenting betyder, hvis jeg ikke forstår personerne og føler jeg kan forholde mig til dem. Indimellem synes jeg også at sproget halter. Så hvis du – ulig mig – er i stand til at adskille de ting og ikke mener, det er nogen hindring, kan jeg sagtens anbefale dig at læse Nielsens fantasyfortællinger, de andre elementer fungerer nemlig fint.

Kathrine Louise Nielsen: Ild og vand & De Spidsørede, Illustrator: Per Jørgensen, Forlaget Klim, 2010. – 326 sider

Eigil Zinck: 16 år, en dejlig drømmer med smag for livet – og ethundrede procent flad. Man har givet ham otte dage til at betale hans betydelige gæld, og af mangel på alternativer må Eigil søge arbejde hos den lokale købmand. Han får tjansen som buddreng og får snart kørt Aalborgs overklassekvarter tyndt på Kolonialhandler Olsens Long John.
Da Olsen kommer på hospitalet, og hans søn må overtage forretningen, er der dog meget, der ændrer sig. Den unge Olsen er nemlig vordende digter – til Eigils store begejstring – og ærlig talt mere interesseret i sine skriverier end at passe faderens velrenommerede kolonialhandel. Ideer mangler han imidlertid ikke, så den lille forretning bliver snart gemt bag en række af skinnende automater, til stor begejstring for både børn og unge. Mens kundekredsen skifter, og Eigils opgaver bliver flere, vokser samhørigheden mellem de to, og man lærer snart alt om Eigil, både hans fortid og nutid.

Det er faktisk temmelig svært at beskrive Eigil Zinck på en rammende måde. Bogen er nemlig en mærkelig størrelse, hvor der både i detaljer beskrives scener fra Eigils barndom og det mere sammenhængende handlingsforløb fra hans nuværende ungdom. Skulle man vove at sætte den i bestemt kasse ville det være en farverig biografi om en opdigtet person, for farver og humor er der i hvert fald masser af! Gorm Henrik Rasmussen har et dejligt sprog med nogle virkelig gode, meget opfindsomme beskrivelser af sine personer, der selv er unikke og lidt karikerede på én og samme tid.

Dog skal det siges, at perioden, bogen foregår i, er temmeligt relevant for at forstå handlingen og de mange hentydninger, bogen indeholder, så selvom jeg tvivler på, at vi under 30 vil få fat i dem alle, er det en fordel at vide bare en smule om Danmark i de tidlige 70’ere.

Et decideret plot er det svært at finde, den røde tråd er sådan set bare Eigils historie, men det er langt fra nogen svaghed, for man kommer virkelig til at holde af ham, på trods af hans dovne ”en-dag-af-gangen”-attitude.

Især er der ét kapitel, der gør bogen temmelig speciel, men jeg vil ikke her ødelægge overraskelsen ved at røbe, hvad det er for et. Der er ikke andet for end at styrte ned i den nærmeste forretning og bestille Eigil Zinck, for det er virkelig en oplevelse, du ikke bør gå glip af!

Gorm Henrik Rasmussen: Eigil Zinck. Illustrator: Peder Bundgaard. Vindrose, 2003, 189 sider

Underholdende thriller spækket med mystik og overraskelser

Siden Sunnys storesøster Jazz døde i en brand, har Sunny været vant til at klare alting på egen hånd. Hver dag passer hun både skole og sin dybt deprimerede mor, der har lukket sig inde i en boble af sorg over datterens død. Meget hjælp er der heller ikke at hente fra Sunnys far, der bruger det meste af sin tid på enten at have tømmermænd eller være på druk.

Det er hverken let eller behageligt at være den voksne i familien, men langt at foretrække fra det liv Sunny havde da Jazz stadig levede og blev forgudet og forkælet så meget at Sunny praktisk talt ikke eksisterede.

Det er derfor langt fra med begejstring at Sunny læser et brev fra Jazz, der skriver, at hun ikke er død og kommer hjem snarest muligt. Men er det virkelig Sunnys søster, der dukker op? Og hvis ikke, hvem er hun så, og hvordan ved hun alt om Sunnys familie?

