- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Anthony Horowitz: Den onde stjerne

Anthony Horowitz: Den onde stjerneI fortsættelsen til “Ravneporten” må Matt til Peru, hvor ældgamle, onde væsener kæmper for at vende tilbage til Jorden.

Historie om de Fem startede i ”Ravneporten”, hvor vi mødte 14-årige Matt Freeman, som lærte, at han havde store, men ukontrollable kræfter og var skæbnebestemt til at skulle kæmpe for Jordens fremtid.

”Den sorte stjerne” starter kort tid efter ”Ravneporten”, og de indledende scener er desværre forfærdeligt kliche-prægede. Matt er på en skole, hvor han er uden for fællesskabet, en flok drenge er ude efter ham, og selv om han besidder mægtige kræfter, hverken kan eller må han udnytte dem, fordi han risikerer at slå nogen ihjel. Det er set utroligt mange gange før. Men hvis man har læst nogle af Horowitz’ tidligere bøger, ved man også, at der snart vil blive sat et punktum, og det gør der – med blod og ild og galskab. Og så får man ellers ikke tid til at trække vejret igen, før bogen er færdig.

Samtidig hviler forfatteren ikke på laurbærrene – der er altså ikke tale om en toer, der bare gentager etterens succes. Horror-aspektet er tonet ned i forhold til ”Ravneporten”, og i stedet er der skruet op for actiondelen. Mægtige fjender er ude efter Matt, og selv Nexus – den ellers så magtfulde organisation, der har taget sig af vor helt – kan ikke vide sig sikker. De kontakter ellers Matt igen, fordi de er kommet i besiddelse af oplysninger om endnu en port – endnu en vej for de Gamle ind i vores verden. Og eftersom Matt er den eneste af de Fem, der er blevet fundet, må han straks af sted til Peru. Men der arbejdes bag kulisserne, og snart er vor helt alene og fortabt i et fremmed land. Og tiden er ved at løbe ud.

Bag det mildest talt kedelige cover på ”Den onde stjerne” skjuler sig en spændende roman, hvor Horowitz ikke lægger fingrene imellem. Folk, der kender forfatteren, ved, at han er et kvalitetsstempel, og at man ikke kommer til at kede sig. Skulle man mod forventning ikke have stiftet bekendtskab med ham, bør man dog lige gribe fat i første bind i serien først. Den overordnede historie bruges der ikke så megen tid på, men den er der dog, og slutningen lægger helt klart op til store udviklinger i de kommende bind – men fokus er helt klart på den umiddelbare handling, og Matt kastes fra den ene skudveksling til den anden, flygter over hals og hoved og må i det hele taget kæmpe for at holde sig i live. Tilsæt lidt Nazca-mystik, lidt inkaer og en gemen og gennemført skurk, så er der dømt god underholdning.

Anthony Horowitz: Den onde stjerne, 2. bind i De fem. Oversat af Ole Steen Hansen. Sesam, 2006. Forside: Walker Books ltd. Originaltitel: Evil Star.