Dybt inde i skoven mellem Rusland og Finland fortabes en flok unge og kommer i kontakt med en tvivlsom redningsmand…
Det skulle have været en hyggelig og lærerig vildmarkstur, hvor de tolv deltagende svenske unge skulle lære alt om giftige fluesvampe, spiselige rødder og bær. De når ikke at tvinge megen besk grannåle-te i sig, før naturen og uheldet i fællesskab griber ind og splitter gruppen ad. Fem af de tolv ender på grænsen mellem Rusland og Finland. Her kommer de længe til at vandre rundt, langt fra civilisationen og redningen. Fulde af afmagt, syge og meget forkomne på grund af manglende mad og væske støder de endelig på andre mennesker. Det viser sig dog imidlertid, at disse mennesker lever bevidst isoleret langt væk fra det samfund, som de af forskellige grunde ikke harmonerer med. De fem unge bliver bragt til eneboeren Maggan, der i sin ungdom var yderliggående miljøaktivist. Nu er han bare mærkelig og bor alene i skoven og drømmer om at skabe et nyt samfund, et samfund hvor gudinden Gaia er det centrale omdrejningspunkt. Og med ham selv som andenviolin.
Kontakten med andre mennesker viser sig at være en bittersød redning. Det står hurtig klart, at de må væbne sig med tålmodighed og tage del i det lille samfund med særlinge, for årstiden gør det svært for dem at komme væk, da de får oplyst, at de er drevet i land på en ø. Ingen vil følge dem derfra, men de får udsigt til, at på et eller andet tidspunkt kommer Maggans nevø på besøg med forsyninger. Men ugerne går i samme trummerum. Eneste adspredelse er at høre på Maggans visioner eller deltage i meditation, hvis formål er at nærme sig Gaia.
Historien fortælles af pigen Minka. Nogen skal jo fortælle historien, og det kunne lige så godt have været en af de andre. De unge fremstår som homogene, men troværdige teenagere. De er ikke helt knivskarpe, når det kommer til problemløsning, og de er strengt taget lidt naive. Disse forhold gør også, at man gyser lidt mere, da situationen tilspidser.
Med de enorme skove mellem Rusland og Finland som ramme er det lykkedes forfatteren Annika Luther at skabe en historie, der dirrer af spænding og rummer en god intensitet. At nævne ordet ”sekt” er i mit tilfælde angstprovokerende. At kombinere det med skumle særlinge og store mørke skove udbygger relationen væsentligt. Jeg følte mig i høj grad underholdt af Skoven som Gud glemte. Efter min mening er romanens titel i sin nærmest poetiske enkelhed en advarsel og et incitament til at åbne bogen og nyde en god spændingshistorie. Den rummer ikke overnaturlige elementer, men masser af slagskygger af menneskelighed…
Annika Luther: Skoven som Gud glemte. Oversat af Helena Idström. Høst & Søn, 2005. Forside: Sabine Brandt. Originaltitel: Skogen som Gud glömde