Umiddelbart kan Døde piger skriver ikke breve godt virke som ganske almindelig socialrealistisk roman, men man skal helt klart ikke lade sig narre. Allerede fra allerførste sætning er der gang i spændingen og mystikken, og hvis du ikke syntes at dette her fanger dig fra starten: ”Tingene var begyndt at gå lidt bedre indtil jeg fik et brev fra min døde søster.”
Så ved jeg godt nok ikke, hvad der gør!

Igennem resten af bogen er man hensat i en konstant årvågenhed, og med den udvikling historien – og de dybt overbevisende personer i den – gennemgår, er man garanteret underholdning fra start til slut.

Den psykologiske thriller-effekt Giles har brugt som grundstemning fungerer rigtig godt, og selvom tempoet ikke er decideret hurtigt går det heller aldrig så langsomt, at man mister interessen.

Men egentlig er det allerbedste slutningen, der er så overraskende og creepy, at alt bliver vendt på hovedet i løbet af en side eller to. Det er et virkelig godt trick som jeg kun kan bukke så dybt for at min næse rører jorden, så det er helt klart det værd at læse alle de 127 sider igennem, selv hvis du af mærkelige årsager skulle overveje at give op.

Kort sagt bør du kun undlade at læse Døde piger skriver ikke breve, hvis du har angst for mystiske thrillere og lange titler, for Giles’ bog er helt klart værd at tage et kig på.

Eriann er stærk, frygtløs og en mægtig kæmper, kort sagt den ideelle helt og dragedræber. Alligevel skal denne stolte efterkommer af Erik Våbenmester sendes ud på en langtrukken og kedelig mission for at finde en rigtig helt, og kun på grund af én lille ting – Eriann er en pige.

Lige siden Eriann var barn har hendes far trænet hende i alle former for kamp. Hun er blevet uddannet i fægtning, hvordan man klarer pressede situationer og frem for alt har hun lært ikke at stole på nogen. Nu er hun kong Leos våbenmester, og en af de mest frygtløse krigere i hans hof. Og alligevel er den eneste opgave hun får, da prinsesse Sofia bliver fanget af en enorm, farlig drage, er at tage ud og finde en rigtig helt, der kan redde prinsessen. En drengehelt.

Eriann er ikke tilfreds med den ordning, men tager alligevel surmulende afsted, og til hendes held finder hun også en, der kan påtage sig rollen. Men Vidar er langt fra nogen særlig dygtig kriger, han har helt klart brugt mere tid på at bage end at kæmpe, og den eneste grund til, at Eriann vælger ham er, at han har Det Levende Sværd, et legendarisk våben, der besidder utrolige magiske kræfter. Derfor rider de to til krigeren Ullvar, for at Vidar kan optrænes, men den gamle mand har en betingelse på denne ordning: Eriann skal være hans lærling lige så meget som Vidar er. Det bliver nogle begivenhedsrige dage, der vender op og ned på alt, hvad de før har været vant til.

Det Levende Sværd er en rigtig god fantasyfortælling, der rummer alt det der godt: virkelig god spænding, et velfungerende plot, nogle overbevisende personer og frem for alt et flot sprog, hvad man ellers sjældent ser inden for denne genre.

Både Eriann og Vidar er fremstillet på en meget realistisk og dyb måde, så man virkelig lærer dem at kende, uden at det bare er nogle faste typer, man har set hundrede gange før. De udvikler sig selvfølgelig begge to igennem historien, men denne udvikling er også så godt skildret, at man forstår den og følger med, uden at det virker for brat eller alt for langsomt.

Cecilie Eken har en god måde at skifte mellem spændende handling og rolige, stemningsfyldte scener på, og selvom der også er en kærlighedshistorie med, er det ikke noget, der overskygger resten og afskrækker alle drenge. Bogen henvender sig nemlig  i høj grad til både drenge og piger, næsten uanset hvad de ellers har læst. Så selvom budskabet er set før, gør det ikke så meget, når humoren og udviklingen i historien er så god, som den er.

Forfatterinden har som sagt virkelig godt fat i stemningen, og hun bruger sproget rigtig godt til at skabe den med. Det er meget specielt og ikke noget jeg før har set i fantasygenren, da det er bygget op af meget korte sætninger uden særlig mange iagttagelser, i hvert fald i starten. Men også dette ændrer sig igennem teksten, og så elegant, at man ikke bemærker det, før man kigger på teksten igen, og det er et virkelig flot træk, man bliver imponeret over som læser.

