- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Astrid Heise-Fjeldgren: SOS under jorden

Astrid Heise-Fjeldgren har skrevet en moderne spændingsbog for større børn – og kommet godt fra det.

Det som mange børn frygter mest (selvom de nok ikke vil indrømme det), sker for Sebastian. Hans forældre forsvinder.

Eller mor gør. Pist væk fra jordens overflade. Faren er i fængsel – noget med forfalskede kunstværker.
Sebastian venter på, at mor ringer – men det gør hun ikke. Hvor er hun? Han er sulten og mere ked af det, end han vil indrømme. Og politiet – dem stoler han ikke på. Det var jo dem, der hentede far.

Ved busstoppestedet møder han Sølve, der er stukket af fra sine fortravlede advokatforældre. Så kan de lære det. Sebastian tilbyder at skjule hende, hvis hun hjælper ham med at finde hans mor.

Sølve er god til det der detektiv-noget. Snart kommer de på sporet firmaet Thomborg, som moren var ved at forske i, da hun forsvandt.
Der er noget lusk ved det hele og en eksplosion i Indien. Hvad har det lige med noget at gøre?

Astrid Heise-Fjeldgren kender genren. Hun skriver med mange ord og et mættet sprog. Historien er lidt indviklet til tider, men det er ok. For det hænger sammen alligevel.
Sebastian og Sølve fungerer godt. Man tror 100 % på dem og kan se dem for sig – der på bænken ved bustoppestedet. Og så gør det ikke så meget, at historien er lidt vild og overdrevet.

“SOS under jorden” er en spændende bog, som man bare må læse færdig – NU.

Tidligere på året debuterede Astrid Heise-Fjeldgren med novellen “To kugler med det hele” i novellesamlingen “Tegn i sandet” (Politikens Forlag)

Astrid Heise-Fjeldgren: SOS – under jorden – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh. : Carlsen, 2008. – 189 sider
Pris: kr. 229,95