Der er kort sagt ingen grund til at styre uden om Det Levende Sværd, med mindre man hader spændende kampscener, mægtige krigere, sjove personer og stemningsfyldte scener, alt sammen krydret med et dejligt sprog. Desuden er det altid en god ting at stifte bekendtskab med Cecilie Ekens bøger, hvis ikke man har læst dem før.

Cecilie Eken har to gange modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger. Første gang var i 1997 for Sikkas fortælling.
Læs mere om Cecilie Eken på hendes hjemmeside

Cecilie Eken: Det levende sværd. Høst & søn, 2010.-152 sider

Rosie vil bare prøve at få fat i sin dagbog, men ender med at stå alene i en mørk skov uden at kunne finde tilbage – og har samtidig glemt ALT, selv hendes eget navn.

Da Rosie en dag er ude ved en gammel general, som faren skal interviewe til en bog, bliver hun taget hjerteligt imod af den ældre herre og får bl.a. lov til at se nærmere på nogle af bygningerne på den store grund. En af dem er den gamle vestfløj, der brød i brand for mange år siden, og som nu huser en faldefærdig gammel trappe og en masse malerier. Et af disse forestiller en ung pige i et hvidt tørklæde, der på en mærkelig måde bliver levende da Rosie falder ned af trappen. Ivrig efter at få den dagbog igen, som pigen stjal, løber Rosie efter hende og ind i en mørk, dyster og skræmmende skov. Jo længere hun kommer ind i den, des mere glemmer hun om sin fortid og hvem hun er. Pigen er for længst forsvundet ind mellem træerne. Og nu er mørket ved at falde på…

Kom tilbage, Rosie formår at fange læseren fra første side gennem en ret interessant og spændende prolog, hvor man ikke får noget videre fortalt om, hvem personerne er og hvad der foregår, men bare kastes lige ind i handlingen, der i sig selv også er meget fængende.

Der er en del rigtig god mystik i bogen, især i første halvdel sidder man og læser spændt videre for at få opklaret de underlige hændelser historien byder på. Efterhånden går historien mere over i spænding og gys, og stemningen er både præcis og medrivende, så man rigtig synker ned i den underlige verden skoven udgør.

Det bør dog understreges, at der er en del urealistiske elementer i historien, og det kan godt virke temmelig forstyrrende, især fordi nogle af tingene er ret vigtige for fortællingen. Desuden er der tidspunkter, hvor man godt kunne savne nogle lidt bedre overgange mellem skift i handling, stemning, humør el.lign., og generelt kan formuleringerne (både i replikkerne og i resten af teksten) godt virke ret kluntede; men ser man stort på sproget og er en ren spændingsnyder, er der så meget fart over feltet, at man helt sikkert ikke vil kede sig.

Så hvis du mangler en kort bog, der kan underholde dig fra start til slut, få dig til at gispe af rædsel eller gyse af uhygge er Kom tilbage, Rosie! bestemt ikke noget dårligt valg.

Gareth Owen: Kom tilbage, Rosie. Oversat af Erik Egholm . Carlsen, 1996.-179 sider
Originaltitel: Rosie no-name and the forest of forgetting

Troldmandenslærlingen Conn har endnu engang rodet sig ud i noget farligt:  ulovligt pyroteknik! Men hvis han vil gøre noget mod de mystiske angreb i Wellmet er han nødt til at kontakte magien, og det før endnu flere uskyldige myrdes af de skræmmende Skygger.

Conn står i en meget ubehagelig situation lige for tiden. Han har mistet sin locus magicalicus og har intet held haft med at finde en ny, hvilket betyder, at han officielt ikke er troldmandslærling længere. Og selvom Nevery giver ham privatundervisning, har Conn stadig et ubehageligt hul i maven, nu hvor han ikke kan kommunikere med magien. Samtidig går der rygter om, at mystiske mænd lusker rundt om natten i Solopgangskvarteret og angriber folk på åben gade, noget der aldrig er set før i Wellmets historie. Der er kort sagt brug for at nogen tager affære, og Conn ser ingen anden udvej end at tage chancen og lave eksperimenter med pyroteknik, der ellers er både meget farligt og meget ulovligt – så ulovligt, at han kan risikere at blive landsforvist, hvis han bliver opdaget. Men han er nødt til at kontakte magien, nu da den tydeligvis har noget meget, meget vigtigt den vil fortælle ham. Og siden der ikke er andre, der vil lytte må Conn tage sagen i egne hænder, uanset konsekvenserne, der ellers viser sig at være langt større, end han nogensinde kunne have forudset…

Fortabt er først og fremmest en rigtig god fortsættelse til den første bog i serien om Den magiske tyv. Der er godt med spænding og medrivende stemning, og plottet er forståeligt og sammenhængende så man trygt kan læne sig tilbage og nyde historien.

Personerne er virkelig godt beskrevet, især Conn føler man efterhånden at man kender endnu bedre end i den første bog, og både han og de andre personer udvikler sig på en god og overbevisende måde igennem hele forløbet.

Fortabt har et godt flow og en god fordeling mellem rolige passager og steder med mere fart over feltet, og man bliver helt sikkert underholdet hele vejen igennem, uanset om man er pige eller dreng. Det er egentlig bare en lige-ud-af-landevejen-historie uden de dybere lag, men Sarah Prineas har også helt tydeligt styr på hvordan man gør den slags både underholdende og medrivende.

Sproget er okay, hverken alt for højtragende eller kluntet og passer meget godt til Conns personlighed, da det jo er ham, der oftest fortæller historien.

Forsættelse til Den magiske tyv  kan derfor sagtens kan måle sig med 1’eren og kan i øvrigt også læses for sig, hvis man ikke føler for at gå i gang med den første.

Så alt i alt er Fortabt en rigtig god fantasybog, der har både spænding, et godt plot, faretruende forhindringer og ”rigtige” personer, så den kan helt sikker kan underholde enhver med bare en smule hang til fantasy.

Sarah Prineas: Fortabt (Den magiske tyv; 2) Oversat af Birgit Schlifer. Illustreret af  Antonio Javier Caparo. Borgen, 2010.-405 sider

En rigtig god, lille tænkebog til børn, der undres over stort og småt

Det er ikke altid lige nemt at være Sebastian. Hans forældre bruger næsten al deres tid på deres arbejde og snakker altid om alle mulige kedelige ting, han slet ikke kan forholde sig til. Så er det godt at han har sin gode veninde Vigga og sin sjove tante Ketty. De tre har aldrig problemer med at tale om alle de store og små spørgsmål Sebastian indimellem selv går og tumler med. Men det er først, da han får en flot skrivemaskine i fødselsdagsgave, at der virkelig begynder at komme alvorlige spørgsmål, de må hjælpes ad med at få svar på: Hvad ville de fx spørge Gud om, hvis de mødte ham? Har vi en fri vilje? Hvad er metafysisk institut? Og ikke mindst: Er der en eller anden mystisk person, der holder øje med ham?

Sebastian og skrivemaskinen er først og fremmest en virkelig god, lille bog, der sætter tankerne i gang hos børn i alle aldre, uden at række så højt op at man ikke kan følge med. Der er en god vekslen mellem Sebastians normale problemer og tanker og så de større spørgsmål, det kræver lidt mere at besvare. Det bliver derfor lettere at forholde sig til de store temaer, og på den måde fungerer den godt som en lille introduktion til filosofien.

Et andet plus er den mystik hele historien er forbundet med, uden at det overskygger resten af handlingen. Det, og så bogens længde gør den meget let at læse, men måske mest for nogen, der vil have lidt mere udfordring end almindelige læselet-bøger.

Sebastian er beskrevet på en måde så man let kan sætte sig ind i hans situation og især beskrivelserne af hans fortravlede forældre er ramt lige i øjet, så de voksne måske får lidt røde ører hvis/når de læser bogen op for deres barn.

Det kan derfor kun anbefales at læse Sebastian og skrivemaskinen. Hvad enten du er barn, voksen eller fra metafysisk institut, vil denne bog med sikkerhed give dig en sund panderynken og sætte tankerne i gang på en let og behagelig måde.

Christoffer Boserup Skov: Sebastian og skrivemaskinen. Det Anderske Forlag, 2009. – 170 sider